
Det Økonomiske Råd med overvismand Carl-Johan Dalgaard i spidsen har tirsdag fremlagt sin halvårlige rapport. - Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Vismænd advarer mod centrale forslag fra ekspertgruppe
De økonomiske vismænd advarer mod ekspertgruppes foreslåede besparelser på uddannelse af ledige. De frygter, at det vil ramme effektive ordninger, som bidrager positivt til samfundsøkonomien.
Udgivet: 09/10/2024
Forslag om nedskæringer på uddannelse til ledige fra Ekspertgruppen for fremtidens beskæftigelsesindsats møder kritik fra de økonomiske vismænd i en dugfrisk rapport tirsdag, skriver NB-Beskæftigelse.
Ifølge vismændene risikerer de foreslåede besparelser at ramme indsatser, der ikke kun er effektive, men også bidrager positivt til samfundsøkonomien.
De peger specifikt på uddannelsesaktivering og revalidering, som har positive effekter på lediges fremtidige indkomster. Disse positive effekter overstiger ifølge vismændene 'klart' udgifterne til ordningerne.
Ekspertgruppen vurderer i deres rapport fra juni, at deres anbefalinger samlet vil forøge den strukturelle beskæftigelse en anelse, da 500 flere borgere ventes i beskæftigelse i 2030.
Vismændene påpeger imidlertid, at regneprincipperne, som ekspertgruppen baserer sine anbefalinger på, stammer fra ældre studier. Dette giver ifølge vismændene et forældet billede af, hvordan indsatser påvirker beskæftigelsen i dag.
De peger på, at nyere studier viser, at flere af jobcentrenes aktiviteter er effektive. På den baggrund vurderer de omvendt, at de foreslåede besparelser på uddannelse vil have en negativ effekt for beskæftigelsen.
Hos HK Danmark glæder det forbundsformand Anja C. Jensen, at rapporten belyser konsekvenserne ved at skære i uddannelse til ledige.
"Jeg er glad for, at Det Økonomiske Råd nu peger på de åbenlyse konsekvenser ved at skære i uddannelse til ledige. Og jeg håber, regeringen læser sig ned i den del af rapporten, før den præsenterer sit forslag til en ny beskæftigelsesreform," siger hun i en pressemeddelelse.
Anbefalinger mangler incitamenter til at få flere ledige i arbejde
Mens regeringens ekspertgruppe fremhæver, at færre proceskrav kan føre til en mere fleksibel og effektiv beskæftigelsesindsats, advarer vismændene om, at det ikke er givet, at kommunerne vil have de rette incitamenter til at få flere ledige i arbejde.
"Det er uklart, om den resultatstyring, ekspertgruppen lægger op til, reelt sikrer disse incitamenter," skriver Det Økonomiske Råd sin halvårlige rapport.
Sidst opdateret: 09/10/2024 - 08:25









































