
Det Økonomiske Råds Sekretariat med overvismand Carl-Johan Dalgaard i spidsen har præcis samme forventning for inflationen i år som den regeringen har lagt til grund for kommunernes midtvejsregulering. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vismændenes inflationsskøn ligger på linje med midtvejsreguleringen
De økonomiske vismænd bakker op om det skøn for inflationen, der ligger til grund for kommunernes midtvejsregulering i år. Skønnet vurderes dog af vismændene at være ganske usikkert.
Udgivet: 30/05/2023
Vismændene forventer på linje med økonomerne i Økonomiministeriet, at inflationen i år vil være 4,3 procent. Det fremgår af den netop offentliggjorte rapport fra Det Økonomiske Råds Sekretariat (DØRS).
Dermed forventer vismændene, at den midtvejsregulering for 2023, som kommunerne aftalte med regeringen som en del af økonomiaftalen for 2024, er baseret på det korrekte inflationsskøn.
Det betyder, at kommunerne nu både har regeringens og vismændenes ord for, at man er blevet midtvejsreguleret på baggrund af det korrekte skøn for inflationen.
Det var netop det fejlslagne skøn fra midtvejsreguleringen sidste år, der gav kommunerne inflationstabet på 1,9 milliarder kroner i 2022. Derfor er udviklingen i inflationen vigtig for kommunerne at holde øje med for at se, om historien gentager sig.
Selvom vismændene vurderer, at Økonomiministeriets skøn for inflationen er korrekt, så understreger de, at skønnet er hæftet med en betydelig usikkerhed.
"Nu er energipriserne langt nede, men kerneinflationen eksempelvis den er jo stadig høj. Den skal altså også helt ned i de der to procent før vi ligesom er 'out of the woods', som man ville sige i udlandet," siger overvismand Carl-Johan Dalgaard ved præsentationen af vismandsrapporten tirsdag middag, og fortsætter:
"Der er betydelig usikkerhed - både på aktivitetssiden, men også på prisudviklingen."
Desuden vurderer overvismanden, at selvom risikoen i inflationsskønnet formelt set er synkront, så er der i praksis større risiko for at skønnet er for lavt, end at skønnet er for højt. Det betyder for kommunerne, at der er større risiko for, at kommunerne bliver underkompenseret for inflationen, end at de bliver overkompenseret.
"Der er måske mere, der vægter til risikoscenarierne for at inflationen holder sig lidt højere end hvad vi regner med," siger Carl-Johan Dalgaard inden han endnu en gang understreger, at det i den nuværende situation er behæftet med en stor usikkerhed at forudsige inflationsudviklingen.
Ramte mere skævt end regeringen sidste år
Selvom prognosen fra de økonomiske vismænd måske kan give kommunerne en større tryghed om, at de i år bliver kompenseret korrekt for inflationen, så viser et blik på sidste års prognose, at det ikke havde hjulpet kommunerne, hvis man sidste år havde lyttet til vismændene i stedet for regeringens egne skøn.
I maj 2022 forventede vismændene således, at stigningen i forbrugerpriserne i 2022 ville ende på 4,9 procent. Regeringen forventede i stedet en stigning i økonomisk redegørelse fra maj på 5,2 procent. Her endte inflationen som bekendt på 7,7 procent, hvilket gav kommunerne et samlet inflationstab på 1,9 milliarder kroner.
Havde man lyttet på vismændene i stedet for regeringen, da man ved midtvejsreguleringen skønnede PL-reguleringen for 2022, så havde inflationstabet i stedet været på omtrent 2,1 milliarder kroner.
Dermed er det langt fra sikkert, at kommunerne nødvendigvis er blevet kompenseret korrekt for 2023, blot fordi vismændene ligger på linje med Økonomiministeriet i inflationsforventningen for i år.
Sidst opdateret: 30/05/2023 - 14:11
Temaer: Kommuneøkonomi, Økonomiaftale
Emner: Inflation










































