Paneldebat til Magtudredning 2.0 i Landstingssalen på Christiansborg 31. oktober.

Paneldebat til Magtudredning 2.0 i Landstingssalen på Christiansborg 31. oktober. - Foto: Christina Yoon / NB-ØKonomi

Professor: Magtudredningen vil se på lobbyisters magt og indflydelse

Der findes ikke særlig meget viden om, hvor meget magt og indflydelse lobbyvirksomheder har. Derfor vil forskere, tilknyttet Magtudredning 2.0, dykke ned i området ved hjælp af casestudier, siger professor fra Aarhus Universitet.

Udgivet: 21/11/2024

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Den politiske magt og indflydelse er langsomt flyttet fra Folketinget og over i lukkede forhandlingsrum og forlig.

Det kan give plads til mere lobbyvirksomhed, som potentielt kan skævvride, hvem der har adgang til politisk indflydelse, siger professor, der via Magtudredning 2.0 skal forske i lobbyvirksomheders magt og indflydelse på den politiske proces.

"Jo mere lukkede politiske processer er, jo mere kommer det til at betyde, at man har nogle gode forbindelser, har nogle gode folk ansat, har nogen, der kontinuerligt kan arbejde med at få indflydelse," siger professor Anne Skorkjær Binderkrantz fra Aarhus Universitet, som forsker i bl.a. interesseorganisationer og lobbyvirksomheder også kaldet Public Affairs bureauer (PA).

NB-Økonomi deltog for nogle uger siden i et arrangement på Christiansborg arrangeret af Magtudredning 2.0, som er nedsat af Folketinget til at se på "mediernes udvikling til folkestyrets institutioner og demokratisk deltagelse". En potentiel demokratisk udfordring er, hvis borgerne i stigende grad får mindre politisk indflydelse, mens lobbyvirksomheder i stedet får mere og mere indflydelse.

Både Anne Skorkjær Binderkrantz og adm. dir. i KL Kristian Vendelbo (som sidder i Magtudredningens følgegruppe) kan i hvert fald konstatere, at der er kommet langt mere lobbyvirksomheder og PA-virksomhed.

Fik du læst?

KL-direktør: Megagod diskussion, om lobbyvirksomhed har taget overhånd

Anne Skorkjær Binderkrantz mener, at det optimale er åbne processer frem for lukkede:

"Jo mere åbne politiske processer er, jo lettere er det for alle mulige forskellige interesser at vide, hvad der foregår, og sende et høringssvar og bede om et møde med partiernes ordførere," siger hun.

Forske i lobbyvirksomhed

Man kan ikke konstatere, at det er et problem med meget lobbyvirksomhed. Det har man slet ikke et overblik over, siger professoren.

"Vi har ikke ret mange studier af, hvad der faktisk foregår af magt og indflydelse mellem lobbyvirksomhederne og politikerne," siger Anne Skorkjær Binderkrantz.

"Hvis man skal vide, hvad der foregår af indflydelse helt ind i en politisk proces, hvor der bliver indgået forlig, så skal man vide hvilke organisationer, hvilke lobbyvirksomheder, og hvilke andre der faktisk har haft kontakt og indflydelse. Så skal man jo meget tæt ind i processen. Fordi det foregår ikke åbent. Det foregår jo ved personlige henvendelser, ved breve, ved møder. Og det betyder, at det faktisk er meget svært at vide."

Derfor har hun sammen med Magtudredningen sat sig for at forske i, hvad der er op og ned, når det kommer til magt, indflydelse og lobbyvirksomheder.

"Vi vælger nogle politiske processer ud, og så dykker vi virkelig ned i det, og ser hvad der foregår. Hvem har talt med hvem, hvem var på banen på hvilket tidspunkt, og hvem blev der lyttet til. Tanken i Magtudredningen er, at vi simpelthen er nødt til at have noget bedre viden om det her," siger hun og forklarer, at det bliver undersøgt via casestudier.

Hun regner med, at resultaterne udgives i nogle bøger, som først vil blive offentliggjort om nogle år, da det tager tid at kortlægge eventuelle problemer. En udfordring kommer, hvis der ikke er en balance mellem de samfundsinteresser, der får indflydelse. En ubalance, som kan opstå, fordi lobbyvirksomheder har flere ressourcer og professionelle medarbejdere end eksempelvis en lille frivillig forening.

Hvad kan det betyde, hvis der kommer den ubalance?

"Det kan jo så betyde, at den politik, vi får, kun tilgodeser nogle bestemte interesser og ikke andre," siger Anne Skorkjær Binderkrantz.

Fakta

Fakta: Forskellen på lobbyvirksomhed og interesseorganisation

Anne Skorkjær Binderkrantz forsker i både lobbyvirksomhed (Public Affairs bureauer) og interesseorganisationer. Interesseorganisationer kan godt have lobbyister ansat, men det er ikke kendetegnet ved at være en lobbyvirksomhed. Hun definerer det således:

“Forskellen på Public Affairs bureauer og interesseorganisationer er, at der i interesseorganisationerne er nogle medlemmer, der slutter sig sammen for at varetage nogle interesser. Det er eksempelvis lønmodtagere i en fagforening, det er virksomheder i en erhvervsorganisation, det er kommunerne i KL. De har nogle vedtægter, formand og en organisation. Public Affairs bureauerne, det er en virksomhed, som laver business for andre.”

Sidst opdateret: 21/11/2024 - 10:21

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]