
Vurderingskaos: Nu mister kommunerne 630 millioner
De kaotiske forhold om de offentlige vurderinger og grundskylden fortsætter. Nye skøn viser, at 76 kommuner samlet taber cirka 840 millioner kroner i forhold til det seneste skøn fra august sidste år. Modsat er der 22 kommuner, der vinder 210 millioner kroner.
Udgivet: 15/05/2024
Kommunerne er endnu engang ramt af de kaotiske forhold omkring ejendomsvurderinger og dermed størrelsen af kommunernes indtægter fra grundskyld.
KL har udsendt en ny prognose fra Vurderingsstyrelsen for kommunernes indtægter fra grundskyld i årene 2024 til 2028, og der er endnu engang store relativt store ændringer.
Derfor påvirker den nye prognose ikke umiddelbart økonomien i 2024
De ændrede skøn vil ifølge KL ikke umiddelbart påvirke kommunernes økonomi for 2024, fordi de nye skøn ikke ændrer på de såkaldte 12.dels- afregninger.
"Det bemærkes, at de opdaterede skøn ikke påvirker statens afregninger vedr. 2024 i løbet af kalenderåret via de såkaldte 12.dels-afregninger. Det foretages pba. de budgetterede indtægter. De nye tal påvirker skønnet for efterreguleringen af det afregnede i 2027. Der må forventes yderligere opdateringer af de foreløbige skøn for 2024 forud for den endelige efterregulering," skriver KL i et følgebrev til kommunerne.
For 2024 må kommunerne forvente at få cirka 629 millioner kroner mindre i grundskyld set i forhold til det skøn, som kommunerne fik i august sidste år. Kommunernes 2024-regnskab vil dog først blive påvirket af de nye vurderinger, når de i 2027 bliver efterreguleret for grundskylden i 2024.
Ændringerne i skønnet for 2024 er næsten krone til krone de samme i 2025, og dermed vil de ændrede skøn påvirke råderummet i de budgetter, som snart lander på politikernes bord rundt i landets kommuner.
2025-budgettet påvirkes direkte
Når kommunerne lægger 2025-budgettet, vil de ændrede grundskyldsindtægter til gengæld kunne slå igennem, hvis kommunen vælger at følge de nye prognoser. Der vil formentligt som i 2024 være en tendens til, at kommuner med tab indregner det i budgettet, mens kommuner med gevinster vil være mere forsigtige med at indregne gevinsterne.
Kortet nedenfor viser de nye 2024 skøn målt i forhold til det skøn, som kommunerne fik i en ekstraordinær opdatering af tallene i august, og billedet er næsten til krone det samme for 2025 (se særskilt kort i bunden af artiklen).
Nu er skønnene 1,19 mia. højere end prognosen i juni sidste år
Tilskud og udligning for 2024 var baseret på et skøn fra juni 2023, som ligger 1,19 milliard kroner lavere end det nye skøn for 2024.
Det betyder, at kommunerne må forvente væsentlige ændringer i den kommunale udligning, når de får de nye tal senest første juli.
For den enkelte kommune vil beskatningsgrundlaget forventeligt blive justeret. Det præcise beløb er uklart, fordi udligningen fra 2024-2028 i relation til grundskyld beregnes ud fra særlig teknisk fastsatte ejendomsværdier, og der var i loven ikke taget højde for, at skønnene fra Vurderingsstyrelsen ville sejle så meget.
KL opdaterer ifølge meddelelsen til kommunerne i denne uge skatte- og tilskudsmodellen, og det vil forventeligt ske med fuldt gennemslag af de nye skøn i det tekniske beregningsgrundlag og dermed i udligningen.
Sker det vil kommunerne afhængig af deres marginale udligningsprocent skulle betale mellem 75 og 95 procent af en gevinst og modsat få godtgjort en tilsvarende procentsats for eventuelle tab. (Kommuner med et beskatningsgrundlag på mellem 90 og 125 procent af landsgennemsnittet har en udligningsprocent på 75, mens kommuner under 90 har en udligningsprocent på 95 og kommuner over 125 procent har 93 procent).
Derudover vil de nye skøn påvirke balancetilskuddet. Mens ændringen i prognosen sidste år kom efter fastlæggelsen af balancetilskuddet, så må det forventes, at ændringen i provenuet fra juni sidste år til maj i år på cirka 1,19 milliard vil påvirke balancetilskuddet svarende til en nedgang på cirka 200 kroner pr. indbygger.
I kortet nedenfor kan du se ændringen i prognosen for provenuet fra grundskylden (øvrige ejendomme) for de enkelte kommuner fra juni 2023 til det nye skøn i maj 2024, men bemærk at ændring i balancetilskud og udligning ikke er medregnet.
Her er tallene for 2025
Tallen er næsten de samme for 2025, men her er tallene for en god ordens skyld i et kort med ændringen i prognosen for 2025 fra juni 2023-prognosen til den nye prognose (maj 2024):
Opdag NB Økonomis fulde datasæt
Få adgang til omfattende data, regneark, landkort og interaktive kort på NB-Data.

Sidst opdateret: 15/05/2024 - 11:57
Temaer: Boligbeskatning







































