Niels Jørgen Mau Pedersen, projektchef, VIVE.

Det er snart en gammel nyhed, at kommunernes samlede kassebeholdninger (målt efter kassekreditreglen) steg i slutningen af sidste år til det højeste niveau nogensinde – godt 61 mia.kr. Beholdningerne havde taget et dyk året før i 2023 i kølvandet på inflationsperioden.

Er væksten overraskende? Vel egentlig ikke i lyset af den betydelige overfinansiering af økonomiaftalerne der finder sted hvert år. Det trak i samme retning, at kommunernes regnskaber i 2024 så også lå under servicebudgettet om end højere anlægsudgifter dog trak den anden vej. Den hjælpende hånd fra staten med et finansielt ekstra tilskud på 2½ mia.kr. i august 2024 har også bidraget.

Store forskelle mellem kommunerne

Kassebeholdningerne er meget uens fordelt mellem kommunerne. København og Læsø Kommuner har ca. 25.000 – 27.000 kr. pr. indbygger mens Langeland, Herlev og Aalborg Kommuner havde under 3.000 kr. pr. indbygger ultimo 2024. Det er dog værd at bemærke, at 7 kommuner havde mere end 1 mia.kr. i kassen og 27 mere end ½ mia.kr. Alt i alt ser beholdningerne pæne eller endda rigelige ud, hvor mange kommuner har betydeligt flere midler end hvad der nok kan skønnes nødvendigt for ”dagen og vejen”. I forhold til 2007 er der sket ca. en fordobling, men selvfølgelig med individuelle forklaringer for de enkelte kommuner. Heller ingen kommuner har siden 2010 har måttet have dispensation fra kassekreditreglen – være ”under administration”.

Vil udviklingen da fortsætte? Ja, tænkeligt. Ifølge udligningsreformen fra 2020 blev der indført en permanent mer-finansiering på 5,5 mia.kr. årligt. I enkelte år er dette beløb endog forøget. Med fortsat forsigtige budgetter trækker det i retning af at vi vil se en yderligere stigning. Andre forhold, herunder kommunernes eventuelle tab på værdipapirer, kan dog trække i modsat retning.

Forklaringerne på de høje kassebeholdninger generelt er flere, men især to faktorer har spillet ind. For det første håndteringen af likviditetstilskuddet aftalt helt tilbage i 2012. Her var der ønske om at undgå et dræn i den kommunale likviditet som følge af indførelsen af Udbetaling Danmark. Kommunerne fik her et ekstraordinært løft i 2013 og 2014 på 3 mia.kr. i balancetilskuddet som del af bloktilskuddet. Derefter fra 2015 kan man sige at der ”gik udligning i den”, dvs. man skævdelte de nu snart 3½ mia.kr. årligt så udligningsparametre kom ind i billedet. Det var bl.a. skattegrundlagets størrelse og størrelsen af det strukturelle underskud pr. indbygger. Herefter blev det i min fortolkning stort set umuligt at afskaffe tilskuddet da det så også ville udløse en udligningsdiskussion.

Efter at have benævnt likviditetstilskuddet som ”ekstraordinært” i en række år op til 2020-udligningsreformen tog man konsekvensen af denne morsomme sprogbrug ved simpelthen at skrive tilskuddet ind i loven som permanentgjort med formåls-bemærkningerne, at ”styrke kommunernes mulighed for langsigtet planlægning og skabe ro om usikkerheden…”.

 For det andet var udligningsdrøftelserne i 2020 utvivlsomt både besværlige og bøvlede og der var sandsynligvis behov for at hjælpe reformen igennem ved at lade staten finansiere en del af ændringerne og herved øge de enkelte kommuners gevinst og minimere andres tab. Jeg vil lidt polemisk karakterisere tilskuddet som et meget stort ”hold kæft bolsje”, men forståeligt og i modsætning til hvad der plejer at gælde sådanne bolsjer synes det ikke at blive mindre over årene.

Fordele og ulemper ved store kommunekasser

Der er både fordele og ulemper ved høje kassebeholdninger. Fordelene er at kommunerne bliver økonomisk mere robuste og bedre kan tåle økonomiske stød. Den robusthed skulle udligningssystemet ganske vist også medvirke til. Det kan også ses som en fordel at kassebeholdningerne kan rumme en form for opsparing til kommende anlægsudgifter for nogle kommuner. Endelig er vi sluppet for at se kommuner ”komme under administration”. Alle kommuner i en sådan situation fra 1990 er dog kommet godt igennem genopretningen. Tænk bare på København under administration i 1994 men nu med kasse på 18 mia.kr.

Men der er også ulemper. For det første kan kommunerne måske have vanskeligt ved at opnå samme afkast som staten af likvide beholdninger. Det er i hvert fald netop besluttet på lånesiden at lade KommuneKredit finansiere via Nationalbanken fordi staten angiveligt har lavere finansieringsomkostninger end ved KommuneKredits egen obligationsudstedelse. Dernæst kan en rigelig likviditet potentielt skabe slør i styringen, særligt på anlægsområdet. Muligvis kan der også opstå den tanke i de enkelte kommuner, at en mulig ”bøde” for overskridelser af servicebudgettet kunne betales af kassen så at sige. Dette synes der dog ingen tegn på hidtil.

Mht. styringen kan der, måske lidt misantropisk, tænkes den situation, at kommunernes incitament til effektiv styring på overførselsområdet bliver mindre tiltrækkende hvis kommunerne herved blot øger en stor kassebeholdning som ikke vurderes anvendelig til servicefinansiering.

Endelig kan den udligningsmodel, der ligger i finansieringstilskuddet, siges at være noget ”hovsa”-etableret. Den blev som nævnt indført i 2015 men i situationen kunne den næppe tænkes grundigt sammen med det øvrige udligningssystem. Der foreligger i hvert fald ikke skriftlige overvejelser herom.

Alt i alt kan der være fordele ved likviditetsopbygningen men muligvis mere betydelige ulemper. Herunder henregnes også det forhold, at rigelige ’passive’ kasser kan gøre det mere uigennemskueligt for borgeren hvem der egentlig har kompetencen til at bestemme over midlernes anvendelse.

Ønskes kassebeholdningerne nedbragt er der så vidt jeg kan se ikke nærliggende løsninger på kort sigt. Kreative overvejelser som beskatning, deponering og ”omfordeling” er næppe farbare veje når ejendomsretten nu engang ligger i de enkelte kommuner. Muligvis kan en vis kommunal medfinansiering af anlæg via kassen være en mulighed, men kun for nogle kommuner. Én løsning forekommer dog indlysende: at standse overfinansieringen ved den næste udligningsreform eller -ændring.