Hovedstadsborgmesteren Michael Vindfeldt (S) fra Frederiksberg er enig med sin borgmesterkollega fra Gentofte Michael Fenger (K) i, at der er penge nok i udligningssystemet, de skal bare fordeles bedre.

Hovedstadsborgmesteren Michael Vindfeldt (S) fra Frederiksberg er enig med sin borgmesterkollega fra Gentofte Michael Fenger (K) i, at der er penge nok i udligningssystemet, de skal bare fordeles bedre. - Foto: Luna Skovhus / NB-Økonomi

Hovedstadskommune bakker Gentofte op: Penge i udligningssystemet skal fordeles anderledes

Der er penge nok i udligningssystemet, de skal blot fordeles bedre, så yderkommuner som eksempelvis Langeland og Lolland kompenseres tilstrækkeligt. Det siger storbyborgmesteren Michael Vindfeldt (S) fra Frederiksberg.

Udgivet: 17/01/2025

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Kommunerne under ét får tilstrækkeligt med midler, men de skal fordeles anderledes, end de gør i dag. Det er synspunkt, man normalt hører fra fattige kommuner.

Nu melder flere markante borgmesterprofiler i og omkring hovedstaden sig dog på banen med præcis samme synspunkt.

"Jeg synes, at Gentoftes borgmester havde nogle rigtig gode betragtninger om, at der er nok penge i systemet. Men man bliver nødt til at sætte fokus på dem, der ikke får penge nok. Der er man også nødt til at kigge bredt rundt. Hvis man bliver ved med kun at lappe på det system, der er, så kommer vi til at diskutere det her om tre til fire år og diskutere det igen og igen og igen," siger Frederiksbergs borgmester Michael Vindfeldt (S) til NB-Økonomi på KLs Kommunaløkonomiske Forum (KØF), som løber af stablen i disse dage.

"Systemet er samlet set overfinansieret, så bør det jo ikke være et vanvittigt synspunkt at sige, at så må det fordeles bedre, end det bliver," tilføjer Vindfeldt. 

Fik du læst?

Gentofte-borgmester: Udligningssystemet er uretfærdigt for 25-30 fattige kommuner

Gentoftes borgmester Michael Fenger (K) lancerede i sidste uge I NB Økonomi det synspunkt, at de rige kommuner med penge nok på kistebunden bør dække fattige kommuners finansiering, fordi de ikke engang har råd til at fylde deres serviceramme ud. Dermed er hovedstadsalliancen forud fra udligningsreformen i 2020 definitivt brudt.

Fik du læst?

Hovedstadsalliancen om udligning er sprængt - København og Vestegnen står alene

Behov for bred analyse

Problemerne i udligningssystemet kan ikke løses med lappeløsninger, mener Michael Vindfeldt fra Frederiksberg.

"Man er nødt til at tage grundlæggende fat og få en grundig og bred analyse for at fremtidssikre systemet, så man undgår det her hop og galop, der kommer. Men også så man undgår, at folk taber overblikket over systemet," siger han.

Netop kommissoriet til udligningsanalysen tager borgmestrene fat på i et borgmestermøde fredag eftermiddag efter KØF. Her satser flere borgmestre på, at KL melder klart ud om, at der er behov for en bred analyse og kommissorie. Kommissoriet er den arbejdsbeskrivelse, der skal ligge til grund for en kommende udligningsanalyse. Hvis den er bred, bliver analysen bred, og omvendt hvis man får beskrevet den kort og smalt.

"Det at være borgmester handler også om, at man ikke skal være bange for de svære beslutninger og situationer. Og det er en svær situation, som kommunerne står i, fordi vi bliver drevet længere og længere væk fra hinanden med det nuværende system. Her bliver man nødt til at gribe fat i nældens rod og få en grundlæggende og bred analyse af systemet. Det er min holdning, og den vil jeg gerne have, at KL også følger ligesom jeg ved, at det er der mange andre, der også gerne vil have," siger Vindfeldt.

Borgmesteren på Lolland, Holger Schou Rasmussen (S), har i den grad også sat tid af til at deltage i borgmestermødet fredag.

"Jeg håber, at vi bliver enig om et bredt kommissorium (til borgmestermødet fredag, red.), jeg synes, det har været et udmærket forløb i studiegrupperne (arrangeret af KL, red.). De tilbagemeldinger jeg har fået er, at der er stor konsensus om, at aftalesystemet faktisk er godt, men at man skal nurse det for at få det til at fungere. Efter en analyse kan man så se på, om vi har nogenlunde ens vilkår, og hvordan mekanismerne virker. Så skal der laves fordelingsnøgler efterfølgende. Dér kan der komme en kamp i kommunerne," siger han.  

"Men det skal være en bred analyse, og man skal tage alle indtægter med - også erhvervsskatter og dækningsafgiften".

Borgmesterpionerer

Ole Vind (V), som er borgmester i Hedensted Kommune, er én af de borgmestre, der har startet hele diskussionen om behovet for en analyse af udligningen. Allerede i slutningen af 2023 fik han via indenrigsudvalget og især den tidligere formand for udvalget Theresa Berg Andersen (SF) sat gang i, at der i starten af 2024 skulle være en høring i Folketinget, der handlede om behovet for en ny udligningsanalyse, som skulle se på, hvor mange skævheder der er i det nuværende udligningssystem.

Fik du læst?

Indenrigsudvalget går i gang med at forberede sig til næste udligningsreform

Derfor er han glad for, at borgmestrene nu mødes fredag, så der kan skubbes gang i tingene også hos KL, efter han selv har kæmpet i langt over et år.

"Jeg tror, at vi er rigtigt mange i morgen, der mener, at der skal være en bred analyse af udligningssystemet og et bredt kommissorium, og det tror jeg, at KL vil tage positivt imod," siger Ole Vind.  

Sidst opdateret: 17/01/2025 - 08:41

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]