Store ændringer i 2024-folketallet i ny befolkningsprognose

Ifølge ny befolkningsfremskrivning fra Danmarks Statistik vil der være 39.000 flere borgere i Danmark i 2024, end man skønnede i sidste års befolkningsprognose. Se her, hvordan de fordeler sig på tværs af kommunerne.

Udgivet: 01/06/2023

Peter Risager

Journalist

Del artiklen:

Forventningen for folketallet i 2024 har ændret sig markant i ny befolkningsfremskrivning fra Danmarks Statistik i forhold til den forventning, der lå i befolkningsfremskrivningen fra sidste år.

Befolkningsfremskrivningen har afgørende betydning for kommunernes budgetlægning, fordi den afgør det folketal, der ligger i statsgarantien for både tilskud, udligning og skatteindtægter.

I den meddelelse om tilskud og udligning, som sendes ud til kommunerne om en måned, så er det tallene fra den netop offentliggjorte fremskrivning for 2024, som afgør det skønnede folketal i 2024.

Dermed er de store ændringer i fremskrivningen med til at flytte kommunernes budgetmæssige forudsætninger for 2024. Om et højere forventet folketal er positivt eller negativt for kommunens samlede økonomi, afhænger i høj grad af kommunetypen og hvilke borgere, befolkningsvæksten kommer af.

I alt er det 83 kommuner, der med den nye befolkningsfremskrivning får et højere folketal i 2024, mens de resterende 15 kommuner får et lavere folketal i 2024 sammenlignet med sidste års befolkningsfremskrivning.

På landsplan er folketallet for 2024 opjusteret med 38.991 personer sammenlignet med befolkningsfremskrivningen fra 2022.

Nye antagelser om Ukrainere

Den store ændring på landsplan skyldes især, at der er kommet nye antagelser om de ukrainske flygtninge i årets fremskrivning i forhold til sidste års fremskrivning.

Sidste år skønnede man, at majoriteten af de skønnede 30.000 ukrainske flygtningen ville rejse ud af Danmark igen i løbet af 2023, hvilket ville nedbringe det samlede folketal fra 2023 til 2024. Nu skønner man i stedet, at de ukrainske flygtninge bliver i Danmark i løbet af 2023, og at der endda vil komme omtrent 4.000 flere flygtninge hertil i løbet af året.

Dermed er det især de ukrainske flygtninge, som også for de enkelte kommuner udgør differencen mellem sidste års befolkningsfremskrivning for 2024 og den netop offentliggjorte befolkningsfremskrivning for 2024.

Se det skønnede antal indbyggere i din kommune pr. 1. januar 2024, og hvor meget skønnet har ændret sig siden sidste år i din kommune, i kortet herunder. Ved at holde musen over din kommune kan du samtidig se det folketal, der vil lægge til grund for statsgarantien i 2024.

Sidst opdateret: 01/06/2023 - 13:22

Emner: Befolkning

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]