Vestegnsborgmestrene Maja Højgaard (S) fra Brøndby og Anders Wolf Andresen (SF) fra Hvidovre vil gerne bakke op om et bredt kommissorium og KLs ønske, men vil samtidig gerne have forståelse fra andre kommuner, når det kommer til vestegnsudfordringer.

Vestegnsborgmestrene Maja Højgaard (S) fra Brøndby og Anders Wolf Andresen (SF) fra Hvidovre vil gerne bakke op om et bredt kommissorium og KLs ønske, men vil samtidig gerne have forståelse fra andre kommuner, når det kommer til vestegnsudfordringer. - Foto: Brøndby Kommune (t.v.) og Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Flere Vestegnsborgmestre bakker op om bredt kommissorium

KL står formentlig overfor en kæmpe succes, når de i eftermiddag vil søge sin bestyrelses opbakning til et bredt kommissorium. Flere borgmestre fra Vestegnen fortæller til NB-Økonomi, at de vil bakke op om et bredt kommissorium. De har dog et "men".

Udgivet: 23/01/2025

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Der venter alt andet lige KL-formand Martin Damm (V) en kæmpe succes i eftermiddag, når han går til møde med KLs bestyrelse kl. 15 i dag i Vejle. Flere Vestegnsborgmestre regner nemlig med, at de vil bakke op om KL's linje og et bredt kommissorium, som størstedelen af landets kommuner længe har ønsket.

Det siger flere borgmestre fra Vestegnen til NB-Økonomi. De har dog også et forbehold, de gerne vil understrege.

Hvis KL lægger op til et bredt kommissorium, så kan du godt bakke op om det?

"Ja ja. Der hvor vi endte på det møde i fredags efter KØF, det synes jeg var et fornuftigt sted, hvor der var en gensidig forståelse af, at vi skal tælle alt med (i kommissoriet, red.)," siger borgmester i Brøndby, Maja Højgaard (S), som dog også håber på gensidig forståelse fra de andre borgmestre.

"Jeg er bekymret for, om debatten bliver god. Men jeg bakker grundlæggende op om, at det er okay, at vi prøver at gå denne her vej, og så må folk også have forståelse for, hvor komplekst det faktisk er på Vestegnen."

Maja Højgaard er ikke alene om den holdning. Flere borgmestre i de store byer og på Vestegnen vil ikke udtale sig til citat, men der er en udbredt holdning om, at man nu skal stå sammen i borgmesterland og KL. Man vil gerne have et bredt kommissorium, så længe det også inkluderer alle kommuners udfordringer - herunder Vestegnen - og at kommunerne samlet set vinder mest ved at holde sammen. Især det sidste understreges af flere, da man for alt i verden ikke ønsker mere splittelse i KL.

Det har ikke været muligt for NB-Økonomi at finde én eneste kommune - hverken til eller uden for citat - som vil sige, at de ikke vil bakke op om et bredt kommissorium. Tværtimod lyder det, at man vil bakke beslutningen i KL's bestyrelse op i eftermiddag. Det skal dog siges, at vi ikke har været i kontakt med alle 98 kommuner.

Det lader til, at KL dygtigt og professionelt har fået lagt alle interne stridigheder ned, hvilket nærmest er historisk, når det kommer til spørgsmål tæt på udligningsdiskussionen. Borgmesterinddragelsen i forbindelse med studiekredsene fremhæves af flere som meget succesfulde og gavnlige for den gensidige forståelse af kommunernes problemstillinger.

Kommissorium skal se bredt på kommunernes problemstillinger

I Brøndby er nogle af udfordringerne eksempelvis, at der er komplekse problemstillinger. Det kan ifølge borgmesteren være, at borgerne både har kroniske sygdomme og sprogvanskeligheder. Det synes Maja Højgaard nogle gange kan blive negligeret af andre kommuner. Et bredt kommissorium skal derfor ser 360 grader rundt.

I Hvidovre vil man også gerne bakke op om KL's bestyrelse, men påpeger ligeledes, at man også står med nogle konkrete udfordringer her og nu, som er altoverskyggende.

Er du enig i, at der er behov for et bredt kommissorium? 

"Ja, det er jeg. Men jeg har tillid til, at bestyrelsen kommer med et godt bud," siger Wolf Andresen (SF), borgmester i Hvidovre.

"I min kommune er det store problem, hvis de ikke får styr på grundskyldsproblematikken og efterregningen på, at vi har valgt statsgarantien."

Hvis hele KL-bestyrelsen bakker op i eftermiddag, kan KL med stolthed i stemmen melde ud, at alle 98 kommuner står sammen om en holdning til kommissoriet og dermed stå stærkere overfor regeringen.

Der har været udbredt nervøsitet i borgmesterdanmark for, om Vestegnsborgmestrene og storbykommunerne vil bakke op om et bredt kommissorium, da de er nogle af dem, der kan have mest at tabe ved en ny udligningsreform.

Men bestyrelsen skal slet ikke tage stilling til, hvem der skal vinde og tabe - det er ikke KLs opgave - det bliver et slagsmål på Christiansborg, når der engang skal laves en ny udligningsreform- eller aftale. Det KL søger opbakning til i eftermiddag på bestyrelsesmødet, er, at der i det mindste kommer til at være et faktuelt og fagligt grundlag at stå på via kommissoriet, når en reform engang skal skrues sammen.

Fik du læst?

Disse kommuner har mest at tabe med en ny udligningsreform

Sidst opdateret: 23/01/2025 - 10:50

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]