Borgmester Peter Sørensen (S, tv.) og Martin Ravn (V) indgik allerede i juni en aftale om at forlænge den toårige budgetaftale i yderligere et år. S og V har sammen et solidt flertal og blev for et år siden enige om at hæve skatten i fællesskab med fire af byrådets små partier.

Borgmester Peter Sørensen (S, tv.) og Martin Ravn (V) indgik allerede i juni en aftale om at forlænge den toårige budgetaftale i yderligere et år. S og V har sammen et solidt flertal og blev for et år siden enige om at hæve skatten i fællesskab med fire af byrådets små partier. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix; Venstre

Budget25

Usædvanligt forløb i Horsens - toårig budgetaftale blev forlænget før sommerferien

Flertal i Horsens holder trio af partier ude i kulden tre år i træk med opsigtsvækkende forlængelse af budgetaftale, der allerede faldt på plads i juni, og som nu er udbygget med fordeling af finansieringstilskuddet.

Udgivet: 10/10/2024

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

Tre partier i Horsens Byråd er i den grad kørt ud på et sidespor. De Konservative, Liberal Alliance og Nye Borgerlige var ikke med, da de øvrige partier, der besidder 22 ud af 27 mandater, for et år siden vedtog en toårig budgetaftale. Ganske usædvanligt blev den toårige aftale for 2024-25 forlænget med 2026 i juni af forligspartierne S, V, RV, SF, DF og Enhedslisten samt løsgænger Irene Simonsen.

Det skriver NB-Kommune.

Tirsdag blev budget 2025 vedtaget i byrådssalen. De seneste uger har budgetflertallet føjet en særaftale til den treårige aftale for at fordele det ekstraordinære finansieringstilskud, der sendte 52 mio. kr. til Horsens, og en lånedispensation på 17 mio. kr.

Tilskuddet spredes ud på 2025 og 2026 og spenderes primært på folkeskolerne og ældreområdet, der årligt begge tilføres 10 mio. kr., mens der begge år skydes 4 mio. kr. i dagtilbuddene. Forligspartierne er enige om at gøre de ekstra velfærdsmillioner permanente fra 2027.

Skatten gik op i 2024

Den langvarige budgetaftale er bygget op omkring en skattestigning på 0,3 procentpoint, som trådte i kraft i 2024 og efter planen skal fjernes igen i 2028/29, hvis byrådet efter et valg ønsker det.

Ifølge Horsens Folkeblad sagde Venstres borgmesterkandidat Martin Ravn under andenbehandlingen flere gange, at skattestigningen vil blive rullet tilbage, men det er ifølge avisen usikkert, om de røde partier reelt deler det ønske. I 2028 vil kommunen have afdraget store lån, ligesom sanktionerne fra skattestigningen vil være udfaset, hvilket skaber rum til at øge velfærden (hvis økonomiaftalerne til den tid tillader det). I overslagsåret 2028 står byrådet til at kunne lægge 95 mio. kr. i kommunekassen.

Ved andenbehandlingen lagde borgmester Peter Sørensen (S) op til, at fremtiden skal byde på "langsigtede investeringer" og en "genopretning af ældreområdet og folkeskolen", skriver lokalavisen.

K: Ingen reel forhandling

I juni forklarede den K-gruppeformand Esben Hedeager, at budgetaftalen efter hans mening handlede om at splitte Venstre og De Konservative.

"Jeg synes, det er utilstedeligt, at forligspartierne har valgt at gøre det. Vi blev godt nok inviteret ind til borgmesteren og fik tilbud om at være med i aftalen, men der var ikke tale om en reel forhandling. Vi kunne ikke få indflydelse, og det hele virkede som et spil for galleriet," sagde Esben Hedeager (K) til Horsens Folkeblad i juni.

Han håber på en alliance med Venstre op mod valget og et bredt valgforbund, der kan udfordre Peter Sørensen (S), som siden 2012 har været borgmester i en af landets stærkeste S-højborge. Venstres spidskandidat insisterer på, at partiet vil arbejde sammen med de andre borgerlige partier

"Venstres enegang er ikke et udtryk for en afskrivelse af blå blok," forsikrede Martin Ravn (V) i juni.

Særaftalen om finansieringstilskuddet kommer oven i den tilføjelse, budgetpartierne lavede i juni, og som ifølge Horsens Folkeblad giver ekstra fem millioner kroner til dagtilbudsområdet, 10 millioner til ældreområdet og 10 millioner til skoleområdet i 2025. Aftalen indeholder en buffer på 17 mio. kr. til at håndtere af udgiftspresset på det specialiserede socialområde

En anden af nyhederne i juni var oprettelsen af en kommunal jordfond, som skal opkøbe landbrugsjord tæt på Horsens Fjord for at styrke naturen og reducere udledningen af kvælstof.

Sidst opdateret: 10/10/2024 - 10:16

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]