Prognose: Det skæve mønster i beskæftigelsesudviklingen vil fortsætte
Beskæftigelsesudviklingen i de kommende år vil uddybe de økonomiske forskelle i Danmark. Det viser en ny prognose fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Udgivet: 24/01/2024
Beskæftigelsen vil fortsætte med at ligge højt i de landsdele, der har haft mest glæde af beskæftigelsesfremgangen de senere år. Det viser en ny prognose fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Og i de landsdele, der har klaret sig dårligst, må der forventes et fald i beskæftigelsen.
Det vil betyde, at de økonomiske forskelle, der i dag findes mellem rige og fattige kommuner, vil blive uddybet i de kommende år. Og yderkommunernes udfordringer vil blive forstærket som følge af en fortsat lavere beskæftigelsesgrad og fraflytning af erhvervsaktive, der søger mod de store byer, hvor der skabes jobs.
Som det ses af nedenstående figur, har især København og byerne omkring, samt Østjylland haft stigende beskæftigelse gennem mange år, mens beskæftigelsen i Vest- og Sydsjælland, samt Vestjylland faldt frem til ca. 2014 og i 2022 fortsat ligger et par procent under niveauet i 2008.
I de kommende år forventer AE et fald i beskæftigelsen på ca. 25.000 personer, svarende til ca. 0,8 procent, men meget ulige fordelt mellem landsdelene, som det ses af figuren. Værst i Vest- og Sydsjælland, hvor der ventes en nedgang på 1,6 procent, mens der nærmest ikke er fald i Østsjælland og Østjylland.
AE peger på, at det ikke er overraskende, at en nedgang i antallet af jobs primært rammer uden for de større byer. Det skyldes blandt andet, at her er en større del af arbejdsstyrken ufaglært, og det er i højere grad ufaglærte jobs, der står for skud i nedgangstider
Sidst opdateret: 24/01/2024 - 13:17









































