De seneste tre ugers finansieringskrise i mange kommuner handler ikke kun om de enkelte kommuners udfordring med at finansiere deres andel af det historisk høje løft af servicerammen, som KL og regeringen forhandlede sig frem til ved økonomiforhandlingerne i maj måned.

Det er også for simpelt alene at gøre det til en sag om, hvorvidt finansministeren orienterede Folketingets Finansudvalg korrekt om effekten af økonomiaftalen, eller om KL orienterede sin bestyrelse, borgmestrene eller kommunernes økonomiafdelinger godt nok.

Både Finansministeriet og KL er nødt til at vurdere finansieringskrisen i et lidt bredere perspektiv, og se på en række vigtige aspekter.

Helt overordnet set handler krisen om, at den finansiering, som regeringen og Folketinget kan og vil afsætte til kommunerne, i mange år ikke har stået mål med den underliggende opdrift i udgifterne. Derfor er der opstået et spænd mellem de store løfter om bedre velfærd og den virkelighed, borgerne og kommunalpolitikerne møder.

Det problem forstærkes af den ulighed, der er mellem de enkelte kommuners muligheder for at levere service til borgerne, som er en logisk konsekvens af det kommunale selvstyre. Det helt store problem er, at den ulighed, som er indbygget i det aktuelle udligningssystem, ikke svarer til især Socialdemokratiets fortælling om “et Danmark der er for lille til store forskelle”.

Det betyder, at regeringen nu for andet år på bagkant af økonomiforhandlingerne er blevet overraskede over, hvor hårde besparelser mange kommuner er nødt til at gennemføre.

Gaven fra helvede

Umiddelbart kunne det lyde som en flot gave til kommunerne, når regeringen sidste år lagde 650 millioner oven i serviceramme og finansiering, efter at økonomiaftalen var indgået, og de 1,8 milliarder kroner i ekstra finansieringstilskud i år er jo umiddelbart endnu flottere.

Men set i et større perspektiv er der tale om det, som populært kaldes en gave fra helvede.

Forklaringen er, at regeringen på den mest brutale vis bevidst eller ubevidst har savet benene væk under sin forhandlingsmodpart. Det ville aldrig ske i eksempelvis en overenskomstforhandling, for en arbejdsgiverorganisation ville vide, at chancen for at få stemt kommende overenskomstaftaler hjem ved en urafstemning vil blive smadret på bare et år.

Forklaringen er jo, at fagforeningens medlemmer med stor sikkerhed ville tænke, at deres forhandlere havde været så svage, at de ikke engang havde nået det punkt, som selv arbejdsgiverne tænkte var den mindst mulige lønstigning.

Det er det samme, som er ved at ske på det kommunale område. Det er umiddelbart svært at argumentere imod de borgmestre, som kommer med følgende indvendinger:

• KL skulle have ladet forhandlingerne bryde sammen sidste år, da regeringen kom med endnu en økonomiaftale, som ikke dækkede opdriften på det specialiserede socialområde og demografien.
• KL skulle i maj måned have larmet op om, at de særlige poster i balancetilskuddet i 2025 ville betyde, at mange kommuner slet ikke kunne udnytte deres andel af det historisk store løft i servicerammen, som var et resultat af forhandlingerne.

Helt så enkelt er det ikke

Verden er imidlertid ikke helt så enkel.

KL's rolle i en økonomiforhandling er meget speciel, fordi det jo ifølge grundloven suverænt er regeringen og Folketinget som afgør, hvor mange penge den vil bruge på kommunal service. Hvis KL skulle lade forhandlingerne bryde sammen, hver gang den økonomiske ramme var lavere, end det KL ønskede, så ville det kommunale selvstyre jo bryde sammen, første gang Danmark fik et politisk flertal, som prioriterede skattelettelser over offentlig service.

Derfor må og skal KL kunne stole på, at regeringen i grove træk har tænkt sig om, inden økonomiforhandlingerne går i gang og ikke fortryder bagefter. I modsat fald vil aftalesystemet, som vi kender det, bryde sammen.

Når det gælder finansieringskrisen i år, så underminerer regeringen uforvarende en anden grundpille i det kommunale selvstyre.

KL er en forening for alle 98 kommuner, og derfor kan og skal KL ikke blande sig i den kommunale udligning. Det er populært sagt, Folketinget som afgør, hvor meget bedre service og lavere skat borgerne i de rige kommuner med store indkomster skal have sammenlignet med borgerne i de fattige kommuner med lave indkomster.

En central del af udlignings- og tilskudssystemet har været, at staten hvert år justerer sit tilskud til kommunerne under et, så kommunernes samlede udgiftsrammer (altså hvor meget kommunerne må bruge på service, overførsler og anlæg) svarer til kommunernes indtægter. Rent praktisk justeres det via balancetilskuddet.

En vigtig nuance i det her system er, at ændringer i balancetilskuddet udregnes pr. indbygger i tilskudsåret, mens det efterfølgende kører ind i den store udligningsmaskine.

I den ideelle verden skulle udregningen af balancetilskuddet derfor blot være en matematisk øvelse.

Derfor er balancetilskuddet ikke bare en matematisk øvelse

Men helt så enkelt er det ikke altid.

Det skyldes særligt to aspekter af den udligningsreform, som politikerne gennemførte i 2020 med virkning fra 2021.

Dengang ville partierne bag udligningsreformen ikke stå ved, at kommunal udligning er et nulsumsspil. Altså at hvis man ville give flere penge til de fattige kommuner, så skulle man også tage nogle penge fra de rige kommuner, herunder ikke mindst flere af de store socialdemokratiske bykommuner.

Derfor valgte man den enkle løsning at overfinansiere kommunerne med seks-syv milliard kroner. På den måde var det kun nogle få såkaldte superrige kommuner med mange Teslaer, som det hed, der tabte penge, mens alle andre fik flere penge.

Kommunerne fik jo ikke lov til at bruge flere penge - de fik bare større indtægter, end de måtte bruge. Derfor er det endt med, at en relativ stor gruppe af rigere kommuner ophober stadig flere milliarder i kommunekassen.

Modsat er der nu en stor gruppe af kommuner, som styrer deres forbrug ud fra deres finansiering og kassebeholdning, mens en anden del af kommunerne har masser af penge, men er begrænset af servicerammen.

Årsagen til den ulighed er, at udligningsreformen ikke løste grundlæggende skævheder. Man valgte i stedet at give håndholdte varige tilskud til de kommuner, som partierne bag reformen opfattede som særlige vanskeligt stillede.

Det er økonomisk børnelærdom, at hvis man løser en uønsket og grundlæggende skævhed i et udligningssystem med nye faste tilskud, så vil skævhederne opstå igen. Det er præcis det, som er sket.

Justeringer af balancetilskuddet

I den situation bliver det lige pludselig afgørende, at justeringer i balancetilskuddet påvirker kommunerne ens. Altså at de enkelte kommuner oplever, at en reduktion af balancetilskuddet på grund af for eksempel faldende udgifter til overførsler modsvares af en tilsvarende besparelse i kommunen.

Og det var her, at det gik helt galt i 2025. Særligt to store poster i balancetilskuddet betød, at 89 kommuner oplevede et tab, mens ni kommuner oplevede et finansieringsgevinst i 2025 sammenlignet med 2024.

De to poster handlede om, at statens udgifter til den centrale refusionsordning på særligt dyre enkeltsager var steget mere end forventet, da regeringen i 2021 forbedrede ordningen dramatisk for at hjælpe de socialt mest udsatte kommuner.

Statens ekstraudgift blev jo rent logisk modsvaret af stigende indtægter fra ordningen i kommunerne. Umiddelbart skulle balancetilskuddet hvert år siden 2021 have været nedjusteret med de stigende indtægter hos kommunerne. Det skete af en række tekniske årsager ikke, og derfor kom det som en bombe, da Finansministeriet pludseligt krævede en reduktion af balancetilskuddet i 2025 med 1,8 milliard kroner.

Oveni det kom så, at ni kommuner i 2025 får udbetalt 1,4 milliarder kroner, som kommer fra gevinsten på deres selvbudgettering i 2022. Hverken Finansministeriet eller KL har ønsket at oplyse præcis, hvor meget af de 1,4 milliarder som er indregnet i balancetilskuddet for 2025.

Slutfacit var, at alle 98 kommuner blev ramt af reguleringen for de centrale refusionsordninger, mens 89 kommuner blev ramt af selvbudgetteringsgevinsten.

Alt tyder på, at både Finansministeriets kommunekontor og KL's embedsmænd anså reguleringen som en rent matematisk konsekvens af lovgivningen. Dette er også korrekt, men ude i virkeligheden betød de to reguleringer, at omkring halvdelen af landets kommuner stort set ingen ekstra finansiering fik til at udnytte det historisk store løft i servicerammen.

Modsat kunne de rigeste kommuner se frem til en velfærdsfest, fordi de blot kunne reducere deres årlige opsparing og ikke alene få deres egen andel af den ekstra serviceramme, men også rydde bordet for det, de fattige kommuner efterlod, når de ikke kunne finansiere brugen af deres egen andel af løftet.

Hverken Finansministeriets kommunekontor eller KL's forhandlere gav angiveligt det samlede billede til finansminister Nicolai Wammen (S). Det er en logisk konsekvens af, at Wammen på et pressemøde fredag udtalte, at han ikke havde det samlede billede før efter sommerferien.

Mens det kan undre, at Finansministeriets kommunekontor ikke orienterede finansministeren om så stor en skævhed, så er det mere forståeligt, at KL's embedsmænd ikke flagede problemet. Det ville i givet fald have været i strid med dogmet om, at KL aldrig forholder sig til ændret byrdefordeling - eller mere populært udligning.

Sure borgmestre og finansudvalgsmedlemmer kræver ændringer

Den skæve effekt af balancetilskuddet forblev i relativ lang tid en hemmelighed, fordi finansministeren ikke flagede det overfor Finansudvalget. Her forholdt finansministeriet ifølge det oplyste sig alene til effekten for kommunerne under et.

KL orienterede lidt bedre ved, at reguleringen på de 1,8 milliarder kroner fremgik langt inde i en omfattende orientering om økonomiaftalen. Det var derfor først efter sommerferien, at nogle økonomichefer efter direkte spørgsmål til KL begyndte at forstå sammenhængen.

Det samlede resultat blev vrede hos både borgmestre, økonomichefer og medlemmer af Folketingets finansudvalg.

Men inden vreden tager over, er det især vigtigt, at borgmestrene tænker nøje på effekterne af en given ændring.

Hvis vreden mod KL eskalerer og medfører så stor mistillid, at KL revner eller bliver svækket, vil det svække det kommunale selvstyre. Ganske enkelt fordi det så bliver hver enkelt borgmester, som skal kæmpe for sin kommune. Men det er hverken i kommunernes eller for den sags skyld samfundets interesse.

Borgmestrene bør istedet anerkende, at KL ikke kan blande sig i udligning og ændret byrdefordeling mellem kommunerne. Derfor bør borgmestrene og KL's bestyrelse i stedet kræve, at de allerede sammen med økonomiaftalen får alle detaljer om ændringer i balancetilskuddet, så de hurtigt kan vurdere effekten for deres egen kommune.

På den måde kan KL forhandle økonomiaftalen og overlade diskussionen om byrdemæssige ændringer til borgmestrene og partierne i Folketinget.

På samme måde bør Finansudvalget kræve, at Finansministeriet ikke alene offentliggør alle detaljerne i reguleringerne af balancetilskuddet, men også giver en kort analyse af, hvilke kommunetyper der vinder og taber på ændringerne.

Ny udligningsreform presser sig på

Alt tyder på, at de byrdemæssige fordelinger mellem kommunerne vil fortsætte med at dominere debatten. Årsagen er den enkle, at samtidig med, at de gamle skævheder i udligningssystemet vil ramme en række kommuner stadig hårdere, kommer virkeligheden mere og mere ud af takt med landspolitikernes løfter om bedre velfærd, som ikke er afhængig af postnummeret.

Samtidig bliver det mere og mere klart, at indfasningen af de nye ejendomsvurderinger i udligningssystemet ikke blot kan gøres med en lille justering, men vil gribe dybt ind i det allerede sammenlappede udligningssystem.

Men fakta er, at regeringen gør alt for at undgå en diskussion om udligningssystemet. Der har stik imod sædvane ikke været en eneste analyse af, om den nye udligningsreform virker.