- Foto: Rune Øe/Ritzau Scanpix

Sådan fordeler udgifterne sig på daginstitutionsområdet

Kommunernes foreløbige regnskaber viser, at der på daginstitutionerne er brugt færre penge i 2023 i forhold til året før. Læs her, hvordan udgifterne på de forskellige konti har udviklet sig.

Udgivet: 12/03/2024

Oliver Gantriis

Jounalist

Del artiklen:

Det er specielt i dagpleje og integrerede institutioner, at der i 2023 er blevet brugt færre penge end året før. Det viser tal fra de foreløbige kommunale regnskaber, som NB-Økonomi har gennemgået.

Samlet set er der brugt 295 mio. kroner mindre på de to områder tilsammen i forhold til 2022. Til gængæld er der brugt ca. 70 mio. mere på daginstitutioner, der kun har børn inden skolestartsalderen.

Alt i alt har kommunerne brugt lige knap 270 mio. kr. mindre på området i 2023 end i 2022. Men selvom der er barberet over en kvart milliard af de samlede udgifter, så er udgifterne pr. barn stort set uændret. Det skyldes, at antallet af børn i alderen i 0-5 år er faldet med ca. 3.500 i samme periode. Dermed er der sket en lille stigning i forbruget pr. barn.

I forhold til budgettet for 2023 er forskellen mellem regnskab og budget dobbelt så stor. Kommunerne brugte nemlig 628 mio. kr. mindre på hele daginstitutionsområdet end ventet. En af årsagerne kan være, at fødselsprognosen i mange år har skudt over den faktiske udvikling. Det kan du læse mere om her:

Fik du læst?

Dramatiske ændringer i ny befolkningsprognose for 2025

I forlængelse af det regnestykke, skal det også bemærkes, at kommunerne i 2023 modtog ca. 300 mio. kr. mere til minimumsnormeringer end i 2022. Pengene konteres som negative udgifter i regnskaberne. Dette mudrer billedet af udviklingen de senere år, da de ekstra penge, der er brugt på området hvert år, ikke ses som en forøgelse af nettodriftsudgifterne.

Derfor kan en gradvis nedgang i nettodriftsudgifterne siden midlerne begyndte at blive tilført, samtidig betyde, at der reelt set er blevet brugt flere penge pr. barn i perioden.

Færre udgifter til færre børn

Det er også dagpleje og integrerede institutioner (institutioner som omfatter mindst to af følgende: Daginstitution, fritidshjem eller klubtilbud), at udgifterne er markant mindre set i forhold til budgettet. I 2023 er der brugt 685 mio. mindre end budgettet.

Ud over disse konti er der også stor forskel fra budget til regnskab på 'Fælles formål' og 'Daginstitutioner'. Eksempelvis er der på konto 5.25.10, som du kan se i tabellen herunder, brugt 912 mio. mere end budget, hvor der på 5.25.14 er brugt 834 mio. mindre.

De to konti har et historisk mønster, hvor regnskabet på 5.25.14 generelt viser et mindreforbrug på 700-1.000 mio. i forhold til budget, og hvor 5.25.10 generelt har et tilsvarende merforbrug i samme størrelsesorden.

Sådan har vi gjort:

Daginstitutionsområdet er trukket på konti under 5.25.10 til 5.25.19 (undtaget konto 5.25.12, 5.25.16 samt 5.25.17) i den autoriserede kontoplan. De tal er trukket i Danmarks Statistik REGK3E. Det er nettodriftsudgifter fratrukket evt. statsrefusion, der er anvendt. Den samme afgrænsning er anvendt, når budgetterne er trukket hos Danmarks Statistik BUDK32.

Når det foreløbige regnskabstal for 2023 sammenlignes med regnskabstal for 2022, er 2022-tallet pl-reguleret med 3,2 procent.

Når tallet sammenlignes med budgettet for 2023, er budgettallet justeret fra en pl-regulering på 2,6 procent (det skøn der lå til grund for budgetterne) og derefter 3,2 procent på baggrund af midtvejsreguleringen.

Rettelse: Artiklen er opdateret med et afsnit om midler til minimumsnormeringer.

Sidst opdateret: 13/03/2024 - 12:36

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]