
Ældreminister Mette Kierkgaard (M) vil ikke regulere BUM-modellen ved lov, lover hun. Men nogle kommuner får alligevel svært ved at kunne anvende den med den nye ældrelov. - Foto: Christina Yoon / NB-Ældre
Ældreminister: Ældrelov vil umuliggøre detailstyring med BUM-model
Ældreministeren vil ikke regulere BUM-modellen med lovgivning, når den nye ældrelov bliver en realitet. Men hun vil umuliggøre detailstyring via BUM-modellen for de kommuner, der stadigvæk bruger modellen på den måde.
Udgivet: 13/12/2023
Kommuner, der bruger BUM-modellen (Bestiller og Udfører model til styring af offentlige ydelser) til at tilrettelægge plejen i minutter og sekunder, kan godt begynde at forberede sig på at skulle tilrettelægge styringen på en ny måde. For med den nye ældrelov bliver dette ikke muligt.
Det understreger ældreminister Mette Kierkgaard (M) i et interview med NB-Ældre.
“Mange steder har man en BUM-model, hvor man har visitatorer, der sidder konkret og udmåler i minutter og sekunder. Løfter man BUM-modellen på den måde, så kommer den ikke til at leve op til det, vi kommer til at sætte som et mål om, at der skal være helhed og større beslutningskraft hos de enkelte medarbejdere,” siger Mette Kierkgaard.
I dag er der allerede mange kommuner, der har tilrettelagt økonomistyringen og BUM-modellen efter pakkeløsninger, hvor visitationen foregår tættere på borgerne. Det er den metode eller lignende, som ældreministeren vil have flere kommuner til at gå i gang med. Derfor vil ældreloven, hvad angår BUM, mest blive relevant for de kommuner, hvor visitationen og en stram minut-økonomi foregår centralt på rådhuset.
“Det skal i vid udstrækning være den enkelte medarbejder, som er tæt på den ældre, som skal tilrettelægge det daglige om, hvornår og hvordan plejen skal tilrettelægges. Og når det er en værdi i loven, så kan det være svært for kommunerne at bruge en BUM-model, der er tilrettelagt på minutter og sekunder,” understreger ældreministeren.
I et ministersvar om BUM-modellen fra ældreministeren i oktober fremgik det ikke klart, hvorvidt BUM-modellen fortsat vil være en mulighed med den nye ældrelov. Derfor har NB-Ældre spurgt hende om netop det, da mange kommuner bruger BUM-modellen i deres styring - herunder økonomistyring - af ældreplejen.
Nuværende praksis mangler fleksibilitet
I ministersvaret skrev hun blandt andet: "Den nuværende praksis har medført manglende fleksibilitet i tilrettelæggelsen og justeringen af hjælpen ud fra borgerens aktuelle behov, at de udførende medarbejderes muligheder for at bruge deres faglige skøn er begrænset, samt at der går meget tid på skriftlig dialog, dokumentation og registreringer op mod den centrale visitation."
Men over for NB-Ældre pointerer ministeren, at BUM-modellen dog stadig vil være mulig at bruge for nogle kommuner, da kommunerne anvender den meget forskelligt.
“Vi kommer ikke til at regulere BUM-modellen ved lov. Men det bliver en kerneværdi i loven at skabe mindre detailstyring af hele den daglige tilrettelæggelse af hjælpen og plejen hos den enkelte ældre,” siger ministeren og forklarer, hvem der fortsat kan anvende BUM-modellen:
“Hvis man skal tilrettelægge nogle overordnede pakker for at have styr på økonomien, så kan man for eksempel bruge en BUM-model til det,” siger hun.
Sidst opdateret: 13/12/2023 - 12:32









































