
Regionsrådsformand Anders Kühnau ved regionernes økonomiforhandlinger for 2023 - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Fejl i regionale foreløbige regnskaber i netop offentliggjorte tal
Regionernes foreløbige regnskaber har været ventet med spænding, fordi der før jul tegnede sig en overskridelse og dermed sanktioner. Men da der er fejl i tallene, som netop er offentliggjort af Danmarks Statistik, må vi vente lidt endnu.
Udgivet: 07/03/2024
De foreløbige regnskabstal for regionernes økonomi er netop offentliggjort, men da der ifølge NB-Økonomis kilder er fejl i tallene, bliver vi ikke lige nu klogere på, hvordan regnestykket lander.
I december tegnede der sig en samlet overskridelse for regionerne som følge af økonomiske udfordringer i Region Midtjylland og Region Nordjylland. Det ville efter budgetlovens regler udløse økonomiske sanktioner både for de to regioner og kollektivt for alle regioner.
De to udfordrede regioner iværksatte en række spareplaner, men det var uvist dengang, om det var tilstrækkeligt til at rette op.
Danmarks Statistik bemærker:
"Forud for offentliggørelsen har vi fejlsøgt de foreløbige regnskaber, som regionerne har indsendt til fristen d. 14. februar. Det er vigtigt at være opmærksom på, at der er tale om foreløbige regnskabstal, og at der efter normal praksis kan forekomme ændringer fra indberetningen af disse til indberetningen af de endelige regnskaber. Man kan derfor ikke tale om en fejl, da de offentliggjorte tal afspejler regnskabstal fra regionerne, som kunne opgøres på indberetningstidspunktet. Regionerne kan foretage ændringer i deres regnskab indtil d. 1. marts, hvorfor regionerne indtil denne dato kan omfordele eller tilføje udgifter og indtægter. Det er først derefter, at regionernes regnskaber kan udarbejdes endeligt.”
Danmarks Statistiks bemærkning er tilføjet d. 8. marts.
Sidst opdateret: 08/03/2024 - 10:57









































