Alle kommuner handler på Børsen - men i hvad og hvor meget - se tallene her

Selvom kommunerne ikke direkte investerer i værdipapirer, så varetager investeringsforeninger store summer for kommunerne. Der er dog store forskelle på, hvor mange penge kommunerne har i aktier og obligationer. Se tallene for din kommune her.

Udgivet: 02/04/2025

Oliver Gantriis

Jounalist

Del artiklen:

I takt med at den samlede likviditet har været på himmelflugt de seneste 15 år, så er kommunernes investeringer i værdipapirer også vokset. Der er dog meget stor forskel på, hvor meget de enkelte kommuner har stående som investeringer.

Fakta

Hvad må kommunerne?

Kommunestyrelsesloven
§ 44 Midler, som ikke af hensyn til de daglige forretninger skal foreligge kontant, skal indsættes i pengeinstitut eller på postgirokonto eller anbringes i sådanne obligationer eller investeringsbeviser, i hvilke fondes midler kan anbringes, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Der kan ikke anbringes midler i alternative investeringsfonde.

Ordlyden i § 44 Bestemmelsen henviser efter ordlyden til reglerne for, hvilke aktiver fondes midler må anbringes i. Anbringelse af fondes midler er reguleret i anbringelsesbekendtgørelsen, der derfor også finder anvendelse for kommuner og kommunale fællesskaber.

Lidt forenklet betyder det - at kommuner ikke må sætte penge direkte i aktier. De må dog gerne sætte penge i investeringsforeninger og -fonde, som investerer i aktier.

Så har kommunerne ad den vej midler bundet i obligationer og/eller aktier.

Hvor nogle af kommunerne ikke investerer for mere end et par 1.000 kr. pr. indbygger, så har flere kommuner investeringer der er både ti og tyve gange større.

Samlet set har kommunerne investeringer for i omegnen af 50 mia. kr. i forskellige værdipapirer. Det viser en opgørelse udarbejdet af Gravercentret, Danmarks Center for Undersøgende Journalistik.

Store forskelle på tværs af landet

Ifølge opgørelsen, er der stor forskel på, hvor meget de enkelte kommunerne har investeret. Enkelte kommunerne har for et par hundrede kroner til et par tusinde kroner pr. indbygger stående i forskellige værdipapirer, hvor det største investeringsdyr på obligations- og aktie-savannen, Københavns Kommune, har investeringer for mere end 25.000 kr. pr. indbygger.

Det sker gennem København Kommunes egen investeringsforening, som i øvrigt er den eneste af slagsen i hele landet, der gennem fire forskellige afdelinger forvalter ca.16,5 mia. kroner på vegne af skatteborgerne i landets hovedstad.

(Artiklen fortsætter under kortet)

Det er svært at sige helt præcist, hvor meget de enkelte kommuner har hevet hjem på deres investeringer i 2024. Nogle kommuner, som eksempelvis Rudersdal Kommune, skriver på kommunernes hjemmeside, at man med stor glæde kan meddele, at der i 2024 er tjent 21,7 millioner i afkast på værdipapirer.

Ifølge Gravercenterets opgørelse havde Rudersdal i udgangen af 2024 for ca. 473 mio. kr. i investeringer. Dermed har kommunen altså opnået et afkast på omkring 4,5 procent, hvilket også flugter nogenlunde med andre allerede tilgængelige tal. Der er stor forskel på, hvor meget de enkelte kommuner reklamerer med et evt. afkast og gevinster fra værdipapirer, men de tilgængelige tal tyder på et afkast mellem fire og fem procent, sammenholdt med Gravercenterets tal.

Fik du læst?

Kommunale aktiegevinster skævvrider kommunernes økonomi

Sidst opdateret: 04/04/2025 - 14:04

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]