Social-og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil ved præsentationen af rammeaftalen for det specialiserede socialområde torsdag d. 2. maj.

Social-og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil ved præsentationen af rammeaftalen for det specialiserede socialområde torsdag d. 2. maj. - Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix

Tre grunde til at socialministerens regnestykke ikke holder

Der er mindst tre grunde til, at den netop indgåede rammeaftales afbureaukratisering og mindre visitation ikke vil løse de økonomiske udfordringer på det specialiserede socialområde.

Udgivet: 03/05/2024

Pia Paarup Krebs

Redaktør

Del artiklen:

Borgere med handicap kan se frem til enorme serviceforbedringer efter rammeaftalen på det specialiserede socialområde, lyder det fra socialministeren. Ifølge ministeren kan en del af de økonomiske udfordringer på det specialiserede socialområde løses ved at mindske bureaukratiet i forbindelse med visitationen af borgere til forskellige tilbud.

Ministeren sagde til P1 Morgen fredag, at der skal spares på visitationen, og at hver krone skal bruges på velfærd:

"De penge, der spares, hver eneste krone kan bruges på velfærd i kommuner," siger social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), men hun kan ikke svare på, hvor mange penge, der kan spares ved at skære i visitationen.

Men der er i hvert fald tre grunde til, at det ikke vil løse udfordringen med en årlig opdrift på 1,5 mia. kr. om året på det specialiserede socialområde.

Botilbud driver udgifterne

For det første peger Tranæs-rapporten på, at det er botilbuddene, der driver en stor del af væksten på det specialiserede socialområde.

"En stor del af udgiftsstigningerne kan henføres til botilbudsområdet, som udgør 54 pct. af den samlede udgiftsstigning fra 2018 til 2022, samtidig med at de gennemsnitlige udgifter pr. modtager stiger. Herunder ses også en mindre gruppe af borgere på botilbud, som modtager meget dyre sociale indsatser. Samtidig kan data ikke vise, om de stigende udgifter har ført til stigende kvalitet. De stigende udgifter til socialområdet og herunder særligt botilbudsområdet har kommunerne skullet finde råderum til inden for allerede fuldt disponerede kommunale budgetter," står der i rapporten.

Styring af udgifterne på botilbudsområdet afhænger af, hvad der kommer ud af følgende tema fra rammeaftalen:

"Det er i dag uigennemsigtigt, hvad man får for pengene på de forskellige tilbud. Det er ikke tydeligt, om pris og kvalitet hænger sammen, og derfor kan priserne på især botilbuddene gå op - uden at kvaliteten nødvendigvis følger med. Derfor vil der samtidigt med specialeplanlægningen blive arbejdet på en ny takstmodel, som skal forbedre kommunernes mulighed for at styre udgifterne og skabe øget gennemsigtighed og viden om, hvad forskellige pladser koster på tværs af tilbud."

Kommunernes budgetter er allerede reduceret på baggrund af administrative besparelser

For det andet er der allerede sat adresse på de midler, der bliver frigjort ved afbureaukratisering. De skal nemlig dække de 700 mio. kr., der skal hentes på administrative besparelser, som var en del af økonomiaftalen for 2024. De penge kan derfor ikke bruges til at lappe økonomiske huller på socialområdet.

Og de afbureaukratiseringsregler, der inden rammeaftalen på handicapområdet var på bordet, rækker ikke til alle 700 mio. kr. Det fremgår af udtalelser fra finansministeren og KL-formanden i forbindelse med den aftale om afbureaukratisering, der blev indgået i starten af marts. Så yderligere lettelser af de administrative byrder på kommunerne kan ikke bruges til ny velfærd og serviceforbedringer for borgere med handicap.

Fik du læst?

Her er Wammens ekstra forslag til regelforenklinger

Halvanden milliard svarer til 3.000 bureaukrater - hvert år

For det tredje er der lang vej op til at dække en opdrift på 1,5 mia. kr. på det specialiserede socialområde hvert år, som ifølge NB-Økonomis beregninger svarer til omkring 3.000 administrativt personale.

Selv hvis man kunne overflødiggøre 3.000 bureaukrater i kommunerne ved mindre visitation og bureaukrati, vil det kun kunne dække væksten et enkelt år.

Sidst opdateret: 03/05/2024 - 09:43

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]