De økonomiske panderynk på Fanøs borgmester, Frank Jensen (B), er formodentlig aftaget en smule ovenpå ministeriets udmelding.

De økonomiske panderynk på Fanøs borgmester, Frank Jensen (B), er formodentlig aftaget en smule ovenpå ministeriets udmelding. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Regeringen vil lukke hullet i Fanøs budget

Med en økonomisk håndsrækning vil regeringen redde budget 2025 på Fanø. Samtidig arbejdes der på, at kommunen fra 2026 får del i tilskuddet til ø-kommunerne.

Udgivet: 18/09/2024

Oliver Gantriis

Jounalist

Del artiklen:

Borgmesteren på Fanø kan ånde lettet op og samtidig stryge et stort punkt af den kommunale ønskeseddel for i år. Regeringen har nemlig åbnet checkhæftet og vil i første omgang sende 20 mio. kroner afsted til den økonomisk trængte ø-kommune.

Ydermere vil regeringen arbejde for, at Fanø for fremtiden får del i det ø-tilskud som Læsø, Ærø og Samsø modtager hvert år. Det skriver Indenrigs- og Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

Tidligere på ugen argumenterede borgmester Frank Jensen (B) netop for, at Fanø burde få del i ø-tilskuddet, hvis ikke man skulle risikere, at den svære økonomiske situation på Fanø skulle gentage sig år efter år. Et ønske han altså nu har fået opfyldt.

Inden tilskuddet blev meldt ud, stod kommunen overfor for et hul på 20 mio. kroner i budgettet for 2025, hvilket byrådet ville imødegå med blandt andet lukninger af dagsinstitutioner og ved at indføre landets højeste skatteprocent. Du kan læse mere om den økonomiske situation på Fanø, her:

Fik du læst?

Økonomisk stormvejr på Fanø: 'Vi kan ikke hæve skatten til 100 procent'

Nødvendigt med lovændring

Med regeringens udmelding er hullet i kassen foreløbigt lukket, og katastrofen er udeblevet for indeværende, men for at sikre, at kommunen ikke finder sig selv i en lignende situation fremover, vil regeringen arbejde for, at Fanø for del i tilskuddet for 'ø-kommuner uden fast forbindelse'.

Det siger indenrigs- og sundhedsminister, Sophie Løhde (V) i pressemeddelelsen:

"Fanø har som en lille ø-kommune særlige økonomiske udfordringer og har svært ved at få næste års budget til at hænge sammen. Derfor giver regeringen nu et ekstra tilskud på 20 millioner kroner i 2025, og vi vil arbejde for at få ændret lovgivningen, så Fanø fra næste år kan modtage et ø-tilskud på 20 mio. kr. om året."

Lovgivningen, som ministeren henviser til, er udligningsloven, hvor der i dag eksplicit står, at lige præcis Fanø Kommune ikke kan få del i tilskuddet. Ifølge pressemeddelelsen, vil regeringen arbejde for, at en lovændring får virkning fra 2026, hvorefter Fanø, på linje med Læsø, Ærø og Samsø, hvert år vil modtage tilskud.

Fakta

Lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner

§21 Social- og indenrigsministeren yder et årligt tilskud til kommuner på øer uden fast forbindelse, der består af én kommune. Der ydes dog ikke tilskud til Fanø Kommune.

Kilde: Retsinformation.dk

Sidst opdateret: 18/09/2024 - 12:25

Temaer: Udligning

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]