
Det bliver ikke i foråret, regeringen gennemfører specialeplanen på handicapområdet. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix (arkiv)
Regeringen udskyder plan med "guldstandarder" på socialområdet
Regeringen udskyder specialeplan i psykiatrien, der skulle sætte guldstandarder. Dermed kommer fokus til at være på Tranæsrapporten, der skal stoppe udgiftsvækst på op imod et par milliarder.
Udgivet: 08/02/2024
Regeringen har trukket den såkaldte specialeplan inden for handicapområdet ud af årets lovkatalog, og dermed kommer planen ikke til afstemning i anden halvdel af februar som lovet. Planen har skabt meget røre, fordi handicaporganisationerne på den ene side vil fastholde socialminister Pernille Rosenkrantz-Theils tidligere løfter om guldstandarder i den nye plan, mens kommunerne med KL i spidsen har frygtet en ny massiv opdrift i udgifterne til det specialiserede område, som allerede stiger med op imod to milliarder kroner om året.
Udskydelsen er endnu en bekræftelse af vedholdende meldinger og handlinger, som peger i retning af, at regeringen nu er klar til at opfylde kommunernes krav om tiltag, der kan stoppe udgiftsvæksten på det specialiserede socialområde.
Samtidig ligger det nu fast, at opfølgningen på Tranæsplanens forslag til bedre økonomiske styring af det specialiserede socialområde kommer før specialeplanen. I og med, at opfølgningen på Tranæsplanen ifølge planen skal være en del af den økonomiaftale, som kommunerne og regeringen skal indgå senest i starten af juni, så vil Tranæsplanen reelt få førsteprioritet.
Regeringen har på nuværende tidspunkt heller ikke præsenteret sit bud på en specialeplan.
Ministeriet har ikke meldt noget ud om, hvordan den nye tidshorisont ser ud. Men med udskydelsen af specialeplanen, vil politikerne tidligst kunne behandle den i folketingssamlingen 2024/2025.
DH: Bedre med en gennemarbejdet end en forhastet lov
Hos Danske Handicaporganisationer tager landsformand Thorkild Olesen ikke forsinkelsen så tungt.
"Det er bedre at få en ordentlig gennemarbejdet lov, hvor der er tid til at få det diskuteret, end det er at jappe noget igennem, som der vil gå mange år, før vi får lov til at rette igen," siger han til NB-Social.
Dog tilføjer han, at det altid bekymrer ham, når noget bliver udsat, fordi det kan være et tegn på, der er noget, der ikke er blevet færdigafklaret internt i regeringen.
"Men jeg vil hellere have, vi har tid til en ordentlig diskussion om det, så det ikke bliver en hovsa-lovgivning."
Tranæs-anbefalingerne kommer først nu
Timingen for specialeplanen er afgørende, fordi den nu vil komme efter Tranæs-udvalgets endelige rapport.
I forbindelse med økonomiaftalen for kommunernes økonomi i 2024 besluttede regeringen og Kommunernes Landsforening, at de ville mødes igen, når den endelige rapport fra udvalget var færdig.
Udvalgets deadline er 1. marts.
Tranæs-udvalget er allerede kommet med en række økonomiske forslag, der skal sikre bedre styring på socialområdet samt lade økonomi fylde ligeså meget som faglige hensyn. De forslag har fået en del kritik fra blandt andet handicaporganisationerne, der til gengæld længe har efterspurgt en specialeplan.
Overfor Tranæs-udvalget stod specialeplanen, der tidligere er blevet solgt af socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil som guldstandarder, der skal være med til at sikre, at der også er et velfærdssamfund for borgere med handicap.
Det gjorde KL bekymret for, at regeringen med specialeplanen ville øge forventningerne til servicen på området - på trods af økonomiaftalerne lægger op til hårde prioriteringer.
Med udskydelsen af specialeplanen tyder det på, at regeringen foreløbigt følger linjen fra økonomiaftalerne.
Ikke første gang specialeplanen bliver udskudt
Det er ikke første gang, specialeplanen bliver udskudt. Først afventede politikerne evalueringen af det specialiserede socialområde, der blev udskudt ad flere omgange.
Da den evaluering så blev offentliggjort i foråret 2022, præsenterede daværende socialminister Astrid Krag (S) et udspil til en specialeplan.
Det lykkedes hende dog ikke at lande en aftale, og pludselig kom der både et folketingsvalg og en regeringsdannelse i vejen.
SVM-regeringen skrev så ind i sit regeringsgrundlag, at den ville udrulle en specialeplan.
Med lovkataloget for 2023/2024 blev specialeplanen så programsat til februar. Det er nu den tidsplan, der skrider.
Sidst opdateret: 08/02/2024 - 11:01









































