Thomas Gyldal Petersen fortæller i et interview med Herlev-Bladet, at han mener, det er et godt tidspunkt at give stafetten som borgmester videre.

Thomas Gyldal Petersen fortæller i et interview med Herlev-Bladet, at han mener, det er et godt tidspunkt at give stafetten som borgmester videre. - Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Gyldal om exit: Jeg kommer ikke til at stille op til andre valg

Ansvaret som borgmester bliver med tiden tungere og tungere, siger afgående KL-næstformand, der i et par år har grublet over, om han havde mere at give til Herlev. Han er den syvende S-borgmester, der stopper før tid.

Udgivet: 04/12/2024

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

Thomas Gyldal Petersen (S) udløste noget af en overraskelse, da han onsdag formiddag meddelte, at han forlader kommunalpolitik til nytår og derfor ikke genopstiller som borgmester i Herlev.

I et interview med Herlev Bladet fortæller den 49-årige S-profil og næstformand i KL, at han de seneste par år har spurgt sig selv, om han havde mere at give til Herlev, ligesom han har tænkt over, hvad næste valgperiodes opgaver bestod af.

"Det ansvar, man løfter som borgmester, føles til tider tungt, og med tiden bliver det tungere og tungere," siger den afgående borgmester til lokalmediet.

"Når man sidder på tigeren og det hele kører derudad, så skyder man beslutningen, og nu er der et år til valget, og Socialdemokratiet skal beslutte, hvem der skal være deres spidskandidat, og derfor skulle jeg træffe en beslutning om, jeg skulle tage fire år mere," fortæller Thomas Gyldal Petersen, som glæder sig til at age afsked med 24/7-arbejdet og få flere weekender fri.

Nej til Christiansborg

I interviewet kommer han ikke ind på, om konkrete sager eller problemer har spillet ind på hans beslutning om at trække stikket, mindre end en måned efter han tiltrådte som næstformand i KL. Derimod understreger han, at han ikke planlægger at udskifte den politiske arena.

"Jeg kommer ikke til at arbejde på Christiansborg eller stille op til andre valg, men jeg håber at kunne bruge noget af det, jeg har lært, som ligger omkring organisation, ledelse og politik, og det glæder jeg mig til at udforske," siger den 49-årige borgmester, der har siddet i byrådet i 27 år.

Trods afskeden med byrådet vil han fortsat deltage i partiarbejdet og hjælpe med at hængeplakater op og dele pjecer ud, lover han.

Når han kigger tilbage på sine 13 år som borgmester, ærgrer Thomas Gyldal Petersen sig over den forsinkede letbane og forløbet omkring byggeriet af et friplejehjem, som skulle være ejet af et pensionsselskab. Den såkaldte Herlev-model blev dog underkendt af staten, og opførelsen af plejehjemmet er endnu ikke begyndt.

Hver tiende borgmester stopper før tid

Thomas Gyldal Petersen, der var formand for KL's børne- og undervisningsudvalg, før han blev foreningens næstformand, er den 22. borgmester, der ikke kommer til at genopstille som borgmesterkandidat i 2025.

Ud af de ti borgmestre, der med Thomas Gyldals navn på listen er stoppet/vil stoppe undervejs i valgperioden, er de syv fra Socialdemokratiet.

Fik du læst?

S og V griber tronskiftet i kommunerne forskelligt an

Sidst opdateret: 04/12/2024 - 12:02

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]