
Tidligere finansminister Bjarne Corydon kritiserer topledelsen i SVM-regeringen for ikke at tage ansvar for at genopbygge tilliden til kommunerne. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix (arkiv)
Corydon: Det er regeringens ansvar at genopbygge tilliden til kommunerne
Regeringen skal tage initiativet og ansvaret for at bygge tilliden op til kommunerne igen. "Det mener jeg, at regeringen har en forbandet forpligtelse til," siger tidligere finansminister Bjarne Corydon.
Udgivet: 08/11/2023
Når tillidskrisen mellem kommuner og regering ikke blot er et udtryk for sædvanlig teatertorden, så er det regeringens pligt at tage ansvar for at genopbygge tilliden.
Det forklarer den tidligere socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon.
"Initiativet (til at genopbygge tilliden, red.) kan ikke komme andre steder fra end regeringens absolutte topledelse. Det er dens arbejde og opgave. Det mener jeg, at regeringen har en forbandet forpligtelse til," siger Bjarne Corydon.
Det er altså statsminister Mette Frederiksen (S), finansminister Nicolai Wammen (S), økonomiminister Troels Lund Poulsen (V) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), der må på banen og lappe tilliden til kommunerne.
NB-Økonomi har talt med den tidligere finansminister om den tillidskrise, der er blevet skabt mellem kommunerne og SVM-regeringen, som er blevet opbygget gennem årene med den seneste S-regering. Her er vi kommet ind på emner som mistillid, forventningsafstemning, fagministres og topministres rolle samt samarbejde om aftaler mellem regering og kommuner.
Den første artikel i serien handlede om fagministres rolle. Denne artikel dykker ned i, hvordan tilliden skal bygges op igen.
Hvornår er der reelt tillidskrise - hvornår er det politisk teater?
Bjarne Corydons analyse er, at der er en reel mistillid i øjeblikket mellem kommunerne og regeringen. Man skal skelne mellem reelle tillidskriser og politisk teater, understreger han.
"Det er enormt vigtigt at sondre helt skarpt mellem det, som er et rollespil, hvor regeringen og kommunerne læser af det nodeblad, som passer til de interesser og opgaver, de hver især varetager. Og så den del af diskussionen, som er reel, der handler om noget konkret og er en seriøs bekymring," siger Corydon og henviser til, at det teaterstykke har været opført i årtier.
Men i de perioder, hvor det alene er et rollespil mellem kommuner og regioner, er der ofte i virkeligheden et tæt og unikt samarbejde mellem regering, kommuner og regioner. Bjarne Corydon er dog mere bekymret for den nuværende situation, som han mener er langt mere alvorlig end normalt.
"Det, der kan være en bekymring - og min oplevelse set udefra - det er, at der oven i det, vi plejer at høre, måske er kommet en mere reel alvor i diskussionen for øjeblikket, end vi er vant til," siger han. "Det er min fornemmelse, at der er en alvor i øjeblikket, der hæver sig over den rituelle stammedans, som vi plejer at se."
Hvor kan den almindelige borgere se, at nu er det alvor, eller nu er det blot den rituelle stammedans?
"Det kræver mange års træning. Men hvis man skal give et par hints, synes jeg, at så snart det man diskuterer ikke alene handler om penge, men også om forventningsafstemning og dermed også en demokratisk arbejdsdeling i forhold til, hvad vi egentlig køber i fællesskab, og hvilke krav, vi kan stille til det, så synes jeg, at alvoren er en anden," siger Bjarne Corydon og tilføjer:
"Det er noget andet, når vi nu taler om, at hele modellen er truet mellem et mismatch i forventningsafstemningen mellem nationalt niveau og realiteterne i kommunerne. Det er mere alvorligt. Det synes jeg også er et skifte."
Kommunerne har også et ansvar
Selvom Bjarne Corydon ubetinget mener, at ansvaret for at genopbygge tilliden først og fremmest ligger på regeringen, så kan kommunerne også selv gøre noget for at lappe på det dårlige forhold.
Christiansborgpolitikere kan nemlig også godt opbygge en mistillid til kommunerne. Det er sket på for eksempel børneområdet, hvor man er blevet trætte af, at kommunerne ikke har tilført penge til bedre normeringer, selvom pengene har været tildelt. Derfor opstod minimumsnormeringerne, som tvinger kommunerne til at låse pengene på området.
Derfor har kommunerne også et ansvar for at leve op til de aftaler, der bliver lavet med regeringen, understreger Corydon.
"Det er vigtigt at få eksekveret på de aftaler, man indgår. Man skal kollektivt implementere de ting i kommunerne, som man aftaler med regeringen, også de opgaver, man måske helst havde været foruden. For ellers går det præcis, som man så det med minimumsnormeringerne, hvor Christiansborg beslutter at vedtage det ved lov efter forgæves at have forsøgt aftalevejen, som jeg jo selv prøvede," siger Bjarne Corydon.
Hvis kommunerne overholder deres side af aftalen, så skal Christiansborg omvendt acceptere, at det nationale demokrati sætter rammerne for den service, der leveres, mener han.
"Men et mere grundlæggende aspekt er at få diskussionen op i niveau. Vi har haft en tradition for i Danmark at have en tæt alliance mellem ledelsen af skiftende regeringer og topledelsen af kommunerne i fællesskab," siger Bjarne Corydon og tilføjer:
"Den alliance er blevet svækket og udfordret - i en tid hvor den snarere burde blive styrket. Vi har i dag en svagere alliance mellem kommunerne under et og deres topledelse og så regeringens topledelse. Det er hovedproblemet."
Men det overordnede budskab er, at regeringen skal komme i gang med at genopbygge tilliden. Det er regeringsledelsen, der har den nødvendige styrke til at bringe det helt op på dagsordenen.
"Det, jeg taler for, er, at eliten eller topledelsen af vores velfærdssamfund finder sammen i en alliance med kommunerne om at få samtalen om de her emner tilbage på sporet," siger han.
Sidst opdateret: 08/11/2023 - 13:13









































