Når KL's topforhandlere med stor sikkerhed om få uger står frem foran finansminister Nicolai Wammens kontor med en økonomiaftale for 2025, så peger en lang række forhold på, at det vil være skuffende for kommunerne, hvis de kun står med et løft af servicerammen med 1,8 milliarder og en anlægsramme på 20 milliarder.

Til gengæld bør det kommunale bagland nok knibe sig i armen og stille det klassiske spørgsmål: Drømmer vi eller er vi vågne? hvis aftalen ender med et løft af serviceammen på 2,5 milliarder kroner eller mere.

Det viser en analyse, NB-Økonomi har foretaget af de substantielle forhold, som enten ligger eller snart lander på forhandlingsbordet.

Her er de afgørende parametre

En økonomiaftale er altid rammet ind af en række hårde økonomiske forhold og en række politiske hensyn, som tilsammen vil afgøre det endelige beløb i økonomiaftalen.

Herunder kan du læse om de enkelte elementer, som leder hen til vores konklusion om, at økonomiaftalen formentligt ender med en løft af servicerammen på mellem 1,8 og 2,5 milliarder kroner, mens et godt bud på anlægsrammen ligger et sted mellem 21 og 25 milliarder kroner inklusiv ekstra penge til etablering af flere botilbud.

Stop for nedskæringer på almenområdet

Regeringen har grundlæggende bøjet sig for argumentet om, at kommunerne uden dækning af de stigende udgifter på det specialiserede socialområde og specialundervisning i skolen vil være tvunget til løbende at tage pengene fra almenområdet, og dermed reelt gøre regeringens højt besungne løfte om flere penge til at sikre velfærden, når der kommer især flere ældre, til skamme.

Det betyder, at et centralt element ved forhandlingsbordet bliver en diskussion af, hvor det fikspunkt ligger.

NB-Økonomi har i nedenstående skema prøvet at sætte tal på, hvor lavt finansministeriets embedsmænd kan komme ned, og hvor langt deres kolleger på den anden side af forhandlingerne i KL kan komme op, med en vis støtte i regnskaber og fakta.

Umiddelbart kan det virke alarmerende, at der et spænd helt fra, at kommunerne blot skal have 0,1 milliard ud over demografien til, at kommunerne skal have 2,3 milliarder kroner.

En væsentlig del af forskellen er, at kommunerne formentligt vil slå enhver snak om effektiviseringspotentiale ned med, at regeringen allerede har taget pengene gennem administrationsbesparelser på 700 millioner i sidste års økonomiaftale, og at især socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) men også finansministeren, har lovet borgerne øget velfærd for nye administrationsbesparelser.

Et andet element er, hvor meget handicapaftalerne vil begrænse opdriften på det specialiserede socialområde - og det er jo vel at mærke i KL's optik ud over administrative besparelser, som allerede er fjernet fra kommunernes serviceramme i 2024.

Politik fylder meget i økonomiforhandlingerne

Samtidig viser det, hvor meget det politiske element fylder i en økonomiforhandling.

Det er dog langt fra sikkert, at Finansministeriet vil præsentere det mulige minimumsbeløb. Det skyldes dels, at den nuværende finansminister Nicolai Wammen i modsætning til sine forgængere i 2010'erne kommer med mere realistiske udspil tættere på den endelige aftale, dels at regeringen har et ønske om at stoppe de kraftige nedskæringer på almenområderne i kommunerne.

Til gengæld virker det mere sandsynligt, at KL vil præsentere maksimumsbeløbet og formentligt også kræve yderligere penge til at "genoprette velfærden". Det skyldes dels, at KL ved, at der er flere penge til rådighed i år, dels at KL under ingen omstændigheder vil risikere at sige ja til en aftale, som regeringen efterfølgende ender med at reparere, som det skete sidste år.

Alle økonomiske nøgletal giver plads til bedre aftale i 2025

Forklaringen på, at der er flere penge til rådighed, er, at det ifølge både regeringens og stort set alle andre økonomer går næsten ufatteligt godt for dansk økonomi, og at der derfor er plads til at udvide rammerne for kommunernes og regionernes økonomi.

Det går faktisk så godt, at regeringen selv i sin Økonomisk Redegørelse, maj 2024 peger på, at der er plads til at tage foden lidt af bremsen i den offentlige udgiftspolitik.

"I den aktuelle økonomiske situation med en igangværende afdæmpning af kapacitetspresset bør finanspolitikken som udgangspunkt tilrettelægges gradvist lempeligere fra et stramt niveau på toppen af højkonjunkturen," hedder det.

Kommunerne og regionerne er dog nødt til lige at tage de større økonomiske briller på, inden de indregner det løft i råderummet på formentligt mellem seks og otte milliarder kroner, som forventes at blive resultatet af en opdatering af det økonomiske råderum i næste uge.

Forklaringen er, at dansk økonomi på trods af en vis afkøling og en opjustering af den strukturelle beskæftigelse stadig ligger over det, regeringens økonomer vurderer, er en bæredygtig aktivitet på langt sigt.

Samtidig er en del af både råderummet og en lempeligere finanspolitik allerede brugt til nye forsvarsudgifter. Derfor må det ventes, at kommunernes og regionernes drømme om store rammeløft hurtigt rammer ind i en betonklods af inflationsfrygt hos regeringen.

Det trækker klart i retning af en økonomiaftale under de to milliarder kroner og måske endda også mærkbart under.

Statslig afbureaukratisering er et kinderæg

I det spil kan statslige administrationsbesparelser blive et ægte politisk-økonomisk kinderæg.

Statens udgifter til administration er siden 2017 steget med ikke mindre end 11,2 milliarder kroner - hvilket er markant mere end de besparelser, som kommunerne har gennemført på almenområderne på grund af væksten på de specialiserede områder.

Hvis staten skærer i de administrative omkostninger, og kommunerne kan bruge pengene på at stoppe nedskæringer på almenområderne, så vil det hverken belaste råderummet eller øge risikoen for øget inflation. Og for at gøre det til et ægte kinderæg, så har det den tredje fordel, at det vil stoppe kritikken mod regeringen om, at den prioriterer bureaukrati over velfærd.

Økonomiminister Stephanie Lose (V) styrkede sandsynligheden for, at sådan en løsning er på bordet internt i regeringen, da hun på et pressemøde torsdag kaldte det en "ikke klog prioritering", at skiftende regeringer havde ladet statens administrationsomkostninger vokse, mens kommunerne har skåret ned.

Samtidig vil det gøre det nemmere for Nicolai Wammen at tvinge kommunerne til at acceptere en yderligere administrativ besparelse i 2025 på måske bare et par hundrede millioner kroner. Ikke noget stort beløb, men en vigtig symbolsk sejr for finansministeren.

Der er næppe tvivl om, at KL vil argumentere for, at når kommuner og regioner ifølge finansministerens egen logik på bare et år i 2024 kunne spare en tredjedel af væksten i deres administrationsomkostninger, svarende til en milliard, så burde staten jo også kunne spare op imod fire milliarder kroner i 2025.

Men både finansministeren og KL ved godt, at de 700 millioner kroner i administrationsbesparelser reelt var matadorpenge, forstået på den måde at kommunerne har været nødt til at finde en stor del af pengene i form af serviceforringelser. Den mulighed er der ikke på samme måde i staten, fordi en administrationsbesparelse skal føres direkte ud på ministeriernes konti.

Derfor virker det ikke sandsynligt, at regeringen kan levere mere end maksimalt en milliard på administrative besparelser med effekt i 2025 oven i de blot 400 millioner kroner, som er indregnet i 2024 budgettet.

Derfor ender service på et løft på mindst 1,8 milliarder og anlæg på mindst 21 milliarder

Meget er stadig oppe i luften, og derfor er det mest seriøse i den her fase at se på det sandsynlige spænd for løftet af servicerammen og for størrelsen af anlægsrammen.

Det absolut laveste niveau, som både kan favne regeringens ønske om med nogen troværdighed at kunne hævde, at det er slut med besparelser i kommunerne, må ligge omkring 1,8 milliarder kroner (demografi 1 mia. + rammeløft på 800 millioner kroner). Derudover er det absolut laveste tænkelige niveau for en anlægsramme en kalkering af sidste års anlægsramme på 19,3 tillagt en prisregulering og korrektion for, at argumentet om en overophedet byggebranche er svækket. Det peger på et minimum på 21 milliarder kroner.

Det er dog yderst tvivlsomt, om KL kan få opbakning til sådan en aftale i sit bagland, og dermed også om regeringen kan undgå et borgmesteroprør i stil med det, som martrede regeringen sidste sommer.

Modsat tæller, at KL har fået historiske indrømmelser på en reform af handicapområdet, og det vil være tungt for KL at smide den aftale i skraldespanden ved at forlade økonomiforhandlingerne.

Derfor kommer service næppe over 2,5 milliarder og anlæg 25 milliarder

Hvis man skal se på, hvad der er en sandsynlighed i den øvre ende, så skal man have et stift kig på regeringens frygt for at overophede økonomien. Derudover vil det givetvis også spille ind, at regeringen skal afbalancere hensynet til, at økonomiaftale 2025 sætter rammerne for et kommunevalg, mens økonomiaftale 2026 meget nemt kan sætte rammen for et folketingsvalg.

Selv hvis regeringen lancerer et kinderæg med statslige administrationsbesparelser, som kan dæmpe inflationseffekten af en økonomiaftale, så er det næppe sandsynligt, at KL kan presse finansministeren op over et løft af servicerammen på 2,5 milliarder og en anlægsramme på 25 milliarder.

NB-Økonomis bedste bud: Serviceramme +2,3 mia. og anlæg 23 mia.

Det er stadig tidligt i processen, og regeringen har endnu ikke endeligt prioriteret fordelingen af det ekstra råderum, ligesom det er uklart, om viljen til administrative besparelser i staten er helt kalibreret.

Men ud fra det vi kender nu, er det NB-Økonomis bedste bud, at økonomiaftalen ender med et løft af servicerammen på 2,3 milliard kroner (hvilket i øvrigt vil svare til det reelle løft sidste år, når man korrigerer for administrationsbesparelser og de ekstra 650 millioner fra finansloven) og en anlægsramme på 23 milliarder kroner.

Når vi lægger os i det øvre spænd, så er det ud fra en forventning om, at der kommer en vis mængde statslige administrationsbesparelser til finansiering af økonomiaftalen, ligesom vi vægter regeringens ønske om at få lukket ned for KL's påstand om, at den prioriterer bureaukrati over velfærd.