Ny fordeling flytter 183 mio. kr. fra sytten bykommuner til resten af landet
Små ændringer i udgiftsvægte dybt nede i det kommunale udligningssystem koster Københavns Kommune over 120 millioner kroner, og dermed bærer kommunen to tredjedele af det samlede tab.
Udgivet: 30/06/2023
Københavns Kommune er den store taber på grund af en række små justeringer dybt nede i den kommunale udligningsmaskine.
Helt præcist taber landets hovedstad 122 millioner kroner, fordi de skønnede udgifter til at levere en gennemsnitlig kommunal service til de forskellige aldersgrupper har rykket sig relativt meget fra 2023 til 2024.
Meget forenklet sagt, så beregner Indenrigsministeriets udligningseksperter hvert år, hvor mange penge det i gennemsnit koster en kommune at levere kommunal service til de forskellige aldersgrupper.
Mens det gennemsnitlige udgiftsbehov pr. borger er styret af befolkningstallet og kommunernes samlede udgifter, så fastsættes fordelingen mellem de enkelte aldersgrupper ud fra en spørgeskemaundersøgelse til en række kommuner kombineret med sund fornuft. Eksempelvis er det meget simpelt, at folkeskoleudgifter skal fordeles mellem de 6-16 årige, mens udgifter til daginstitutioner skal fordeles mellem de 0-5 årige.
Udgiftsvægtene ændrer sig meget fra 2023 til 2024
Helt så simpelt er det ikke for eksempelvis plejeboliger, for her bor også borgere, som ikke er nået pensionsalderen, og derfor har man fundet frem til, at eksempelvis de 40-44 årige skal bære en procent af udgiften til plejehjem, beskyttede boliger, plejeboliger og friplejeboliger, mens de 85+ årige skal bære 48 procent.
Det hele regnes om til et samlet udgiftsbehov pr. borger i hver enkelt aldersgruppe. For eksempel koster det 211.587,33 kroner at levere service til en borger over 85 år. Men så siger reglerne, at de 33 procent skal fordeles efter det såkaldte socioøkonomiske udgiftsbehov - altså hvor socialt belastede en kommunes borger anses for at være.
Dermed bliver der i 2024 et beløb på 141.763 kroner og 51 øre til det såkaldte demografiske udgiftsbehov pr. borger over 85 år.
I år ændrer vægtene sig, så udgiftsbehovene for en række aldersgrupper stiger omkring tre procent efter korrektion for inflation, mens det falder tilsvarende for andre grupper. Du kan se den præcise udvikling for hver aldersgruppe i nedenstående grafik.
(artiklen forstætter under grafikken)
Det er så en simpel matematisk logik, at kommuner med en stor andel af borgere i de grupper, som stiger meget i udgiftsbehov, får en gevinst, mens kommuner med mange i de grupper, som falder, lider et tab.
På kortet herunder kan du se, hvordan din kommune bliver påvirket. Når effekten er så forskellig mellem kommunerne, så er det fordi forskellene i aldersammensætningen i de danske kommuner bliver stadig større.
(Artiklen fortsætter under kortet)
Efter man fra 2018 ændrede den kommunale kontoplan, så udgifter til voksne med handicap blev skilt ud fra ældreudgifterne, så rykkede det kraftigt på udgiftsbehovene, som faldt for de ældre og steg for de midaldrende. Dengang flyttede det cirka 710 millioner kroner fra yder- og landkommuner til bykommuner, og denne gang kommer cirka en fjerdedel af beløbet så den anden vej.
Ikke en fejl i udligningssystemet
Når tilskud og udligning fordeles anderledes på grund af de ændrede vægte for de forskellige aldersgrupper, så er det ikke en fejl ved udligningssystemet men helt i overenstemmelse med den løbende opdatering af systemet.
Ved ændringen i 2018 var billedet lidt mere speget, fordi det nye kontosystem afslørede, at udligningssystemet ved tidligere reformer havde været baseret på forkerte tal. Blandt andet derfor valgte regeringen dengang at at kompensere de ramte kommuner i en overgangsperiode.
Sådan har vi gjort:
Vi har beregnet det demografiske udgiftsbehov på hhv. de gældende enhedsværdier for det aldersbestemte udgiftsbehov for 2024 og 2023-værdierne omregnet til 2024-PL. I begge tilfælde har vi beregnet tallene på kommunernes demografi 2024 for at neutralisere effekten af ændrede folketal.
Rent logisk vil der opstå en afvigelse når vi beregner 2024 demografien med 2023 enhedsværdier, og denne afvigelse er fordelt proportionalt ned over alle kommuners genberegnede værdi med 2023-tal.
Herefter har vi beregnet effekten for hver kommune og lagt hhv. alle tab og gevinster sammmen.
I begge beregninger har vi holdt udgiftsbehovet relateret til faldende folketal ude for at få isoleret effekten af de ændrede aldersbestemte enhedsværdier.
Opdag NB Økonomis fulde datasæt
Få adgang til omfattende data, regneark, landkort og interaktive kort på NB-Data.

Sidst opdateret: 30/06/2023 - 23:30
Temaer: Udligning
Emner: Økonomi










































