
Nordsjællands Hospital i Hillerød er et af de gamle hospitaler, der skal fraflyttes, når det nye Nordsjællands Hospital står klar om nogle år. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Anlægsmidler til regionerne rækker ikke til at modernisere sygehusene
Selvom der er flere penge til regionernes anlægsprojekter i 2025, ser det ikke ud til at kunne følge med nedslidningen af de gamle bygninger. Regionerne sætter deres lid til den lovede sundhedsfond.
Udgivet: 07/06/2024
Selv med den øgede anlægsramme til regionerne i 2025 på 3,75 milliarder kroner kan det blive svært at sikre tilstrækkeligt vedligehold af de gamle sygehusbygninger. Vedligeholdelsesefterslæbet er blevet så stort, at der er behov for at bruge 2,7 milliarder kroner hvert år de næste ti år for bare at holde bygningsmassen over et kritisk niveau.
Det viser en kortlægning foretaget af Rambøll for Danske Regioner. Analysen omfatter den del af de offentlige danske sygehuses bygningsmasse, som ikke er omfattet af Kvalitetsfonden ("supersygehusene") eller forventes nedlagt inden for de næste fem år.
Ud over vedligehold af bygningerne er der brug for modernisering af de gamle kvadratmetre, så de kan leve op til dagens standard, og regionerne skal også bruge anlægsmidler på it og apparatur.
"Selv om vi har fået en rigtig fornuftig aftale, så kan vi allerede nu konstatere, at der også i 2025 vil være behov for at prioritere hårdt i mange nødvendige anlægsprojekter. Vi har en del gamle hospitaler, der gevaldigt trænger til renovering og modernisering", siger regionsrådsformand i Hovedstaden Lars Gaardhøj (S) i en skriftlig kommentar til NB-Økonomi:
I regionernes økonomiaftalen for 2025 står der,
"at regeringen senere i 2024 vil fremlægge forslag til en sundhedsfond til vedligeholdelse og modernisering af sygehuse samt teknologi og digitalisering."
Det vil blive afgørende for patienter og pårørendes oplevelse af de tusindvis af kvadratmetre, som har været brugt til hospitalsdrift i mange år. Og ikke mindst arbejdsvilkårene for regionernes medarbejdere og mulighederne for at drive hospitalsvæsenet effektivt.
Lars Gaardhøj ser frem til den lovede sundhedsfond:
"Jeg er glad for, at vi har gang i projekter, der giver nogle bedre og mere moderne fysiske rammer til bl.a. syge børn på det kommende Mary Elisabeths Hospital og i psykiatrien, men der er brug for at forbedre vores bygninger mange andre steder, så derfor ser jeg frem til den lovede sundhedsfond fra regeringen."
Også i Region Syddanmark er der høje forventninger til sundhedsfonden. Regionrådsformand Bo Libergren (V) siger:
”Det er klart, at der i de kommende år er et behov for modernisering, vedligehold og investering i ny teknologi på vores sygehuse, som vi ikke kan opfylde, hvis vi ikke får større rammer til øvrigt anlæg. Derfor er jeg også glad for, at regeringen senere i år vil fremlægge en sundhedsfond, som netop skal gå til modernisering og vedligehold, og som jeg forventer kan bidrage til at imødekomme behovet”.
Rambølls analyse
Rambølls analyse forholder sig ikke til investeringsbehovet i forbindelse med modernisering og tilpasning til moderne sygehusdrift.
Af rapporten fremgår det, at der ud over investeringsbehovet på 2,7 mia. kr. i oprettende vedligehold vil være et behov for investeringer i løbende vedligehold. Hvis ikke der investeres tilstrækkeligt i løbende vedligehold, vil tilstanden på bygningsmassen forværres hurtigere, og det gennemsnitlige årlige investeringsbehov for oprettende vedligehold vil blive højere.
Det er særligt på energieffektivitet, tekniske installationer og fleksibiliteten af bygningerne, at regionernes sygehuse er i en ringe tilstand.
Hovedkonklusioner
Et årligt investeringsbehov på 2,7 mia. kr.: For at regionerne kan opnå et acceptabelt tilstandsniveau på bygningsmassen, skal der i perioden frem til 2033 investeres minimum 27 mia. kr. i vedligehold der har til formål at forbedre bygningens tilstand.
31% af bygningsmassens areal er under den kritiske tilstand: Hvis ikke der investeres i vedligehold, der vil løfte tilstanden, vil andelen af bygningsmassen under den kritiske tilstand stige til 83% i 2033.
Bygningernes tilstand giver forhøjede omkostninger til akut vedligehold: Den kritiske tilstand på bygningerne gør det i øjeblikket nødvendigt for regionerne at prioritere udbedring af akutte skader eller svigt over forebyggende vedligehold.
Sidst opdateret: 07/06/2024 - 09:07









































