13 kommuner har nu en likviditet under 3.000 kroner
Antallet af fattige kommuner med under 3.000 i kassen stiger kraftigt - også selvom man indregner effekten af midtvejsregulering. Se tallene for alle kommuner her.
Udgivet: 05/12/2023
De seneste opgørelser af likviditeten viser, at en lang række kommuner er slået tilbage til deres økonomiske trængsler før udligningsreformen.
Det seneste års udvikling har ført til, at der ultimo tredje kvartal 2023 ifølge de rå tal er 13 kommuner med en likviditet under 3.000 kr. pr. indbygger og en enkelt kommunes likviditet er nede på 441 kr. pr. indbygger. Imidlertid mangler kommunerne at få tilført pengene fra midtvejsreguleringen, svarende til ca. fem mia. kr. eller 800 kr. pr. indbygger.
Tages der hensyn til den kommende tilførsel af midtvejsmidler er der otte kommuner med en likviditet under 3.000 og ingen under 1.000 kr.
Det er markant flere end lige efter udligningsreformen, som medførte et fald i antallet af kommuner med en likviditet under 3.000 kr. pr. indbygger til tre og fire i henholdsvis 2021 og 2022.
Kommunernes likviditet holder sig på 2022-niveau
Likviditeten steg et par år efter udligningsreformen, blandt andet fordi reformen indførte en permanent overfinansering af kommunerne i forhold til servicerammen. Men udviklingen vendte i slutningen af 2022. I tredje kvartal 2023 er likviditeten på 8.600 kr. pr. indbygger, hvilket er under niveauet i 2020.
Udbetalingen af midtvejsreguleringen vil løfte den gennemsnitlige likviditet til 9.400 kr. pr. indbygger, hvilket er lidt over niveauet i 2020 og omtrent på linje med ultimo 2022.
Se i kortet nedenfor, hvor din kommune ligger efter den udestående midtvejsregulering (artiklen fortsætter under kortet).
Tallene viser, at det går den gale vej for alle de otte kommuner med den laveste likviditet. Deres likviditet ligger under gennemsnittet af de foregående fire år, og dermed glider de baglæns tilbage i det økonomiske mudder.
Når likviditeten kommer under 1.000 kr., får kommunen normalt en henvendelse fra Indenrigsministeriet om overholdelse af kassekreditreglen, og hvad kommunen har tænkt at sig at gøre for at komme på ret spor.
I tabellen nedenfor ses gennemsnittet af de foregående fire år, samt niveauet i tredje kvartal 2023 inkl. midtvejsreguleringen.
Der er stor afstand fra de fattigste kommuner op til kommunen med mest på kistebunden. I København er likviditeten opgjort til knap 25.000 kr. pr indbygger.
Sidst opdateret: 06/12/2023 - 10:35









































