Når KL og regeringen i dag sætter sig overfor hinanden, peger alle faktuelle forhold på endnu en god økonomiaftale for kommunerne. Sandsynligvis med et løft i servicerammen på mellem 3 og 3,5 milliarder kroner og formentligt også et løft i anlægsrammen på et par milliarder.

Dermed peger alt på, at det “sporskifte” i kommunernes velfærd, som blev indledt med økonomiaftalen for 2025, vil fortsætte. I hvert fald i 2026. Sporskiftet markerede, groft sagt, afslutningen på en periode siden indførelsen af budgetloven, hvor løbende nedskæringer på almenområdet skulle finansiere væksten på især det specialiserede socialområde.

Der er to gode forklaringer på, at regeringen synes indstillet på at give kommunerne et løft af servicerammen i samme størrelsesorden som sidste år, hvor kommunerne fik et historisk højt løft på 3,2 mia. netto og 3,4 milliard, hvis man indregner besparelser, som kommunerne fik lov til at beholde.

Den vigtigste forklaring er, at den socialdemokratiske finansminister, solidt bakket op af statsministeren, vil gå langt for at fastholde det 'sporskifte', som blev indført med økonomiaftalen for 2025.

Når alt peger på, at også Venstre accepterer en så høj prioritering af velfærd, så hænger det sammen med, at økonomiaftalen bliver oplæg til kommunalvalget i november og med stor sandsynlighed også et folketingsvalg i foråret 2026.

Derudover spiller det givetvis også ind, at regeringen to år i streg har måtte give kommunerne ekstra penge efter økonomiaftalen var indgået, som følge af et voldsomt pres fra flere utilfredse borgmestre. Selvom det på den korte bane har slidt mest på KL's troværdighed som forhandler, så er den langsigtede effekt en nedslidning af regeringens troværdighed.

Hvis ikke KL kan stole på, at regeringen står bag en aftale, så vil KL i fremtiden være tvunget til at køre en langt mere konfrontatorisk stil. Derfor skal regeringen være sikker på, at den kan stå på mål for aftalen, hvis der kommer uro blandt borgmestre, som i et kommunalvalgsår har et særligt stærkt motiv til at markere sig.

Enhver økonomiaftale skal passe ind i den overordnede finanspolitik, og her vil det givetvis spille ind, at den geopolitiske uro betyder, at regeringens økonomer ikke ser en overophedning af samfundsøkonomien som en akut trussel. Årsagen er, at der sandsynligvis først vil gå et par år før de stigende udgifter til forsvaret for alvor vil påvirke temperaturen på dansk økonomi.

På den baggrund er NB-Økonomis bedste bud, at økonomiaftalen ender med et løft af serviceramme på mellem 3 og 3,5 milliard kroner.

De kommunale bygninger fra 60'erne falder fra hinanden

Størrelsen af den kommunale anlægsramme er særlig følsom overfor regeringens ønsker om en stram eller løs finanspolitik.

Kommunerne har siden suspenderingen af anlægsrammen under COVID-19 været underlagt historisk stramme anlægsrammer på grund af en konstant - og til dels overdreven - frygt for overophedning af dansk økonomi. Det har betydet, at kommunerne har fået et stigende vedligeholdelsesefterslæb på især de mange kommunale bygninger, som blev opført i slutningen af 60'erne og i 70'erne.

De er populært sagt ved at falde fra hinanden og er bygget i en tid uden skrappe krav til energieffektivitet. Der er ingen tvivl om, at KL vil presse på for at få løftet anlægsrammen, og KL vil formentligt være klar til at acceptere en binding på dele af anlægsrammen. For regeringen vil det være godt, at kommunalpolitikere i valgkampen forud for KV 25 kan imødegå borgernes kritik med løfter om renoveringer af skoler, plejehjem og daginstitutioner.

Det er altid svært at forudse størrelsen af anlægsrammen, men det er NB-Økonomis bedste bud, at den lander omkring 22-24 milliarder, hvilket er et løft på mellem 1,7 og 3,7 milliarder i forhold til anlægsrammen for 2025.

Mange usikkerheder i 2026 for enkeltkommuner

Men inden kommunerne gør champagneglassene klar til en stor fejring af økonomiaftalen, så er der også i år en række forhold, som kan mudre billedet og skabe meget forskellige vilkår for kommunerne.

Det drejer sig dels om budgetreduktioner som led i overførslen af sundhedsopgaver til regioner og beskæftigelsesreformen, dels om reguleringer af det såkaldte balancetilskud. For alle forholdene gælder, at der dels er en effekt for kommunerne under et, dels en effekt for den enkelte kommune.

Mens effekten af ændringer i balancetilskuddet stort set vil stemme overens med nettoeffekten for alle kommuner under et, så er der en mulighed for både over- og underkompensation på sager om bortfald af opgaver.

For begge områder gælder det, at ændringen i balancetilskuddet kan ramme skævt, så en kommune enten får en gevinst eller et tab. Når balancetilskuddet ændres på grund af eksempelvis selvbudgettering, så vil det typisk være fordi vækstkommunerne har haft en gevinst, som alle kommuner - også de fattigste - kommer til at betale deres del af. Modsat vil det især være socialt belastede kommuner, som har fået den største andel af væksten i statslige refusioner for særligt dyre enkeltsager, som de socialt mindre belastede kommuner kommer til at bidrage med via balancetilskuddet.

Sidste år skabte den uventet store modregning i balancetilskuddet et borgmesteroprør, som endte med at regeringen gav kommunerne en ekstra finansieringstilskud på 1,8 milliard kroner. For at undgå en tilsvarende situation i år, har KL opgraderet kommunikationen og dialogen med både borgmestre og økonomichefer og -direktører.

Skæv sundhedsaftale kan æde stor del af løft i økonomiaftalen

Den største usikkerhed er bodelingen med regionerne i forbindelse med sundhedsreformen. Overflytningen af ansvaret for en række opgaver til regionerne en kompliceret affære. Vi ved, at bruttobeløbet formentligt er cirka fem milliarder kroner, og derfor kan det hurtigt ende med at kommunerne står med en underfinansiering på eksempelvis en milliard kroner, som ikke nødvendigvis vil ramme kommunerne lige. Kommunerne er godt nok blevet lovet, at de maksimalt kan miste 0,05 procent af beskatningsgrundlaget på grund af skæv fordeling. Men det er reelt svært at opgøre effekten på kommuneniveau præcist.

Opmærksomheden retter sig særlig mod de midlertidige sengepladser, hvor kommunerne ifølge det nuværende oplæg skal nedlægge 75 procent, hvilket KL mener er for mange. Onsdag i næste uge skal KL og sundhedsminister Sophie Løhde (V) forsøge at indgå en aftale om bodelingen.

Derudover er der også en større diskussion om beskæftigelsesreformen. Det forventes at de to sager vil blive forhandlet parallelt med den overordnede økonomiaftale, men KL vil formentligt ikke acceptere at lukke en endelig aftale, før alt er på plads.

Derudover er der et hængeparti med det særlige finansieringstilskud på 1,8 milliarder fra sidste år og kompensationen for de skæve ejendomsvurderinger på 0,7 milliard kroner. Det er stadig ikke meldt ud, om regeringen agter at videreføre tilskuddet.

To omstridte balancereguleringer går hver sin vej

Umiddelbart burde balancetilskuddet blot være en opgørelse, som skal sikre at kommunernes indtægter og udgifter er i balance (eksklusiv den særlige overfinansiering fra udligningsreformen.)

Sidste år var der to poster, som skabte ballade, fordi de tilsammen åd op imod tre milliarder af den ekstra finansiering på 3,2 milliard fra selve økonomiaftalen. Det var dels en forsinket regulering på grund af stigende indtægter hos kommunerne fra statslige refusioner af særligt dyre enkeltsager og en relativ stor regulering på grund af især vækstkommunernes gevinster på selvbudgettering.

Begge poster kom bag på især en række fattige kommuner, som dermed slet ikke havde finansiering til at bruge det historisk store løft i servicerammen. Protesterne var så omfattende at regeringen valgte ekstraordinært at give kommunerne et ekstraordinært finansieringstilskud på 1,8 milliard kroner for at få ro.

I 2026 peger regnskabstallene fra 2024 på, at der også i år kommer en negativ regulering af balancetilskuddet på cirka 600-850 millioner kroner på grund af stigende statsrefusioner til særlige dyre enkeltsager.

Sidste år var der angiveligt en negativ regulering på 800 millioner i kølvandet på den kraftigt stigende selvbudgettering.

KL har stærke kort på hånden for at argumentere for, at kommunerne vil indregne væsentligt færre gevinster i 2026 på grund af de nye regler for selvbudgettering og samtidig viser en prognose fra Dataproces, at efterreguleringen fra tidligere år falder fra 1,3 til 0,5 milliard kroner. Samtidig betyder nye regler for selvbudgettering, at man må forvente, at kommunerne i 2026 indregner mindre effekter fra selvbudgettering.

Meget tyder på, at KL ved sidste års aftale om selvbudgettering fik minimeret den negative regulering, og derfor er det svært at sige præcis, hvad nettoeffekten af de to omstridte poster bliver.

Derudover vil der være en række større reguleringer eks. på grund af stigende skatteindtægter, men de modsvares normalt af større indtægter og dem har kommunerne normalt allerede regnet ind via KL's tilskudsmodeller.

God stemning afdramatiserer

Det er værd at bemærke, at KL ikke har været ude med den helt store PR-mobilisering forud for sættemødet i dag. Det bekræfter forlydender om, at stemningen mellem KL og regeringen er god. Det skyldes dels den gode relation mellem KL-toppen og finansminister Nicolai Wammen, dels at den nye socialminister Sophie Hæstorp Andersen (S) nyder en helt anden respekt i KL end hendes forgænger Pernille Rosenkrantz-Theil.