For at forstå hovedstadsudligningen skal man tilbage til 1937, da den legendariske socialdemokrat Thorvald Stauning var landets statsminister. Slum og fattigdom plagede hovedstaden, og byen blev fattigere og fattigere i takt med, at de rigeste borgere flyttede til det finere Frederiksberg eller det mere landlige Gentofte.

I et forsøg på at stoppe den udvikling ville regeringen lægge Frederiksberg og Københavns kommuner sammen, men det fik den konservative Frederiksbergborgmester afværget ved at tilbyde at yde København et tilskud. Og med den handel sikrede han ikke alene Frederiksbergs selvstændighed, men lagde også grunden til hovedstadsudligningen, som også kom til at omfatte Gentofte.

Ordningen blev udvidet i 1973 som en del af hovedstadsreformen i takt med, at nye kommuner blev udviklet og for alvor blev moderniseret. Igen var det bærende motiv, at man ville undgå for store forskelle mellem de rige og fattige kommuner i det stadig mere sammenhængende hovedstadsområde.

Populært ville man undgå en storby med ekstremt rige områder mod nord og fattige slumområder i det gamle København og Vestegnen, hvilket også langt hen ad vejen lykkedes.

Så blev kommunerne i udkanten de fattige

Ordningen levede et relativt stille liv indtil årtusindeskiftet. Men derfra skabte udviklingen af service- og informationssamfundet nye skævheder mellem rige og fattige kommuner.

Populært sagt begyndte de rige og de veluddannede at flokkedes i hovedstadsområdet, mens tidligere velhavende landbrugs- og industriområder i udkanten af Danmark, som eksempelvis Nakskov, oplevede en historisk økonomisk deroute. Nedturen blev yderligere forstærket af den centralisering, som fulgte i kølvandet på kommunalreformen og digitaliseringen.

Samtidig blev de rige provinskommuner i Østjylland stadig mere utilfredse med, at de blev behandlet markant dårligere i udligningssystemet end modtagerne af den særlige hovedstadsudligning, som ofte havde et større beskatningsgrundlag end de østjyske kommuner.

Hidtil var det kun København og enkelte andre større kommuner, som havde blandet sig på et højt fagligt niveau i udligningsdiskussionen, men det ændrede sig, da seks østjyske kommuner etablerede "Rimelig Udligning" og tilknyttede udligningseksperten Kjeld Gregers. Han leverede en række store analyser, som blotlagde forskelsbehandlingen mellem kommunerne alene, fordi nogle lå i hovedstadsområdet og andre lå i provinsen.

Det spirende udligningsoprør fik en ordentlig spand benzin, da utilfredse vælgere i særligt land- og yderkommunerne i 2015 forlod Socialdemokratiet og Venstre til fordel for Dansk Folkeparti båret af en utilfredshed med det geografisk skæve Danmark og udlændingepolitikken.

Stort set alle provinskommuner samlede sig i organisationen Bedre Balance, som igen fik hovedstadskommunerne til at mobilisere sig i "Stop forskelsbehandlingen", som slog på, at borgerne i hovedstadsområdet havde et langt lavere rådighedsbeløb end sammenlignelige borger i provinsen på grund af de høje boligpriser i storbyerne.

Hvad er værst - slum i yderkommuner eller slum i hovedstadsområdet

Når striden om resterne af hovedstadsudligningen popper op i forbindelse med den kommende reform af den kommunale udligning, så er det værd at huske tilbage i historien. Det centrale spørgsmål bliver: Er det værre med store forskelle i kommuner med få kilometres afstand i hovedstadsområdet end mellem kommuner med stor geografisk afstand i hele Danmark?

For 20 år siden skrev tidligere kommunaldirektør i Gentofte Kommune, Svend Lundtorp, en rapport for AKF ( det nuværende VIVE ). I rapporten beskriver han hvordan der allerede dengang var fuld gang i debatten om hovedstadsudligningen. Her et lille uddrag:

"Hovedstadsudligningen indebærer en væsentlig forskelsbehandling mellem kommuner i hovedstadsområdet og i det øvrige land. Her er det ene synspunkt, at denne forskelsbehandling ikke er rimelig, og at kommuner i provinsen skal have del i de betydelige midler, der fordeles inden for hovedstadsområdet. Nogle kommuner i hovedstadsområdet adskiller sig ikke i erhvervsstruktur mv. væsentlig fra andre kommuner, men nyder godt af at ligge i hovedstadsområdet. Det gælder fx Hundested Kommune, som modtager et tilskud fra landsudligningen af beskatningsgrundlag på 960 kr. pr. indbygger og fra hovedstadsudligningen 2.900 kr. Hvorfor skal Hundested være bedre stillet end Nykøbing-Rørvig, der ligger lige på den anden side af Isefjord, men må nøjes med landsudligningen?" (Udviklingen i de kommunale udligningsordninger, AKF, 2004)