
Selvom nye EU-regler formentligt betyder, at der ikke kommer en opdateret beregning af det økonomiske råderum, så vil KL-formand Martin Damm have den antagelse, at der er plads i råderummet til ekstra penge til kommunerne ud over demografien. - Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Sådan vil KL udnytte manglende konvergensprogram i økonomiforhandlinger
Selvom nye EU-regler formentligt aflyser konvergensprogrammet, går KL til forhandlinger med en klar forudsætning om, at der er plads i råderummet til at hæve de økonomiske rammer ud over demografien. Er ministeren uenig, må han selv fremlægge analyser.
Udgivet: 22/04/2024
Kommunerne kommer med al sandsynlighed til at forhandle deres økonomiske rammer for 2025 uden at kende regeringens økonomiske råderum. Det er en konsekvens af, at den normale deadline for at sende beregningerne til EU-Kommissionen formentligt bliver udskudt i år på grund af forhandlinger om ændringer i EU's såkaldte finanspagt.
Mens en række borgmestre i dagens udgave af dagbladet Information er ude med et klart krav om, at finansministeren skal vise sin økonomiske hånd, inden KL indleder forhandlingerne om næste år økonomiaftale, så vælger KL-formand Martin Damm en helt anden strategi.
Han forudsætter ganske enkelt, at den uventede fortsatte stigning i beskæftigelsen betyder, at råderummet er steget - og hvis finansministeren vil benægte det, så må han jo fremlægge de beregninger af råderummet, som normalt indgår i det såkaldte konvergensprogram til EU-Kommissionen.
"Hvis finansministeren - som det er sket nogen år - ville sige, at lommerne er tomme - og der ikke er noget at komme efter, så vil han have brug for at have et stykke papir, der viser det. Og så ville det være svært for os at argumentere imod. Hvis der ikke er en beregning af rådrummet i år, så har han jo ikke noget, som han kan lægge på bordet og og sige, at der ikke er noget at komme efter," siger Martin Damm til NB-Økonomi.
Som du kan læse i en særkilt artikel her på NB-Økonomi, så er det især udviklingen i beskæftigelsen, som har skabt forventningen om, at statens økonomiske råderum er steget med et milliardbeløb.
Finansordfører: Rygterne siger ekstra råderum på op til ti milliarder
SF’s finansordfører, Lisbeth Bech-Nielsen, kalder det overfor dagbladet Information »fordækt«, hvis Finansministeriet ikke offentliggør et opdateret råderum inden forhandlingerne.
"Vi synes, det er ekstremt ufint at sidde på nogle oplysninger, som ifølge ret sejlivede rygter kunne være op til ti milliarder kroner ekstra, når der foregår kommuneforhandlinger, der nok igen ender med et stramt resultat for kommunerne med store konsekvenser for kernevelfærden," siger hun.
Kasper Ejsing Olesen, der er socialdemokratisk borgmester i Kerteminde Kommune for Socialdemokratiet, er enig."Hvis regeringen vælger ikke at offentliggøre viden om et opjusteret råderum her til foråret, kan man ikke lade være med at tænke, at det er, fordi den prøver at holde det hemmeligt for kommunerne inden forhandlingerne om økonomien," siger han.
Borgmesteren i Stevns, Henning Urban Dam (S) frygter også, at finansministeren bevidst tilbageholder oplysningerne.
»Alt andet ville simpelthen være uordentligt. Det ville ikke være i orden,« siger han til Information.
Forelagt kritikken peger Martin Damm over for NB-Økonomi på, at KL ikke vil acceptere en præmis om, at regeringen ikke har nogen penge, uden at regeringen fremlægger beregningerne af udviklingen i det økonomiske råderum.
Samtidig peger Damm på, at konvergensprogrammet angiver udviklingen i råderummet frem til 2030, og at der derfor ikke er nogen automatik i, at kommunerne kan kræve deres rammer i 2025 løftet med et beløb svarende til væksten i råderummet.
"Bag kritikken ligger der en præmis om, at hver gang der er nogen, der finder ekstra råderum, så skal det deles ud. Men sådan har det jo aldrig været," siger Martin Damm.
"Det er jo ikke sådan, at man så sidder og disponerer det krone til krone, fordi så er det rigtigt. Så havde det jo haft et konkret impact [at beregningerne ikke foreligger], men det er jo ikke sådan, det er."
Derfor er det tvivlsomt at beregningen kommer
Finansministeriet oplyser, at det er en igangværende proces vedrørende nye finanspolitiske EU-regler, som Europa-Parlamentet og Kommissionen indgik aftale om i februar 2024, som skaber tvivl om, hvorvidt der kommer et konvergensprogram som normalt.
"Aftalen, som endnu ikke er vedtaget, indebærer bl.a., at de hidtidige Stabilitets- og Konvergensprogrammer og Nationale Reformprogrammer vil udgå og blive erstattet af Finans- og Strukturpolitiske Planer. Det er derfor under afklaring, om der skal udarbejdes et Konvergensprogram i 2024,” skriver ministeriet i en mail til NB-Økonomi.
Ordfører henviser til finanspolitikken
Finansministeren vil ikke kommentere sagen, men udtalelser fra Socialdemokratiets finansordfører Benny Engelbrecht peger på, at regeringens fokus i forhandlingerne slet ikke vil være udviklingen i råderummet, men derimod den mere kortsigtede finanseffekt - altså at væksten i de offentlige udgifter ikke må presse økonomien ud over sin kapacitetsgrænse og dermed udløse mere inflation.
"Jeg ved, at finansministeren er løbende i dialog med KL, og jeg selv har dialog med konkrete borgmestre, og jeg ved godt, at mange kommuner er presset på økonomien. Det er selvsagt en faktor, som er med i forhandlingerne. Men vi er samtidig nødt til at tage den aktuelle konjunktursituation med, og den er fortsat præget af et forhøjet kapacitetspres." hedder det i en mail til Information.
Sidst opdateret: 22/04/2024 - 12:54









































