
Når eleverne på Virum Gymnasium her er til eksamen, ender deres karaktergennemsnit nærmest på komma der, hvor man kunne forvente, når man tager højde for deres socioøkonomiske baggrund. Det viser en ny analyse fra CEPOS. - Foto: Sara Gangsted/Ritzau Scanpix
Tænketanks rangliste af gymnasier møder hård kritik
Professor langer hårdt ud efter CEPOS’ beregninger baseret på gymnasieelevers socioøkonomiske baggrund. CEPOS afviser kritikken og henviser til, at tallene stammer fra ministeriet.
Udgivet: 04/04/2024
Der er store forskelle på, hvor meget landets 377 gymnasiale uddannelser får ud af eleverne, viser en ny analyse fra den borgerligt-liberale tænketank CEPOS, der bygger på Børne- og Undervisningsministeriets socioøkonomiske referencer.
Tænketanken har regnet på den såkaldte undervisningseffekt - det vil sige gymnasiernes evne til at løfte elevernes karaktergennemsnit i forhold til, hvad man skulle forvente ud fra elevernes socioøkonomiske baggrund. Ranglisten omfatter samtlige gymnasiale uddannelser - stx, hf, hhx og htx - og viser, at de bedste i landet er Bagsværd Kostskole og Gymnasium (stx), Deutsches Gymnasium für Nordschleswig (stx) og Aarhus Gymnasium, Tilst (hf), mens Svendborg Gymnasium (hf), Høng Gymnasium (hf) og Borupgaard Gymnasium (stx) er dårligst til at løfte elevernes karakterer. Listen ses nederst i artiklen.
Ifølge CEPOS tager analysen højde for, at et gymnasium med mange børn fra ressourcestærke hjem har lettere ved at udklække studenter med et højt gennemsnit, mens skoler med mange børn fra hjem, hvor forældrene ikke har lange videregående uddannelse alt andet lige har sværere ved det.
Professor: Forkert model
Men alligevel køber professor emeritus ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse under Aarhus Universitet, Peter N. Allerup, ikke præmissen.
“Alle er enige om, at det betyder noget, om man kommer fra et hjem med klaver. Det har en vis betydning for elevernes engagement. Men måden, man kvantificerer det på her, er grundlæggende forkert, og særligt forkert er det, at man sidestiller alle skoler på den måde,” siger han til NB-Økonomi.
Han mener, at CEPOS’ model overser den betydning, elevernes motivation og interesse har for, hvordan de klarer sig i løbet af gymnasiet, og han finder det paradoksalt, at undervisningseffekten for en del af gymnasiernes vedkommende er decideret negativ. Groft sagt kan man sige, at eleverne bliver dummere af at gå der - i hvert fald bliver de ikke løftet karaktermæssigt overhovedet.
“Det burde i sig selv vække eftertanke hos CEPOS, da de lavede analysen”, lyder det fra Peter N. Allerup.
Så hvis du havde en studerende oppe til eksamen, der havde lavet en analyse på denne måde…
“Ja, så ville vedkommende ikke bestå,” siger Peter N. Allerup.
CEPOS: Vi bruger officielle tal
Hos CEPOS melder chefkonsulent Jens Lund Andersen, der sammen med forskningschef Karsten Bo Larsen har udarbejdet analysen, hus forbi. Analysen bygger på Børne- og Undervisningsministeriets opgørelse af karaktergennemsnit og beregning af den socioøkonomiske reference, forklarer han.
"Det er ministeriets tal og derfor også deres metode, vi baserer vores analyse på. Den socioøkonomiske reference viser det forventede karakterniveau for et gymnasium, når der tages hensyn til en række baggrundsvariable,” siger han til NB-Økonomi.
På nogle gymnasier får eleverne bedre karakterer end man kunne forvente ud fra deres baggrund, mens de på andre får lavere.
“Derfor bliver undervisningseffekten også negativ for nogle gymnasier,” siger Jens Lund Andersen.
Det har ikke været muligt for NB-Økonomi at få en kommentar fra hverken Svendborg Gymnasium, Høng Gymnasium eller Borupgaard Gymnasium, der ligger nederst i rangeringen.
CEPOS' rangliste ses herunder.
Sidst opdateret: 04/04/2024 - 13:33
Temaer: Benchmark










































