
Bjarne Maccarthy/Bo Armstrup/Phillip Davaldi/Asger Ladefoged/Henning Bagger/Ritzau Scanpix/Køge Kommune
Fra vækst til økonomisk trængsel: Borgmestre forklarer årets regnskaber
Nogle kommuner rammer budgetterne med millimeterpræcision. Andre bruger markant mere – eller mindre – end de må. NB-Økonomi har talt med borgmestre fra hele landet for at forstå, hvad der egentlig ligger bag årets kommunale regnskaber.
Udgivet: 30/04/2025
Årets kommunale regnskaber afslører et markant spænd i, hvordan landets kommuner har forvaltet deres økonomi i 2024. Nogle har overskredet både service- og anlægsrammer, andre har brugt væsentligt mindre end de måtte – og enkelte har ramt plet. Resultaterne og forskellene er ikke bare tal, men fortællinger om velfærd, prioriteringer, kontrol, pres og en kommunaløkonomi med meget forskellige spilleregler.
Frederikssund rammer plet – helt bevidst
I Frederikssund Kommune har man hverken overskredet eller underskredet rammerne – og det er helt bevidst.
"Vi har lagt et budget efter præcis de økonomiske rammer – både på drift og anlæg – og vi har holdt det. Det er ikke kommet af sig selv, men er resultatet af en stærk økonomistyringskultur og et tæt samarbejde i hele organisationen," siger borgmester Tina Tving Stauning (S).
Næstved: Vækst og pres giver overskridelser
I Næstved Kommune har man overskredet både service- og anlægsramme, men borgmester Carsten Rasmussen (S) lægger ikke skjul på, at det er sket bevidst og som led i en større vækststrategi.
“Vi har investeret i ny svømmehal, institutioner og infrastruktur. Samtidig har vi haft et overskud på arbejdsmarkedsområdet og solgt store arealer erhvervsjord, som vi købte for årtier siden – det giver luft i økonomien.”
Han fremhæver dog, at servicerammeoverskridelsen også skyldes stærkt stigende priser på fx specialundervisning og institutionspladser – og at man nu udskyder investeringer for at rette op.
Hvidovre: Mennesker før mursten
I Hvidovre valgte kommunen at bruge mindre end sin anlægsramme – men ikke sin serviceramme. Ifølge borgmester Anders Wolf Andresen (SF) er det et klart politisk valg:
“Vi prioriterer velfærden. Når vi presses økonomisk fra flere sider, blandt andet af det specialiserede socialområde, så prioriterer vi at fastholde serviceniveauet frem for at bygge nyt.”
Han retter samtidig kritik mod staten for at ignorere udgiftsvæksten på netop det specialiserede område – og mener, det bør indgå i økonomiforhandlingerne.
Lemvig: Manglende finansiering presser kommunen under rammen
Modsat de store og mellemstore vækstkommuner har Lemvig Kommune ikke haft mulighed for at bruge sin serviceramme – eller sin anlægsramme. Borgmester Erik Flyvholm (V) peger på et strukturelt problem:
“Vi har ganske enkelt ikke fået en fair finansiering i den nuværende udligningsmodel. Vi har hævet skatten over tre omgange og brugt af vores kasse, men det er svært at få budgetterne til at hænge sammen,” siger han.
Flyvholm understreger, at mindreforbruget ikke skyldes besparelser, men forskydninger og udskudte projekter.
Lolland mangler finansiering
For borgmester Holger Schou Rasmussen i Lolland Kommune er hele diskussionen om underforbrug nærmest akademisk:
"Vi har aldrig brugt vores serviceramme. Det har vi simpelthen ikke finansiering til."
Det illustrerer måske bedst det store spænd, der i dag findes mellem kommunerne – og de begrænsninger, systemet sætter for lokal prioritering og styring.
Køge gik over servicerammen med åbne øjne
Køge Kommune brugte i 2024 mere end den aftalte serviceramme – men det var en bevidst politisk beslutning, fortæller borgmester Marie Stærke (S).
“Det vidste vi godt, da vi indgik budgetforliget i efteråret. Jeg sagde det også eksplicit under præsentationen af budgettet: Vi kommer til at gå over servicerammen. Det gjorde vi, fordi vi havde råd og ønskede at investere i konkrete velfærdstiltag,” siger hun til NB-Økonomi.
Ifølge borgmesteren var det især to områder, man prioriterede i budgettet:
“Vi har blandt andet valgt at investere i flere sundhedsplejersker på børneområdet. Og så har vi indført betalt forberedelsestid til alle pædagoger i daginstitutionerne – ikke kun som forsøg, men som en varig ordning.”
Hun lægger ikke skjul på, at Køge har draget fordel af, at andre kommuner ikke har udnyttet deres servicerammer fuldt ud.
“Vi har fulgt med i de budgetter, andre kommuner har vedtaget. Og vi kunne se, at kommunerne samlet set holdt sig under servicerammen. Havde det ikke været tilfældet, havde vi været parate til at justere. Men når der er luft i systemet, giver det jo mulighed for, at nogle kommuner kan bruge lidt mere,” siger hun – og erkender:
“Ja, det må jeg konstatere – dem, der ikke har råd til at bruge deres serviceramme, har en del af æren for, at vi kan give bedre service i Køge.”
Sidst opdateret: 30/04/2025 - 13:01









































