Økonomiminister Stephanie Lose (V), finansminister Nicolai Wammen (S) og uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) præsenterede i fredags finanslovforslaget for 2025 og Økonomisk Redegørelse på et pressemøde i Finansministeriet.

Økonomiminister Stephanie Lose (V), finansminister Nicolai Wammen (S) og uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) præsenterede i fredags finanslovforslaget for 2025 og Økonomisk Redegørelse på et pressemøde i Finansministeriet. - Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Statens administrative besparelser vil påvirke kommunerne

Regeringens foreslåede regelforenklinger vil berøre kommunerne på mange ledder og kanter. En stribe tilsyn på velfærdsområderne kan blive afskaffet, ligesom staten vil blande sig mindre i lokalplaner og miljøvurderinger.

Udgivet: 03/09/2024

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

SVM-regeringen lægger med finanslovsforslaget op til at fjerne 1.000 årsværk i tilknytning til ministerierne.

Der er tale om en blanding af besparelser direkte på administration og bortfald af opgaver. På flere områder - skoler, dagtilbud, planlægning og socialområdet - vil der blive renset ud i tilsyn med kommunerne og kommunale institutioner, hvis beslutningerne gennemføres. Det skriver NB-Kommune.

På børne- og undervisningsministerens områder foreslår regeringen for eksempel at afskaffe det statslige tilsynsrejsehold på dagtilbudsområdet samt en række statslige tilsyn på grundskoleområdet, heriblandt kvalitetstilsynet på både almen- og specialområdet, timetalstilsynet og et tilsyn med kommunale internationale grundskoler.

Den årlige udpegning af folkeskoler med bekymrende kvalitet ønsker regeringen også at skrotte.

På by- og landdistriktsminister Morten Dahlins (V) ressortområde er en afskaffelse af tilsyn med nationale interesser i lokalplaner med på listen. I stedet omtales "risikobaseret tilsyn med nationale interesser i lokal- og kommuneplaner".

Regeringen foreslår at sløjfe Dansk Patientsikkerhedsdatabase, der indsamler lokale indberetninger om "utilsigtede hændelser" i regioner og kommuner, mens man på Transportministeriets område vil ændre klageadgangen for kommunernes afgørelser efter vejloven og privatvejloven.

Slots - og Kulturstyrelsens tilsyn med kommuners dispensationer til fortidsmindebeskyttelseslinje skal afskaffes, ligesom det ønskes at tilpasse kommunernes arbejde med miljøvurderingsloven ved at indføre bagatelgrænser for screeninger. Det vil kunne medføre en lettelse i kommunernes arbejde med miljøvurderinger, fremgår det af oversigten.

De mange forbindelser fra besparelser i staten til hverdagen i kommunerne, mødes med ros hos KL.

"Vi ser nogle gode takter i regeringens forslag til at begrænse den statslige administration og det statslige bureaukrati. Det er der brug for, hvis vi skal kunne bruge de kommunale ressourcer på borgerne frem for på bureaukrati," siger KL-formand Martin Damm (V) om udspillet. 

I forvejen har KL og regeringen i et par år kørt et samarbejdsprogram om regelforenklinger og afbureaukratisering i kommunerne såvel som staten.

Ældreråd i fare

På ældreområdet foreslår regeringen at stække organisationen bag de lovbestemte, kommunale ældreråd, Danske Ældreråd, ved at afvikle det årlige tilskud på 2,4 millioner kroner.

"Vi kan ikke fremover forlade os på kontingenter og indtægter fra for eksempel seminarer og konferencer, så der vil ikke i fremtiden være et fælles talerør for landet 98 ældreråd, hvis regeringen kommer igennem med besparelsen," siger formanden for Danske Ældreråd, Inger Møller Nielsen, til Faglige Seniorers nyhedsbrev.

Danske Ældreråd er blot et af mange organer, som regeringen med udspillet lægger op til at nedlægge eller fjerne tilskuddet til. På listen er blandt andet Rådet for Børns Læring, Dansk Center for Undervisningsmiljø, Center for Rusmiddelforskning, Social - og Boligstyrelsens auditfunktion og Jobservice Danmark.

Find hele regeringens oplæg til politiske prioriterede opgavebortfald her.

Fik du læst?

Her er de 56 tiltag i afbureaukratiseringspakken

Fik du læst?

KL og regeringen enige om stor afbureaukratiseringspakke

Sidst opdateret: 03/09/2024 - 08:21

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]