20 primært socialdemokratisk ledede hovedstadskommuner vil tabe samlet omkring 3,2 milliarder kroner om året, hvis partierne bag boligskatteaftalen fra 2017 blot følger forligets ordlyd om "gradvist at indfase en udligning af de kommunale forskelle i det nye beskatningsgrundlag."

Selv med en tyveårig indfasningsperiode vil eksempelvis Frederiksberg og Københavns kommuner komme under et massivt økonomisk pres med et årligt stort tocifret milliontab, hvis man ser isoleret på udligningen.

Umiddelbart vil de ramte kommuner blot kunne hæve deres grundskyldspromille for at kunne betale den voldsomme vækst i udligningsbeløbene, men ifølge den økonomiske teori vil effekten for boligejerne i de berørte kommuner blive store prisfald, hvis eksempelvis grundskyldspromillen på Frederiksberg skal tredobles i løbet af en årrække.

Ud over at håndtere indfasningen af de nye ejendomsvurderinger, så har indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) allerede lovet, at der skal ses på tilskuds- og udligningssystemet i relation til kommunernes stigende udgifter til det nære sundhedsvæsen.

Alt peger derfor på, at partierne bag boligskatteforliget bliver tvunget ud i en større reform af den kommunale udligning, som formentligt vil blive væsentligt større end den lappeløsning, som man gennemførte i 2021.

Samtidig skærpes den politiske udfordring ved, at politikerne næppe endnu en gang kan vælge den nemme løsning fra reformen i 2020.

Her valgte politikerne at øge tilskuddet til kommunerne med 5-6 milliarder kroner, så alle på nær nogle få primært nordsjællandske kommuner vandt på reformen. Men i og med at reformen ikke lempede på kommunernes udgiftsrammer, så er reformen endt med en voldsom overfinansiering af kommunerne og derfor kraftigt stigende kassebeholdninger i kommunerne set under et.

Finansministeriet er allerede bekymret over de bugnende kommunekasser, og derfor vil politikerne i 2028 med stor sikkerhed skulle lave en ægte udligningsreform, hvor tab og gevinst går op.

Kampen om udligningsreformen starter allerede inden for det kommende år

For kommunerne er det interessant at se på tidsplanen.

Udligningsreformen skal gælde fra budgetåret 2029, og det betyder, at en reform skal være vedtaget af Folketinget senest midt i juni 2028 af hensyn til udmeldingen af tilskud og udligning for 2029, som skal være sendt ud senest 1. juli 2028.

Hvis man følger tidsplanen fra den seneste udligningsreform, så skal embedsmændene være klar til at producere de første politiske oplæg senest i slutningen af 2027.

Af boligskatteforliget fremgår det, at "konkrete indfasningsmodeller samt konsekvenser af ændringerne for kommunernes økonomi vil blive analyseret i regi af Økonomi- og Indenrigsministeriets Finansieringsudvalg."

Hvis man dertil lægger, at det næppe vil være teknisk muligt at løse indfasningen af de nye ejendomsvurderinger og udgifterne til det nære sundhedsvæsen uden et meget omfattende analysearbejde, så viser tidligere erfaringer, at Finansieringsudvalget skal starte sit arbejde omkring sommeren 2025, hvilket igen kræver, at arbejdet med kommissoriet for arbejdet skal sættes i gang i slutningen af næste år.

Dermed skal de centrale aktører fra kommunerne være klar med analyser og indspil til de politiske partier senest omkring sommerferien næste år.

Denne gang er det ikke bare provinsen mod hovedstaden

Ved reformen i 2020 var alliancerne mellem kommunerne meget enkle, fordi kampen mellem provins- og hovedstadskommuner var altdominerende. Denne gang vil fronterne være langt mere komplekse, fordi kommunerne vil have forskellige alliancepartnere afhængigt af de emner, som er på dagsordenen.

Eksempelvis har Gentofte og en række andre rige nordsjællandske kommuner fælles interesser med en række land- og yderkommuner, når det gælder spørgsmålet om hastigheden af indfasningen af de nye ejendomsvurderinger.

Men som du kan læse i en særskilt artikel her på NB-Økonomi, så er der til gengæld en meget klar interessemodsætning mellem de to store borgmesterpartier Venstre og Socialdemokratiet.

Hjørnespark kan skabe store politiske problemer

Erfaringen fra tidligere udligningsreformer har vist, at man aldrig må undervurdere politikernes evne til at opfinde nye lappeløsninger.

En oplagt lappeløsning ville være at fortsætte fastfrysningen af udligningen af grundskylden. Det støder imidlertid på to store udfordringer.

For det første vil det cementere en såkaldt regressiv grundskyld, hvor husejerne set ud over landet betaler en markant højere promille af boliger beliggende i områder med lave grundværdier, mens de rigeste skatteydere med en bolig i de ekstremt dyre områder vil slippe med en promille, som vil være helt ned til en femtedel af promillen i de fattige kommuner.

Boligejerne med de dyreste huse vil godt nok stadigvæk betale et væsentligt større beløb i kroner. Men det ville direktøren jo også gøre, selv hvis man fjernede topskatten og lavede en regressiv indkomstskat, hvilket er politisk helt utænkeligt.

Hvis man fastfryser den regressive grundskyld, så er risikoen meget stor for, at eksempelvis Enhedslisten, SF eller Danmarksdemokraterne vil rejse en debat om ulighed mellem boligejerne - og lejerne for den sags skyld - i de rige og fattige kommuner. Det vil udgøre et stort problem for især Socialdemokratiet, som ved den seneste reform brugte et slogan om, at "Danmark er for lille til store forskelle".

Det andet problem er, at forliget meget klart fastslår, at der skal ske en indfasning fra 2028 - det er dermed kun metoden og hastigheden af indfasningen, som er til debat.