
Vi er ikke færdige med at tale kommunal udligning i 2025, spår Arne Ullum. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Ullum klæder på til det nye år: Her er de største kommunale dagsordener i 2025
Vi skyder det nye kommunale år i gang ved at se på de store begivenheder og dagsordener i 2025. Chefredaktør Arne Ullum fra NB-Medier klæder os på til, hvad det nye år har i vente - og det er både et kommunalvalg og en særlig økonomiaftale.
Udgivet: 08/01/2025
Nytårskrudtet er futtet af, tømmermændene har lagt sig, og kalenderen skriver nu 2025.
NB-mediers chefredaktør Arne Ullum er på pletten med bud på, hvilke dagsordener vi tager med os ind i det nye år og klæder os på til de største kommunale begivenheder.
Når det kommer til den vigtigste begivenhed i kommuneland, peger NB-chefredaktøren ikke så overraskende på det kommende kommunalvalg, der skal afholdes den 18. november i år.
“Det store spørgsmål bliver, om vælgerne også i kommunerne forkaster det brede samarbejde, eller om de store borgmesterpartier får en betydeligt større opbakning, end de aktuelle meningsmålinger antyder og at nye partier dermed, som vi har set tidligere, får et skuffende kommunalvalg,” siger han.
Man behøver dog ikke at vente helt til november, før det bliver spændende i den kommunale verden.
En test af troværdighed
Foråret kommer til at byde på en ny økonomiaftale. Og i år vil den være særligt vigtig, fortæller Arne Ullum.
"For det første skal der, udover en almindelig økonomiaftale, findes en ny model for selvbudgettering, som på én gang sikrer vækstkommunernes mulighed for at få de ekstra skatteindtægter ind hurtigt samtidig med, at fejlskøn i Finansministeriet og kommunernes skatteindtægter ikke må ramme alle de andre kommuner, som vi ser det ske i både 2024 og 2025," forklarer han.
Også presset på det økonomiske råderum gør aftalen særligt relevant i år. Det kan nemlig betyde, at regeringen vil gå efter en strammere økonomiaftale end i 2024.
"Groft sagt er der en sandsynlighed for, at økonomiaftalen skal forhandles i en ny og meget strammere økonomisk virkelighed," siger Arne Ullum.
Sidst men ikke mindst, så er hele troværdigheden bag økonomiaftalerne på spil, mener chefredaktøren.
"Regeringen har nu to år i streg bogstaveligt taget sparket benene væk under KL's troværdighed blandt sine medlemmer ved efterfølgende at give flere penge til kommunerne. Den uheldige læring af det for kommunerne er, at de bare skal protestere efter indgåelsen af en økonomiaftale, for de kan ikke stole på, at KL kan presse regeringen helt i bund," forklarer han.
Disse dagsordener følger med
Arne Ullum ser, at fem dagsordener vil følge os ind i det nye år.
Nogle af de helt store dagsordener bliver, når de store reformer på ældre-, folkeskole- og det specialiserede socialområde samt den grønne trepart skal implementeres ude i kommunerne. Hertil spår chefredaktøren, at også boligskattereformen vil fortsætte med at skabe kaos.
Beredskab og klimasikring vil også være centrale dagsordener, mens partiernes problem med at skaffe det nødvendige antal af kvalificerede kandidater med acceptabel diversitet vil fortsætte.
Og vi er heller ikke færdige med at tale kommunal udligning endnu, mener Arne Ullum. En række kommuner har nemlig så store finansieringsproblemer, at de end ikke har råd til at bruge deres serviceramme.
"Der vil givet vis komme en række lappeløsninger fra regeringen, som blot vil understrege, at det nuværende udlignings- og tilskudssystem reelt er brudt sammen," siger Arne Ullum, der er spændt på, hvad indholdet bliver for det kommissorium for det nye kommunale udligningssystem bliver.
"Erfaringsmæssigt er indholdet af kommissoriet helt afgørende for, hvad der kan komme med i en reform. Så populært sagt, så afgøres halvdelen af den kommende udligningsreform, når Folketinget inden sommerferien vedtager et kommissorium," siger han.
Sidst opdateret: 08/01/2025 - 11:04









































