Når regeringen og partierne på Christiansborg igen og igen fremhæver, at borgerne ikke behøver at frygte dårligere velfærd på grund af et stigende antal ældre, så er det for borgerne i mange kommuner ikke virkeligheden.

Udover det åbenlyse, at pengene til flere børn og ældre de seneste år i høj grad er gået til at dække især opdriften på det specialiserede socialområde, så viser en analyse, NB-Økonomi har udarbejdet, at en stor del af pengene slet ikke lander i de kommuner, som har et stigende antal børn og ældre.

Du kan læse detaljerne i analysen i en anden artikel fra i dag ved at klikke her.

Årsagen er en teknisk detalje i det kommunale udligningssystem, som betyder

at en kommune kun får dækning for omkring 80 procent af ekstraudgiften til eks. en ældre over 85 år. Det betyder konkret, at kommunen på trods af tildelingen af ekstra midler til demografi har et tab på cirka 42.000 kroner, hver gang kommunen får en ekstra ældre over 85 år målt i forhold til en landsgennemsnitlig udvikling.

Modsat vil kommuner med en lavere vækst i antallet af børn og ældre end landsgennemsnittet opleve en betydelig overkompensation.

Det skyldes, at udligningssystemet giver kommunerne en kraftig overkompensation for især borgere fra 20-29 år, og det favoriserer i helt særlig grad de store universitetsbyer.

Købehavn får 1,35 milliard ekstra

Den korte forklaring er, at der er en asymmetri i udligningssystemet i forhold til det socioøkonomiske udgiftsbehov. '

Kort fortalt udlignes kommunernes udgifter ud fra en beregning af, hvor stort et udgiftsbehov kommunen ville have til en gennemsnitlig service baseret på den demografiske og socioøkonomiske sammensætning af kommunens borgere.

Konkret sker det ved, at 67 procent af det samlede udgiftsbehov tildeles ud fra den aldersmæssige sammensætning, mens de resterende 33 procent tildeles ud fra kommunens socioøkonomi.

Asymmetrien opstår ved, at man tager de 33 procent af det samlede udgiftsbehov ud af hver aldersgruppe, så eks. de ældre betaler langt mere end de unge. Men når pengene skal tilbageføres, så sker det med et ligeligt beløb pr. borger, og derfor kommer de ældre til at give underskud, mens 20-64 årige pr. automatik giver overskud.

Konkret får eks. København cirka 1,35 milliard kroner ekstra i udligning på den konto svarende til godt 2.000 kroner om året pr. indbygger, mens en kommune som Langeland taber næsten 1.000 kroner pr. indbygger, fordi kommunen har en høj andel af ældre.

Derfor giver det stigende skævheder i fremtiden

Mens tidligere udligningsreformer i høj grad har hvilet på faglige analyser, så var udligningsreformen fra 2020 i høj grad baseret på politiske studehandler og politiske antagelser om, hvilke kommuner der var rige og fattige, og hvem som derfor skulle have penge.

Det betyder, at ingen reelt ved, hvor meget af skævheden, som politikerne rettede op i 2020. Men det ligger fast, at asymmetrien vil give stigende og utilsigtede skævheder mellem kommuner med en lav og stor vækst i andelen af ældre i de kommende år.

Kommuner med udsigt til at en kraftig vækst i andelen af ældre, skal derfor huske at forberede nedskæringer på især børne-og ældreområdet for at kompensere for asymetrien i udligningssystemet. Det er ikke kun klassiske yderkommuner som bliver ramt, men også en række oplandskommuner til de store byer.

Modsat kan kommuner med en kraftig vækst i andelen af 20-64 årige se frem til, at den øknomiske skrue bliver lidt mindre stram. Det gælder i særlig grad de store universitetsbyer, som nyder godt af at de mange unge