
Det er i bygninger som disse beliggende i Kathmandu, at nepalesiske bureauer lokker med flotte ord og det gode liv i Danmark. - Foto: Navesh Chitrakar/Reuters/Ritzau Scanpix
Linje 999 fra Kathmandu til Brøndby Strand
Antallet af nepalesere i Danmark er steget enormt de sidste 4-6 år. De mange nepalesere får deres opholdstilladelse i Danmark som studerende, og mange tager deres partner med herop. I mange tilfælde en dårlig forretning for kommunerne.
Udgivet: 31/03/2025
Der var en nepaleser, der var to nepalesere, der var 7621 nepalesere. Så mange flere nepalesere er i perioden 2019 til 2025 ankommet til Danmark - en stigning på ca. 115 procent. Heriblandt 1000 skole- eller institutionskrævende børn. De fleste nepalesere har bosat sig på den københavnske vestegn eller omegn, men Kolding og Ringsted har også fået en del nye tilflyttere fra Nepal.
Problemet for kommuner er, at de mange nepalesere ikke har ringet i forvejen og meldt deres ankomst.
Nepaleserne giver nu kommunerne en vis mængde særligt økonomiske og sociale hovedbrud. For selv om det danske arbejdsmarked har stort behov for udenlandsk arbejdskraft, så er der langt flere udgifter end indtægter forbundet med den nepalesiske tilstrømning til hovedstadsområdet.
Nepalesere lokkes med verdens lykkeligste land
De mange nepalesere kommer, fordi de er tilmeldt, og har betalt for en plads på en uddannelsesinstitution - eksempelvis Niels Brocks internationale linje i København. Det giver en række muligheder. Sådan her lyder det på en af de nepalesiske hjemmesider, der lover guld og grønne skove:
Udenlandske studerende
Udlændinge- og Integrationsministeriet kan oplyse følgende:
Når en udlænding fra et tredjeland i dag kommer til Danmark for at studere på en ikke-statslig godkendt uddannelse, har vedkommende samt eventuel medfølgende familie mulighed for at arbejde.
Den studerende får en arbejdstilladelse, der giver mulighed for at arbejde 90 timer om måneden samt fuldtid i månederne juni, juli og august. Et medfølgende familiemedlem til en studerende er fritaget for krav om arbejdstilladelse og kan arbejde ubegrænset i Danmark i opholdsperioden.
"Forestil dig at tage en videregående uddannelse i et af verdens lykkeligste lande, mens du deler hvert eneste højdepunkt med din ægtefælle eller dine børn ved din side. Stoltheden ved at studere på verdensklasseinstitutioner i Danmarks levende, men fredelige og vidunderligt smukke byer – og lykken ved at have sine nærmeste tæt på, selv i et fremmed land." (oversat fra www.raineducation.edu.np/blog/denmark-student-dependent-visa )
Men det viser sig ved nærmere eftersyn, at den del med, at man må tage ægtefælle med til Danmark, som må arbejde lige så mange timer man har lyst, har stor betydning for hvorfor man vil studere i Danmark. For det har vist sig, at der i mange tilfælde bliver arbejdet rigtig mange timer typisk på diverse platformstjernester eller udbringningstjenester (eksempelvis Wolt.) De mange nepalesere og deres arbejdsforhold i Danmark har Fagbladet 3F skrevet om her.
Nepalesere koster Brøndby 10 mio. kr.
En af de kommuner, der har taget i mod rigtig mange nepalesere er Brøndby kommune, og her har man nu måtte oprette såkaldte modtageklasser og lave særlige indsatser på daginstitutionsområdet.
I Brøndby kommune har man for 2024 og 2025 besluttet at bruge ekstra driftsmidler for 9,4 mio. kr. Der blandt skal gå til at oprette modtagerklasser i folkeskolen, og på daginstitutionsområdet er der blandt andet brug familievejledere, opkvalificering og ekstra personale.
"Altså som kommune, så er det her primært en belastning. Vi skal oprette en række helt nye modtageklasser og man kan maks. have 12 børn i hver klasse. Og vi står med lærere, som oplever elevgrupper, hvor der er konflikter på tredje sprog og meget, meget, meget lidt dansk eller engelsk, som kun langsomt bliver lært. Altså, det er en ret heftig belastning af vores uddannelsessystem som kommune," siger Brøndbys borgmester Maja Højgaard (S)
De mange mennesker fra Nepal er ikke arbejdskraft man har stort behov for i Brøndby fortæller Maja Højgaard:
"Dem, som har gavn af den her billige arbejdskraft, det kan jeg godt stille mig lidt i tvivl om, hvem præcis det er. Det er jo ikke, fordi vi stod i Brøndby og manglede folk til billig arbejdskraft. Altså, vi bliver ligesom bare bosætningskommune for nogle platformsvirksomheder, der ligger et andet sted," siger Brøndbys borgmester Maja Højgaard (S)
Det var sådan lidt ud af det blå, at man opdagede at der var en kraftig stigning af nepalesere på vej fortæller Maja Højgaard (S).
"Jeg hørte fra flere lærere, at pludselig dukkede der en masse børn op, hvor nogle af dem ikke engang havde fået CPR-nummer endnu, da de dukkede op første dag, og at det var lidt de samme voksne, der var kontaktpersoner på mange børn. Måske var der en, der kan engelsk, og så er der en hel masse, der kun kan nepalesisk. Og så er det den ene person, der er kontaktperson for virkelig mange børn i en modtageklasse. Altså det var i hvert fald vilkårene lige, da problemet opstod."
Bekymring for social problemer
Og udover de ekstra millioner kommunen skal finde, så er der også en bekymring for om de sociale forhold er helt i orden:
"Der er eksempelvis et område i kommunen, hvor vi kan se, at der i privat udlejning flere steder bor op til ni voksne nepalesere i en 1-familiesbolig. Og det at bo, så mange mennesker sammen i så få kvadratmeter, det skaber i hvert fald en bekymring for, om der er nogle sociale problemer der følger med. Jeg har en bekymring for at der opstår social armod"
Borgmester: Jeg prøver bare at passe en by
I Brøndby har man svært ved helt at regne ud, hvordan det hele hænger sammen, hvad forbindelsen mellem Nepalesere og kommunen er.
"De bor typisk til leje i helt nyt privat boligbyggeri, og sådan som jeg forstår det, så er der en fordel i at leje det ud i en årrække på grund af nogle momsregler, og så sælge det senere. Det er sådan, jeg har indtryk af, at det fungerer. Og der må på en eller anden måde være nogen, der har fået skabt en bro til nogen, der havde brug for at trække noget billig arbejdskraft herop. Men der må du finde en anden, der kan være ekspert i det for det er jo ikke lige mit område. Jeg prøver bare at passe en by," siger Maja Højgaard.
Ministeriet er gået ind i sagen
Brøndbys borgmester og andre borgmestre har været i kontakt med Udlændinge- og Integrationsminister, Kaare Dybvad Bek, og i ministeriet har man derfor sendt en ændring studieopholdsbekendtgørelsen i høring. Her vil man ændre studiereglerne så tredjelandsstatsborgere på ikke-statslig godkendte videregående uddannelser ikke længere kan få arbejdstilladelse, jobsøgningsophold eller opholdstilladelse til deres medfølgende familie.
Det gør ministeriet blandt andet på grund af en vurdering fra politiet i København, om at der foregår et misbrug af reglerne af betydeligt omfang. Misbruget består i, at de udenlandske studerende arbejder i strid med arbejdstilladelsens betingelserne. Det er Københavns Politis vurdering, at det i altovervejende grad drejer sig om misbrug af arbejdstilladelser udstedt til studerende på ikke-statsligt godkendte videregående uddannelser.
Sidst opdateret: 01/04/2025 - 09:27









































