
Finansminister Nicolai Wammen (S) til det kommunalpolitiske topmøde 2024. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Her er Wammens ekstra forslag til regelforenklinger
Finansministeren troppede op med mere end en hilsen fra regeringen, da han indtog scenen på det kommunalpolitiske topmøde. Med sig havde han 14 yderligere tiltag til regelforenkling. Læs forslagene her.
Udgivet: 02/04/2024
Står det til finansministeren, så skal byrødderne i fremtiden bruge mindre tid på at lufte det beskidte vasketøj på socialområdet. Med sig på scenen til det kommunalpolitiske topmøde havde Nicolai Wammen (S), ud over en hilsen fra regeringen, 14 nye tiltag til regelforenklinger.
Et af forslagene er en afskaffelse af det skærpede tilsyn med den såkaldte 'tørresnor', som danmarkskortet over kommunernes omgørelsesprocenter hos Ankestyrelsen bliver kaldt i politikermunde.
Som det er i dag, er byrådene forpligtede til at tage stilling til danmarkskortet en gang om året, og om nødvendigt udarbejde handlingsplaner på området.
De ekstra forslag fra Wammen kommer i forlængelse af allerede indgået aftale mellem regeringen og KL om 56 regelforenklinger.
Borgmestre: Tilsyn er unødvendigt bureaukrati
I 2023 kunne Ankestyrelsen ellers fastslå, at langt de fleste kommuner levede op til lovkravet omkring danmarkskortet. Derfor har ordningen tidligere mødt kritik for at være unødvendigt bureaukrati og dobbeltkontrol:
"Er der nogle, der får det bedre af det? Er der nogle borgere med handicap eller børn, der får det bedre af det?" Lød det retorisk fra KL's formand, borgmester i Kalundborg Kommune, Martin Damm (V) til vores søstermedie NB-Social , adspurgt om tilsynet.
9 ud af 14 forslag omhandler socialområdet
Det et i overvejende grad socialområdet, der er omdrejningspunkt for finansministerens 14 nye forslag.
Ud over allerede gennemførte forenklinger af regler for valg og lokaldemokrati samt en "forenkling af de administrative krav til tilskudsordninger til nedsættelse af færgetakster", så relaterer 9 ud af 14 tiltag sig til socialområdet.
Står det til finansministeren, skal kommunerne i fremtiden bl.a. slippe for at indhente straffeattest for de ansatte på botilbud, samt at forberede overgangen til voksenlivet for unge med nedsat funktionsevne fysisk eller psykisk eller kronisk sygdom.
Sidst opdateret: 03/04/2024 - 12:54
Emner: Afbureaukratisering










































