
En stribe regler blev fjernet på ældreområdet i Aalborg. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv)
Sådan gik det, da Aalborg smed alle regler ud og kun genindførte dem, der gav mening
I Aalborg er man gået radikalt til værks med at luge ud i regler og unødigt bureaukrati. Processen og bevidstheden har været det mest nyttige, lyder det fra projektlederen.
Udgivet: 18/04/2024
Frem for at håndplukke nogle få regler, man kunne afskaffe på ældreområdet, valgte politikerne i Aalborg for et par år siden at gå helt anderledes til opgaven.
Alle regler blev afskaffet - og kun de regler, der gav mening i forhold til at løse kerneopgaven blev genindført.
Det lykkedes at identificere mere end 2.600 regler. Derefter fulgte en proces, der kort fortalt bestod af en bred indsamling med inddragelse af alle MED-udvalg, en filtrering, hvor en arbejdsgruppe sorterede i forslagene og en runde, hvor MED-udvalgene argumenterede for, hvilke regler, der skulle beholdes. Endelig behandlede politikerne indstillingerne fra MED-udvalgene.
Selv om processen har været lærerig for de involverede er projektleder i sundheds- og omsorgsforvaltningen i Aalborg Kommune Kirsten Sværke ikke sikker på, at man ville gøre det igen.
“Vi er blevet klogere undervejs, men det er nærmere historien om en god proces end om et godt produkt, for ud af de mere end 2.600 regler, endte vi kun med at fjerne 122. Vi fandt ret hurtigt ud af, at langt det meste af det, vi går og laver, er udtryk for sund fornuft,” siger Kirsten Sværke til NB-Økonomi.
Nogle regler viste sig ved nærmere eftersyn at være praksisser. Andre kunne ikke fjernes, fordi de var lovbestemte. Og en tredje gruppe af forslag handlede om it-systemer. Den del arbejder Kirsten Sværke nu videre med i et andet spor.
Summa summarum er, at resultatet ikke har været besparelser i millionklassen, og det er heller ikke muligt at konkludere, at medarbejderne har frigjort betragteligt mere tid til kerneopgaven, hvilket ellers var håbet.
Der er dog eksempler på regler, der er røget ud, og som derfor har sparet medarbejderne for tid i dagligdagen.
“For nogle år siden begyndte vi efter et politisk ønske at dokumentere hvor mange aktiviteter ud af huset, beboerne på plejehjemmene deltog i. Men vi afskaffede ikke dokumentationen igen, da politikerne ikke længere fulgte området tæt. Det droppede vi selvfølgelig nu, så nu er al fokus på aktiviteterne med de ældre,” konstaterer Kirsten Sværke.
Kirsten Sværke vurderer dog, at arbejdet med regelforenklingen har medført mange gode refleksioner blandt medarbejderne.
“Vi har hele tiden en opmærksomhed på, om vi nu også behøver at dokumentere det, vi dokumenterer,” siger hun.
Aalborg Kommunes erfaringer med afbureaukratisering er omtalt i KL's nye forenklingsbank, der er lavet med det formål at dele viden og erfaring med at fjerne bureaukrati. Du kan læse flere eksempler her.
Sidst opdateret: 18/04/2024 - 10:18
Emner: Afbureaukratisering










































