Analyse

Hovedstadsalliancen om udligning er sprængt - København og Vestegnen står alene

Den stærke alliance mellem alle 34 hovedstadskommuner fra 2020-reformen er sprængt. Det kan efterlade en lille gruppe kommuner med meget store kassebeholdninger isolerede, skriver chefredaktør Arne Ullum i denne analyse.

Udgivet: 08/01/2025

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Alt tegner til at fronterne i diskussion om en kommende udligningsreform bliver afgørende forskellig fra perioden op til den seneste udligningsreform i 2020.

Det store forskel er, at en række udtalelser fra Gentoftes borgmester Michael Fenger (K) og en række andre hovedstadsborgmestre peger på, at hovedstadskommunernes traditionelle fælles front mod provinskommunerne er revnet. Det vil formentligt efterlade København, en række rige kommuner omkring hovedstaden og et mindre antal rige provinskommuner isolerede og dermed mere politisk sårbare.

Det er en markant forandring i forhold til situationen i 2020, hvor en alliance mellem alle hovedstadskommunerne i initiativet under navnet "Stop Forskelsbehandlingen" kæmpede for at bevare den daværende hovedstadsudligning, der meget banalt betød, at pengene fra de rige nordsjællandske donorkommuner til udligningen for en stor dels vedkommende især blev sendt til København og en række kommuner på den københavnske vestegn.

Alliancen endte dog som en decideret fiasko for især de nordsjællandske kommuner, som fik en relativ dårlig reform.

Nordsjællandske borgmestre vil ikke sende penge til København

Det er angiveligt særligt Københavns Kommune, der er en anstødssten for borgmestrene i de rige nordsjællandske kommuner. Baggrunden er formentligt, at mens kommuner som Rudersdal og Hørsholm på trods af meget højtlønnede borgere har svært ved at finansiere deres serviceramme og holde kommunekassen oven vande, så har København en af landets største kassebeholdninger pr. borger, og oveni har kommunen nu en af landets laveste skatteprocenter og et relativt højt serviceniveau.

Faktisk har København nu en lavere skatteprocent end kommunerne i det traditionelle Nordsjælland, på trods af at en række af de nordsjællandske kommuner har betydeligt større beskatningsgrundlag end København. Samtidig siger flere nordsjællandske borgmestre til baggrund, at de har et kritisk øje til en række af vestegnskommunerne, som har en række særlige tilskud i udligningssystemet, som sikrer dem væsentligt bedre vilkår end tilsvarende kommuner i provinsen.

En borgmester peger samtidig på, at klimaet mellem vestegnsborgmestrene og de nordsjællandske kommuner er belastet af, at vestegnskommunerne ifølge borgmesterens opfattelse er gået solo i en række sager om infrastrukturprojekter.

Lille gruppe af kommuner med store kassebeholdninger kan blive isoleret

Gentoftes borgmester Michael Fenger rammer angiveligt stemningen meget godt i det interview, som du kan læse her på NB-Økonomi. Her siger Michael Fenger, at der er en række kommuner, som får alt for mange penge, og her peger han på de kommuner, som har kunne opbygge meget store kassebeholdninger, fordi de har fået markant flere penge, end de overhovedet må bruge.

Fik du læst?

Gentofte-borgmester: Udligningssystemet er uretfærdigt for 25-30 fattige kommuner

Det er værd at bemærke, at Michael Fenger kort før jul deltog og tog ordet ved det topmøde om den kommunale udligning, som blev afholdt af Landdistrikternes Fællesråd. Det er også værd at bemærke, at Frederiksbergs borgmester Michael Vindfeldt (S) i efteråret var medunderskriver på et krav fra 50 primært provinsborgmestre om et bredt kommissorium til den analyse af udligningssystemet, som skal danne baggrund for de politiske forhandlinger i 2028. Det brev kom efter initiativ fra organisationen Balance Danmark.

Kommuner med samlet en million indbyggere er i fokus

Der er en lille gruppe af kommuner med en likviditet over 13.000 kroner, som samlet rummer omkring 1 mio. indbyggere, som risikerer at komme til at stå relativt alene.

Det er selvindlysende, at alle kommuner med en stor og stigende kassebeholdning har fået flere penge fra skatter og udligning, end de har brugt de seneste år. Det afgørende spørgsmål i en udligningskontekst bliver naturligvis, om de enkelte kommuner har en stor kassebeholdning, fordi de er usædvanligt effektivt drevet, eller fordi de har nogle fordele i udligningssystemet.

I den sammenhæng bliver det meget afgørende, hvordan kommissoriet for Finansieringsudvalgets arbejde bliver skruet sammen, for det er netop kommissoriet som definerer de analyser, som kan bruges til at se, hvilke kommuner som har specielle fordele i udligningssystemet.

I den sammenhæng kan det eksempelvis også bliver meget afgørende, om udvalget bliver bedt om at vurdere, hvor stor skat- og serviceforskelle der vil opstå på tværs af de enkelte kommunegrænser i hovedstadsområdet, hvis især kommunerne på Vestegnen mister de helt objektive fordele, de fik i udligningsreformen fra 2020 som kompensation for, at den tidligere hovedstadsudligning forsvandt.

Travlhed med at sætte skatten ned

Kommunerne har generelt haft travlt med at reducere eller begrænse væksten i deres kassebeholdninger ved at afdrage langsigtet gæld og betale feriepenge ud, og derudover er der umiddelbart kun en mulighed tilbage, og det er skattenedsættelser.

I forhold til den politiske proces omkring en udligningsreform, så er det et ikke uvæsentlig perspektiv, at især Venstre vil have svært ved at gennemføre ændringer, som tvinger lavskattekommuner til at sætte skatten op. Det kan øge motivationen hos de rige kommuner til at gennemføre relativt store skattelettelser de kommende år.

Problemet er dog, at kommunerne reelt kun kan stoppe væksten i kassebeholdningerne ved at sænke skatten, mens det strider mod god økonomistyring af finansiere skattenedsættelser med direkte kassetræk.

I den sammenhæng er det måske værd at bemærke, at Gentofte med en kassebeholdning på 11.702 kroner netop har besluttet at rulle en del af den skattestigning tilbage, som kommunen gennemførte efter udligningsreformen i 2020.

Sidst opdateret: 09/01/2025 - 10:48

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]