
Pernille Beckmann (V), borgmester i Greve, mener, at der skal laves noget grundlæggende om i udligningsordningen. De fattige kommuner skal have, og de rige skal betale, men det skal være slut med at straffe kommuner, hvor borgerne klarer sig selv, skriver hun. - Foto: Greve Kommune
Debat
Brug udligning til at skabe fremtidens samfund
Greves borgmester mener i dette debatindlæg, at udligningsmillionerne skal fordeles anderledes med en ny udligningsordning. Man straffes i udligningen, hvis man har borgere, der klarer sig selv, skriver hun.
Udgivet: 26/03/2025
Af: Borgmester Pernille Beckmann (V), Greve Kommune
Vi sender millioner af kroner fra den ene kommune til den anden. Men vi bruger ikke pengene strategisk. Det skal vi gøre, når vi snart skal lave en ny udligningsmodel.
Det er ikke nok, at vi giver penge til kommuner, som har det svært. Vi er skal også belønne kommuner, der skaber robuste samfund med sunde borgere.
Sus af vantro
Når jeg fortæller, hvordan vi i Danmark flytter millioner fra den ene kommune til den anden, bliver folk rystede. Hvis jeg taler om det foran en større forsamling, kan jeg bogstavelig talt mærke et sus af vantro gennem tilhørerne.
De forestillede sig, at de rige kommuner betalte til de fattige, og det synes, de fleste er fair.
Men så enkelt er det slet ikke. Udligningsordningen er hyperkompleks, og når borgerne vil have en forklaring på, hvordan det hænger sammen, så må jeg melde hus forbi.
For sådan en forklaring findes ikke. Måske fandtes den engang, men i dag kan vi hverken forklare eller forsvare udligningsordningen.
Formål med udligning
Jeg vil gerne understrege, at jeg mener, at vi skal udligne mellem kommunerne, sådan at borgerne i hele Danmark har nogenlunde samme muligheder, og kommunerne har nogenlunde samme rammevilkår. Jeg ønsker ikke et Danmark, som er uretfærdigt og skævvredet.
Men desværre bidrager den nuværende udligningsordning netop til det – et skævt Danmark.
Jeg bor selv i den nordlige del af Greve Kommune. Lige op ad grænsen til nabokommunen Ishøj, som har masser af almene boliger og en anden borgersammensætning end, vi har i Greve, hvilket udløser udligningsmillioner. De flere penge kan ses i et høje serviceniveau.
I min egen kommune har vi en by for borgere, der klarer sig selv og hjælper hinanden med resten. Det betyder, at vi må aflevere udligningsmillioner.
Det er ikke bare ussel misundelse på nabokommunen. Det er simpelthen forkert, når det ikke kan betale sig for borgerne i Greve Kommune at klare sig selv.
En fælles basis
Men andre steder er det helt fair at udligne. Det er når en kommune står med svære vilkår, der ikke kan løses med modige politiske beslutninger.
Jeg vurderer for eksempel, at Lolland Kommune har brug for penge i udligning.
For på Lolland er der langt til alting, vejene er små, og skal man med det offentlige, skal man vente længe på bussen og måske endda bruge flekstrafik for at komme på arbejde. I min egen kommune har vi til sammenligning tre S-togsstationer og flere motorvejsafkørsler, så det er nemt for alle at komme rundt, hvilket naturligvis også gør det nemmere at tjene penge og skabe vækst.
Når udligningen har kompenseret for de værste uretfærdigheder, skal vi spørge os selv om, hvorvidt vi også kan bruge millionerne i udligning mere strategisk. Og det kan vi.
Vi kan nemlig bruge udligningen til at bygge stærkt velfærdssamfund, hvis vi også belønner de kommuner, der arbejder på at skabe et robust samfund med sunde borgere.
Belønning til dem, som gør noget
For tænk hvis udligningen belønnede kommuner, der forebygger, i stedet for at pengene kun går til kommuner med mange syge borgere.
Og tænk hvis udligningen belønnede effektiv drift, i stedet for at gå til kommuner med alt for store udgifter.
Ja tænk hvis udligningen belønnede dem, der skaber samfund, hvor mange flere borgere kan klare sig selv i stedet for at være socialt udsatte.
Så ville vi politikere rette ind og skabe det samfund. For vi er præcis som alle andre mennesker. Vi vil gerne belønnes. Vi vil gerne have millioner af kroner, som vi kan gøre noget godt med.
Men det sker ikke nu.
Jeg er borgmester i en af Danmarks mest administrative effektivt drevne kommuner, og jeg ved, at det simpelthen ikke kan betale sig i forhold til udligningen, når man driver en effektiv kommune med sunde, selvforsørgende borgere.
Til gengæld kan det desværre betale sig for en kommune at tænke i hvilken borgergrupper, man vil tiltrække, sådan at udligningsmillionerne triller ind.
Løbende tilpasninger
Vores udligningsordning skal også laves på en måde, så den løbende kan tilpasse sig virkeligheden, for den ændrer sig hele tiden.
Engang lå Kalundborg Kommune langt uden for lands lov og ret. Nu er Kalundborg centrum for alting på grund af Novo Nordisk - en helt fantastisk udvikling der var svær at forudse.
Det skal udligningsordningen kunne håndtere.
Vi er nødt til at gøre op med en udligningsmodel, der er løbet fra tiden, vi skal have den tilpasset det moderne samfund, vi lever i. For vi er alle sammen forpligtet til at stå sammen om et mere lige Danmark på fair vilkår.
Sidst opdateret: 26/03/2025 - 10:16









































