
Byrådet orienteres i dag om advokatundersøgelsen af Frederikshavn Havn. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Onsdag markerer skæbnestund for skandaleramt havn
I eftermiddag vil offentligheden endelig blive klogere på, hvordan det kunne gå så galt med økonomien i Frederikshavn Havn. Men først skal byrådet orienteres - og det sker uden mobiltelefoner i lokalet.
Udgivet: 26/02/2025
Den har kostet 2,9 millioner kroner og været to måneder forsinket, men nu er den endelig klar.
I dag løfter Frederikshavn Kommune sløret for konklusionerne i advokatundersøgelsen af Frederikshavn Havn. Det er advokatfirmaet Bruun-Bech, der har haft til opgave at undersøge forløbet omkring skandalehavnens økonomiske ruin, efter at det sidste år kom frem, at den havde opbygget en gæld på 1,7 milliarder kroner - en gæld, Frederikshavn Kommune har overtaget.
Rapporten blev fremlagt for økonomiudvalget klokken 9. Det er i udvalget, at det skal besluttes om sagen skal have ansættelsesretlige konsekvenser. Klokken 12 var det byrådets tur til at blive orienteret.
Ifølge Nordjyske er politikerne blevet instrueret i at aflevere deres mobiltelefoner før mødet, så man kan forhindre læk. Sidste år politianmeldte kommunen lækage af fortrolige oplysninger om Frederikshavn Havn fra et lukket punkt på dagsordenen på et byrådsmøde i efteråret 2023.
Først klokken 16 vil offentligheden få løftet sløret for undersøgelsens konklusioner. Det sker når borgmester Klaus Hansen (S) afholder pressemøde og præsenterer en forkortet udgave af rapporten.
Ifølge Nordjyske har der været drøftelser om, hvorvidt kommunaldirektør Thomas Eriksen skal deltage på pressemødet. Det skyldes ikke mindst, at kommunaldirektørens rolle i sagen også er blevet undersøgt, og at man vil vente med at træffe beslutninger, før konklusionerne er blevet fremlagt for økonomiudvalget.
Den fulde undersøgelse vil først blive offentligt tilgængelig i næste uge.
Et tumultarisk forløb
Det var sidste forår, at Frederikshavn Kommune meldte ud, at de havde overtaget styringen af Frederikshavn Havn, der hidtil havde været en kommunalt ejet selvstyrehavn. Det skete efter at havnen gennem flere år havde opbygget en milliardstor gæld, som den ikke selv kunne se sig ud af.
Efterfølgende søsatte daværende borgmester Birgit S. Hansen (S) en advokatundersøgelse af forløbet. Siden er det kommet frem, at hun cirka halvandet år før skandalen rullede havde afvist salg af to havnearealer uden at involvere byrådet. Den beslutning blev kaldt 'ulovlig' af eksperter.
Og det er ikke den eneste kritik eks-borgmesteren har fået i sagen. Både Birgit S. Hansen og kommunaldirektør Thomas Eriksen er blevet beskyldt for at lyve overfor byrådet, da førstnævnte med henvisning til kommunaldirektøren sagde, at det ville være ulovligt for kommunen at lade havnen fortsætte som kommunal ejet selvstyrehavn og skyde kapital i den, fremfor at indlemme den i forvaltningen.
I oktober sidste år meddelte Birgit S. Hansen så, at hun ville stoppe som borgmester før tid. I den forbindelse benægtede hun, at hun 'flygtede' fra havneskandalen.
Tumulten slutter ikke her.
For udover at advokatundersøgelsen er endt med at tage længere og blive en million kroner dyrere end først planlagt, så har Venstre rejst kritik af valget af advokatfirma. Bech-Bruun har nemlig tidligere været inde over sager på Frederikshavn Havn og derfor er advokatundersøgelsen altså ikke uvildig, som Birgit S. Hansen først havde lovet den skulle være.
"Det ligner bestillingsarbejde, og det kan vi ikke være tjent med, for hver en sten skal vendes i den her sag," lød det fra Venstres Lone Haugaard til TV2 Nord.
Sidst opdateret: 26/02/2025 - 11:49









































