Socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil kan ende som den socialminister, der lægger navn til de hårdeste reformer på socialområdet i flere år. Det skriver NB-Social.

Det er en risiko, nu hvor specialeplanen er blevet udskudt igen.

For der er groft sagt to spor på socialområdet. I hvert fald på papiret:

Et Tranæs-udvalgsspor, der skal sikre en bæredygtig faglig og økonomisk udvikling - altså bedre økonomistyring. Og så en specialeplan, der med ministerens egne ord skal være en form for guldstandard, der ophæver stavnsbåndet for borgere med handicap.

Nu er det kun det ene spor, vi med 100 procents sikkerhed ved bliver til noget, al den stund regeringen og Kommunernes Landsforening med økonomiaftalen for 2024 aftalte at mødes igen, når de færdige Tranæs-anbefalinger lå klar. Det står sort på hvidt.

Anbefalingerne ligger klar til marts. Og hvis de minder om anbefalingerne fra første delrapport, så er der lagt op til markante reformer, der skal sikre langt bedre økonomistyring. Man komme næppe længere væk fra en guldstandard end det.

Ministeren afviser, men...

"Det er ikke sådan, at tingene er gået i stå eller noget, der ligner. Tværtimod er det faktisk fordi, vi bevæger os ud over isen i et ret højt tempo. Og det foregår ikke i det offentlige rum. Det foregår inde ved et bord, der er i et lukket rum," som ministeren sagde til et samråd.

Hvad der foregår bag lukkede døre, kan man kun gisne om. Men der er to ting, vi ved med sikkerhed.

Det ene er, at specialeplanen nu er udskudt. Igen.

Og det andet er, at skiftende socialministre har haft utroligt svært ved at lande en aftale om en specialeplan.

Astrid Krag gav fortabt

Hvis vi ser på Astrid Krag og hendes kuldsejlede forløb for at indføre en specialeplan: Først afventede hun evalueringen af det specialiserede socialområde, der blev udskudt ved flere lejligheder.

Da den endelig kom tilbage i maj 2022, skyndte socialminister Astrid Krag sig at udsende et udspil til en specialeplan. Det fik navnet: "Et liv med ligeværdige muligheder".

Her ville ministeren meget gerne lande en aftale før sommerferien. Da den deadline ikke kunne nås, droppede Astrid Krag planerne om en bred aftale, og ville lande et hurtigt forlig med de røde partier før valget. Men det lod sig heller ikke give sig.

Blandt andet fordi røde som blå partier ville kigge på visitationen og finansieringen på området.

Visitationsudfordringen handler om, at borgerne skal visiteres til det rigtige højt specialiserede tilbud. Her kritiseres kommunerne ofte for at mangle viden.

Finansieringsproblematikken handler derimod om, hvorvidt kommunerne har incitamenter til at sætte økonomi over faglighed.

Her havde ministeren ingen svar. Enkelte partier ville også meget gerne se på opgavefordelingen, men det var Astrid Krag først klar til i 2028.

En minister, der sagde de rigtige ting

Nu har socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil så siddet på socialministerposten i et år. Og modsat Astrid Krag har hun været åben for at se på flere af de ovenstående udfordringer. Blandt andet opgavefordelingen.

Alligevel er det lettere sagt end gjort at lande en aftale. Blandt andet har hun nok måttet sande, at der er meget forskellige interesserer på området. I Sammen om Handicap sidder både handicaporganisationerne og kommunerne jo med.

Derfor er det ikke givet, at der faktisk lander en aftale. Vi kan ende med en situation, hvor opgaven igen bliver for svær, og socialministeren må give fortabt.

Så ministeren, der har talt om guldstandarder og sikringen af velfærd for borgere med handicap, kan blive den minister, der primært kommer til at gennemføre de hårdeste reformer på området længe.

Og det er næppe, hvad handicaporganisationerne og borgerne havde regnet med, da Pernille Rosenkrantz-Theil stillede dem guldstandarder i udsigt.