De komplicerede merudgiftsregler volder ofte kommunerne store udfordringer.

Det er blandt andet nogle af de afgørelser, der oftest påklages til Ankestyrelsen, ligesom sagerne beslaglægger meget tid i kommunerne. Det skriver NB-Social.

Derfor har regeringen og en række af Folketingets partier aftalt en forenkling af reglerne blandt andet med henblik på at mindske de administrative byrder.

I denne artikel vil vi forklare på fem minutter, hvorfor reglerne er så komplicerede, som de er.

Når en kommune træffer afgørelser om merudgifter på enten børneområdet (servicelovens §41) eller voksenområdet (servicelovens §100), så følger afgørelserne i sagsbehandlingen sagstrin, hvor der er uklare snitflader til anden lovgivning og derfor indebærer flere skønsmæssige vurderinger.

I et baggrundsnotat om udmålingssystemet for servicelovens merudgiftsydelser til Tranæs-udvalget, bliver det illustreret således:

Personkredsvurdering: Svært for lægerne at vurdere

En borger skal have nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne for at kunne få merudgifter. Derfor foretager man en personkredsvurdering.

Her er der flere udfordringer, der kan forsinke sagsbehandlingen, da der er flere elementer, der er svære for lægerne at vurdere.

Personkredsvurderingen for borgere i medicinsk behandling skal som udgangspunkt foretages med den medicinske behandling eller en behandling, der kan sidestilles med den medicinske. (Det kunne være en lægeligt ordineret diætkost med godkendte ernæringspræparater.)

Der er dog to undtagelser.

Hvis ophør med behandlingen er:

• akut livstruende (tilstanden er så alvorlig, der er risiko for dødsfald i løbet af timer eller dage)
• en umiddelbar risiko for væsentlig og varige nedsat funktionsevner (det skal indtræde kort tid efter ophør af behandlingen)

I de situationer skal personen vurderes uden hensyntagen til den medicinske behandling, selvom den genoptagede behandling vil føre til hel eller delvis genvinding af funktionsevnerne.

Det er svært for læger etisk og fagligt at vurdere, om et ophør af en medicinsk eller sidestillet behandling vil føre til væsentlige og varige nedsættelse af borgerens funktionsevne.

Ligesom det er svært at vurdere, om det vil ske i løbet af dage, uger eller måneder.

Det fører både til frustrationer hos lægen, ligesom det kan forsinke sagsbehandlingen, da kommunerne skal afvente en lægeudtalelse, før sagsbehandlingen kan gå videre.

Dækning efter anden lovgivning: Flere love at navigere efter

For at kunne få hjælp til dækning af merudgifter skal behovet ikke kunne dækkes efter anden lovgivning eller bestemmelser i serviceloven.

Kan behovet dækkes af anden lovgivning eller andre bestemmelser, skal de anvendes først.

Først derefter kan det vurderes, om der kan ydes hjælp efter merudgiftsbestemmelserne.

Udfordringen er, at det kræver et overblik over mulighederne for hjælp og støtte efter både anden lovgivning og efter serviceloven.

Nødvendighed af merudgift, størrelsen af borgerens udgift og størrelsen af normaludgiften

Kommunerne yder tilskud til nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne mellem det fyldte 18. år og folkepensionsalderen.

De gør det ligeledes ved forsørgelse i hjemmet at et barn under 18 med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse.

Det er afgørende, at merudgiften er en nødvendig følge af funktionsnedsættelsen.

Derfor vurderer man udgifterne i forhold til personer uden handicap eller familier med børn uden handicap på samme alder og i samme livssituation.

Det er bare lettere sagt end gjort. Det findes ikke i dag direkte sammenlignelige statistikker.

Så kommunernes beregninger er baseret på et omfattende arbejde, hvor man indhenter priser og opgørelser fra brugerundersøgelser, forskningsrapport, forretninger, årsstatistikker og lignende.

Der er heller ikke nogen grænse for, hvilke grænser af merudgifter som borgeren kan søge om at få afdækket, hvilket giver administrative byrder, da alle merudgifter skal vurderes fra bunden.

Udmøntning af samlet kompensation

En udfordring med afgørelser om merudgiftsydelse er, at det konkrete udmøntede beløb kan give anledning til konflikt, da det er svært at skønne præcist over de udmøntede udgifter.

Borgeren kan anfægte de konkrete vurderinger, da selv små ændringer i vurderingerne kan medføre tilsvarende ændringer i det udmøntede beløb.

Der er forskellige udmålingssystemer på børne- og voksenområdet.

På børneområdet afrundes merudgifterne pr. måned til nærmeste kronebeløb, der er delelig med 100.

Så udgør de skønnede merudgifter 945 kroner pr. måned, vil kommunen udbetale 900 kroner pr. måned.

På voksenområdet er der derimod en trinmodel. Den har fire udmøntningstrin.

Ifølge flere kommunale tilbagemeldinger er udfordringerne, så borgerne ofte kæmper for at komme på næste ydelsesniveau på trappen.

Notatet: Baggrundsnotat om udmålingssystemet for servicelovens merudgiftsydelser er blevet anvendt til artiklen.