
Sådan fordelte KL's indtægter sig sidste år. - Foto: Illustration: KL's Beretning 2023
KL vil hæve kontingentet med lige over fem procent
2023 blev økonomisk et godt år for KL, der opnåede et overskud på 28,8 millioner kroner.
Udgivet: 13/03/2024
4.399,38 kroner pr. 100 indbyggere - eller knap 44 kroner pr. indbygger i januar 2025 - er kontingentet, som KL lægger op til, at kommunerne skal betale for at være medlem af foreningen næste år. Det skriver NB-Kommune.
Det svarer til en stigning på 5,1 procent, der dikteres af pris- og lønudviklingen samt befolkningstilvæksten. At befolkningstallet i landet stiger, skal ikke give flere penge til KL, så derfor nedjusteres kontingentet svarende til befolkningstilvæksten. KL oplyser, at pris- og lønudviklingen for kommunerne i 2025 forventes at udgøre 4,8 pct., mens korrektionen for befolkningstilvæksten forventes at lande på 0,9 pct., der altså trækkes fra.
Kontingentstigningen bliver imidlertid højere end 3,9 procent, fordi KL's skøn for inflationen i 2024 ikke var helt præcis.
"Efter fastsættelsen af kontingentet for 2024 har det vist sig, at de anvendte pris- og lønskøn har været 1,2 pct. for lave", skriver KL i årsberetningen for 2023.
Kontingentforhøjelsen fremgår af beretningen og præsenteres i 2023-regnskabet, som skal godkendes på delegeretmødet i næste uge.
Lukrerer på høj rente
Regnskabet viser, at 2023 blev økonomisk et godt år for KL. Foreningen opnåede et overskud på 28,8 mio. kr., der ifølge beretningen især kan tilskrives de finansielle poster.
"Det realiserede overskud kan henføres til afkastet af den rentebærende kapital i KL. Efter nogle år med renterne helt i bund, har det høje renteniveau medført, at der i 2023 har været et historisk højt afkast på KL’s værdipapirer", oplyser KL.
I 2022 led KL et kurstab på grund af rentestigningen, og årets resultat blev et underskud på 4,8 mio. kr.
Før de finansielle poster stod KL til et 2023-underskud på 11,7 mio. kr. Det hænger blandt andet sammen med, at personaleomkostningerne i årets løb steg lidt mere end kontingentindtægterne.
Indtægterne fra KL's konsulent- og kursusvirksomhed gik ellers i vejret med 40 mio. kr. i forhold til 2022, men konsulent- og kursusdelens omkostninger voksede også med 26 mio. kr. - og generelt blev KL's omkostninger forøget.
KL’s egenkapital blev opskrevet med 67,9 mio. kr. i 2023. Ud over overskuddet skyldes forøgelsen, at pensionsforpligtelsen for tidligere tjenestemandsansatte i KL og i Kommunernes Revision er faldet. Ved udgangen af 2023 havde KL en egenkapital på 838,6 mio. kr.
Sidst opdateret: 13/03/2024 - 10:20










































