Efter omvalg til selvbudgettering: 32 kommuner taber stadigvæk
Der er stadig 32 kommuner, som taber på selvbudgettering i 2024 og 2025, selvom de statsgaranterede kommuner skifter til selvbudgettering. To kommuner kan komme under 2.000 kr. pr. borger i likviditet grundet tabet.
Udgivet: 19/02/2025
Hvis 16 kommuner for 2024 og to kommuner for 2025 udnytter muligheden i den nye aftale om selvbudgettering fra i går til at vælge selvbudgettering i stedet for statsgarantien, så vil der set over de to år samlet set være 32 kommuner, der taber mellem 16 og 1.986 kr. pr. borger.
Det viser nye prognoser fra IT-konsulenthuset Dataproces, som giver et billede af de rokader i den kommunale økonomi, som selvbudgetteringen udløser for 2024 og 2025 samlet.
De syv kommuner, der rammes hårdest står alle til et samlet tab på over 700 kr. pr. borger. Det drejer sig om Læsø, Fanø, Samsø, Langeland, Lemvig, Ærø og Odsherred. De fem første af de kommuner får et tab på mellem 1.067 og 1.986 kr. pr. borger.
Hvis de nye regler havde været i kraft, så ville kommunerne maksimalt kunne tabe 250 kroner pr. borger.
Selvom kommunerne står bedre ved at vælge om fra statsgaranti til selvbudgettering, så vil der stadigvæk være kommuner, der er så presset, at to kommuner alt andet lige vil være presset på likviditeten og komme under 2.000 kr. pr. borger. Yderligere fem kommuner vil komme under 4.000 kr. pr. borger.
Det er endnu uvist om der kommer en hjælpepakke til de kommuner, som bliver hårdest ramt af selvbudgetteringen i 2024 og 2025. Det var netop de store tab, som ledte til den aftale om nye regler for selvbudgettering, som i går blev aftalt mellem KL og regeringen.
I den modsatte ende er der 11 kommuner, som står til at høste en mulig gevinst på mellem 1.037 og 2.474 kr. pr. borger. Det er følgende sjællandske kommuner: Vallensbæk, Brøndby, Rødovre, Gentofte, Høje-Taastrup, Ishøj, Ballerup, Glostrup, København, Herlev og Solrød.
Se kort med det samlede tab og gevinst pr. kommune i nedenstående kort samt et ekstra kort, der sammenligner tabt/gevinst med likviditeten efter kassekreditreglen målt pr. tredje kvartal 2024. Vær opmærksom på, at eventuelle tab og gevinster først falder som efterreguleringer i kommunerne i 2027 og 2028, hvorfor likviditeten af andre grunde kan være forbedret eller forværret.
Vær yderligere opmærksom på, at tallene fra Dataproces ser bort fra de skattemæssige ændringer af udskrivningsprocenterne og i stedet ser på dem, der er i statsgarantierne, det skyldes, at vi ønsker at se på den den rene selvbudgetteringseffekt.
(To kort nedenfor)
Opdag NB Økonomis fulde datasæt
Få adgang til omfattende data, regneark, landkort og interaktive kort på NB-Data.

Sidst opdateret: 20/02/2025 - 11:49









































