
Der er kommet mindre kapacitetspres i bygge- og anlægsbranchen. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Prognoser viser, at der er plads til mere anlæg
Faldende inflation, mindre pres på arbejdsmarkedet og større råderum - det er alle faktorer, der peger i retning af, at der er plads til en højere anlægsramme i økonomiaftalen for 2025.
Udgivet: 17/05/2024
Et øget råderum og et mindre pres i bygge- og anlægsbranchen sammen med den tilbagevendte lave inflation øger sandsynligheden for en højere anlægsramme i den kommende økonomiaftale i forhold til de seneste tre års ret lave niveau.
Og regeringens Økonomisk Redegørelse, som blev offentliggjort i går, underbygger, at dansk økonomi står et godt sted.
Den kommunale anlægsramme har gennem mange år været for stram i forhold til de investeringer, der er blevet gennemført i kommunerne. Men den aktuelle retorik fra finansministeren tegner ikke til, at han umiddelbart er indstillet på løsne i forbindelse med økonomiaftalen for 2025. I et samråd om det økonomiske råderum d. 8. maj sagde Nicolai Wammen:
"Derfor er jeg også ekstremt opmærksom på, at vi ikke med de politiske beslutninger, vi træffer om den økonomiske politik, puster til inflationen på en måde, så vi risikerer, at den igen kan stige til et niveau, som rammer hårdt".
Finansministeren pegede også på manglen på arbejdskraft:
"Uanset hvad råderummet måtte være i 2030, er vi også nødt til at forholde os til, hvad det er for en finanseffekt, vi får af den førte økonomiske politik i 2025 og for den sags skyld også i de efterfølgende år, for det har betydning også i relation til inflation."
Imidlertid viser konjunkturindikatoren for bygge- og anlægsbranchen ikke, at der skulle være særligt pres på kapaciteten. Efter at have ligget relativt højt frem til starten af 2022 (bortset fra et dyk i 2020 som følge af corona) er den sammensatte konjunkturindikator faldet til et negativt niveau og har været omtrent uændret siden midten af 2022.
Og andre indikatorer peger heller ikke på, at arbejdsmarkedet generelt er presset, tværtimod. Som du kan læse i nedenstående artikel, er der for eksempel i flere brancher mindre mangel på arbejdskraft end i 2022.
Prognoser for bygge- og anlægsaktivitet
Seneste prognose fra Det Økonomiske Råd (Vismændene) er fra december 2023, og her ventes der fortsat fald i de private boliginvesteringer og erhvervsinvesteringer i 2024, hvorefter boliginvesteringerne vender i 2025 med en svag stigning, mens erhvervsinvesteringerne fortsætter med at falde.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråds prognose er fra februar 2024, og her tegnes et tilsvarende billede, dog med en lille stigning i erhvervsinvesteringerne i 2025.
Nationalbanken offentliggjorde i marts i år en analyse med titlen "Presset på arbejdsmarkedet er taget af efter et jobintensivt opsving", hvor en af konklusionerne er:
"Faktorerne bag de seneste års svage produktivitetsvækst i dansk økonomi forventes i mindre grad at være til stede fremadrettet. Set fra virksomhedernes perspektiv nærmer den relative pris på arbejdskraft sig niveauet før pandemien, i takt med at lønningerne stiger. Det har sammen med de pengepolitiske stramninger bidraget til at dæmpe presset på arbejdsmarkedet."
Og
"Udenlandsk arbejdskraft har stået for mere end 40 pct. af fremgangen i lønmodtagerbeskæftigelsen siden 2019. Det skyldes dels, at en betydelig andel – omkring 40 pct. – af bruttoindvandringen er kommet til landet med det primære formål at arbejde, dels at beskæftigelsesfrekvensen blandt herboende udlændinge er vokset betydeligt. Især mange kvinder med udenlandsk baggrund er kommet i beskæftigelse i årene efter pandemien. Ligeledes har ukrainske flygtninge i overvejende grad fundet beskæftigelse. Samtidig synes nytilkomne udenlandske statsborgere at blive en del af den danske arbejdsstyrke og befolkning i en længere årrække."
Sidst opdateret: 17/05/2024 - 10:56
Temaer: Økonomiaftale
Emner: Byggeri










































