
Kilde: VIVE
40 kommuner har den optimale størrelse til at udnytte stordriftsfordele
Imens de mindste kommuner oplever smådriftsulemper, er stordriftsfordelene aftagende, når en kommune når en vis størrelse. Men imellem de to er der en driftsmæssig optimal zone. Det viser ny rapport fra VIVE. Læs hovedresultaterne her:
Udgivet: 19/04/2024
Når en kommune når over en vis størrelse, aftager effekten af stordriftsfordelene. Samtidig oplever små kommuner et stigende antal smådriftsulemper i takt med lavere indbyggertal, specielt de små ø- og yderkommuner. Det betyder, at kommuner i størrelsesordenen 60.000-120.000 indbyggere får mest ud deres stordriftsfordele. 40 kommuner ligger i denne kategori.
Det er nogle af konklusionerne i en ny rapport fra VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, lavet for Fanø Kommune. VIVE har analyseret ni udgiftsområder, der tilsammen udgør 95 procent af kommunernes serviceudgifter, og finder, at der er generelle stordriftsfordele på fem af de ni områder.
Samtidig skriver VIVE, at der på to af områderne er deciderede smådriftsulemper for de mindste kommuner. Det er på områderne administration og dagtilbud, at de små ø-kommuner oplever smådriftsulemper.
De ni områder, som rapporten fokuserer på, er: dagtilbud, folkeskole, ældreområdet, udsatte børn og unge, voksne med særlige behov, sundhedspleje og tandpleje, kultur og fritid, vejvæsen samt administration.
Herunder kan du se en illustration af sammenhængen mellem udgiftsniveau og indbyggertal.
(artiklen fortsætter under billedet)
Forskellene er størst på administrationsområdet
Det er særligt på administration, at de større kommuner hæver stordriftsfordelene, og de små kommuner oplever smådriftsulemper.
Det er også det eneste af de områder, som VIVE har undersøgt, hvor der identificeres både smådriftsulemper og stordriftsfordele. Eksempelvis vil en kommune på ca. 3.700 indbyggere have smådriftsulemper for 2.198 kr. pr. indbygger, hvor en kommune med 120.000 indbyggere vil have stordriftsfordele for 527 kr. pr. indbygger.
Ud over administrationsområdet har VIVE fundet generelle stordriftsfordele på folkeskole-, kultur-/fritids-, sundhedspleje-/tandpleje- og vejområdet. Her bemærkes det dog, at effekten af fordelene aftager og flader ud på den anden side af 120.000 indbyggere. Det var ikke tilfældet før kommunalreformen, hvor en række større kommuner oplevede stordriftsulemper.
På tre af områderne er der ikke fundet hverken stordriftsfordele eller smådriftsulemper. Det er ældreområdet, udsatte børn/unge og voksne med særlige behov. På området for udsatte børn/unge voksne er det forældrenes socioøkonomiske situation, der er mest definerende for udgiftsniveauet, og ikke antallet af borgere i alderen 0-22 år.
På ældreområdet er der heller ikke en sammenhæng imellem antallet af ældre og udgifter, men det er specielt den geografiske spredning og alderssammensætning af de ældre, der er afgørende for, hvor højt udgiftsniveauet er.
Sidst opdateret: 22/04/2024 - 13:09










































