Kommuner med mange faglærte kan glæde sig
Flere faglærte tjener det samme som akademikere. Det viser en ny analyse fra tænketanken Kraka. Det er godt nyt for kommuner med mange faglærte blandt borgerne.
Udgivet: 25/01/2024
Det er blevet nemmere for faglærte at opnå samme indkomst som personer med en videregående uddannelse. De seneste 25 år er andelen af personer med en erhvervsfaglig uddannelse og personer med en videregående uddannelse, som tjener det samme, vokset.
Det betyder, at kommuner, hvor der ikke er ret mange akademikere, men til gengæld en høj andel af faglærte, i højere grad vil kunne opleve en positiv udvikling i det økonomiske grundlag.
Og direktør i Kraka, Peter Mogensen, forventer, at tendensen vil fortsætte:
"Den udvikling vi har set de sidste 30 år, hvor flere faglærte i dag tjener det samme som akademikere, skyldes højst sandsynligt, at langt flere unge i dag tager en lang videregående uddannelse, mens færre tager en faglært uddannelse. Den tendens er fortsat ufortrødent, i al den tid jeg kan huske, og derfor er det bedste bud, at faglærte også i de kommende år vil hale ind på akademikerne."
I kortet kan du se, hvor stor andelen af faglærte er i forhold til andelen af akademikere i din kommune (artiklen fortsætter under kortet).
Det er stadig sådan, at personer med en lang videregående uddannelse i gennemsnit tjener mere end personer med en erhvervsfaglig uddannelse. Men indkomstfordelingen for de to grupper har nærmet sig hinanden i løbet af de seneste 25 år, som det ses af figuren nedenfor.
Andelen af faglærte, der tjener det samme som akademikere, er steget gradvist over tid. Kraka peger på, at en del af forklaringen er, at der er blevet færre faglærte og flere med en lang videregående uddannelse i den periode. Og at markedsmekanismerne altså har betydet større lønstigninger for den mere knappe ressource, som faglærte er blevet.
Der er samtidig en tendens til, at faglærtes lønninger stiger mere i perioder med høj økonomisk vækst, hvilket indikerer, at deres lønninger er mere konjunkturfølsomme end akademikernes.
Analysen viser også, at der er stor forskel på lønniveauet alt efter hvilken erhvervsfaglig uddannelse, man har taget. Særligt elektrikere ligger højt, mens sosu'er stadig halter efter.
Hele analysen fra Kraka kan læses her.
Sidst opdateret: 25/01/2024 - 12:03










































