
Frank Schmidt-Hansen (K) - Borgmester i Vejen Kommune - Foto: Vejen Kommune
Borgmester: Vi er pressede af eksplosive udgifter til det specialiserede socialområde
Rigtig mange kommuner oplever i disse år voksende økonomiske udfordringer på det specialiserede socialområde. I Vejen kommune forsøger man nu at investere sig ud af problemerne.
Udgivet: 29/04/2025
Vejen Kommune oplever i disse år en markant vækst i udgifterne på det specialiserede socialområde – særligt på området for børn og unge med særlige behov. Det presser økonomien og kalder ifølge borgmester Frank Schmidt-Hansen (K) på både lokale prioriteringer og national kompensation.
”I 2021 lå vi langt under både vores sammenligningskommuner, regionen og landsgennemsnittet på det specialiserede socialområde. Men siden da har vi set markante stigninger – især i 2023 og 2024,” fortæller Frank Schmidt-Hansen til NB-Økonomi.
Den største udgiftspost er anbringelser – især uden for kommunen – og det er især børn og unge-området, der trækker hårdt på budgettet.
"Det her er faktisk alvorligt og seriøst. Både af hensyn til børnene og familierne, men selvfølgelig også for vores samlede økonomi."
Prioriterer forebyggelse – men mangler låneramme
Vejen Kommune har i budgettet for 2025 valgt at prioritere området og bruge endnu flere penge på at styrke tidlige indsatser og forebyggelse:
”Vi har blandt andet investeret i flere sagsbehandlere, så vi kan komme tidligere ind i sagerne og sætte ind med mindre indgribende foranstaltninger,” siger Frank Schmidt-Hansen.
(Artiklen fortsætter under grafen)
Kommunen har også søgt om midler til at opføre egne tilbud til voksne borgere med handicap, så de ikke skal visiteres til dyre eksterne tilbud i andre kommuner. Men ansøgningen til regeringens lånepulje på 1,5 milliarder kroner blev afvist – og det undrer borgmesteren:
”Vi søgte om 60 millioner kroner, og vi havde tilbudt at stille 25 procent af pladserne til rådighed for andre kommuner, som kravet lød. Alligevel fik vi afslag, og forklaringen lød blandt andet, at vores projekt ikke var afstemt i KKR. Det ærgrer mig, for det var der andre i KKR Syddanmark, der heller ikke havde gjort – og som alligevel fik.”
Risiko for at udhule det almene velfærdsområde
Ifølge Frank Schmidt-Hansen er den nuværende udvikling ikke holdbar:
”Når vi ikke får flere penge tilført området, skal vi finansiere det fra det almene område – og det er ikke en løsning, vi kan holde til i længden. Vi er ikke en rig kommune, og hver gang vi vil prioritere forebyggelse, kræver det, at vi finder pengene et andet sted.”
Han understreger, at Vejen langt fra står alene med udfordringen – og han håber, at regeringen i de kommende økonomiforhandlinger vil anerkende det pres, som kommunerne oplever på det specialiserede socialområde.
Vejen Kommune oplever i disse år voksende økonomiske udfordringer på det specialiserede socialområde. Borgmester Frank Schmidt-Hansen (K) fortæller, hvordan stigende udgifter presser kommunens økonomi – og hvorfor der nu skal prioriteres anderledes.
”Hvis vi ikke bliver kompenseret, ender det med at udhule vores almindelige velfærdsydelser,” siger han.
Sidst opdateret: 30/04/2025 - 09:44









































