Det er en lille beregningsteknisk detalje i det kommunale udligningssystem, som betyder, at store bykommuner med en relativ lav andel af ældre og børn bliver kraftigt overkompenseret for deres sociale problemer. Modsat bliver kommuner med især mange ældre voldsomt underkompenseret.

Konkret får 13 kommuner med de store bykommuner i spidsen omkring to milliarder kroner ekstra i udligning, som tages fra de kommuner med især en stor andel af ældre og til dels en stor andel af børn.

Det viser en analyse, hvor NB-Økonomi har set på, hvor stort effekt det havde i 2023, at pengene til det såkaldte socioøkonomiske udgiftsbehov fordeles meget skævt mellem aldersgrupperne.

Læs under kortet, om den tekniske baggrund for skævheden.

Bemærk, at der i totaltallene i analysen forekommer en mindre samlet afvigelse på cirka 200 millioner kroner i udgiftsbehovet, fordi vægtningen af det socioøkonomiske indeks bliver lidt skævt, når det fordeles ud i forhold til kommunens aldersbestemte udgifter. Men det ændrer ikke på det overordnede billede.

Skævheder vil vokse de kommende år

I og med at skævheden opstår, fordi udligningsystemet underkompenserer kommunerne for deres udgifter til børn og ældre, så vil skævhederne vokse i de kommende år, især fordi enkelte kommuner har en markant større vækst i antallet af ældre end andre kommuner.

Som du kan se på kortet, så afleverer en typisk kommune udenfor de store bykommuner typisk 500-1.000 kroner om året til de store bykommuner.

Teknisk detalje skaber skævheden

Det er en simpel men svært forståelig detalje i udligningssystemet, som betyder, at kommuner med mange omkostningskrævende børn og ældre afleverer penge til kommuner med mange ikke omkostningskrævende yngre borgere.

I udligningssystemet beregner man, hvor stor udgifter en kommune skal afholde for at give sine borgere en landsgennemsnitlig service - det kaldes udgiftsbehovet.

67 procent af udgiftsbehovert bestemmes af alderssammensætningen af befolkningen, idet en folkeskolelev eller en plejekrævende ældre er dyrere for kommunen end en universitetsstuderende, som får både sit studie og SU'en betalt af staten, eller for den sags skyld en 20-64 årig som går på arbejde og oftest ikke belaster den kommunale kasse.

Resten - de 33 procent - fordeles efter borgernes socioøkonomiske status igen ud fra en logik om, at eks. ufaglærte med lav indkomst udløser langt større sociale udgifter end højtuddannede.

Men så kommer djævelen i detaljen. Pengene til de 33 procent i socioøkonomisk udgiftsbehov tages som en procentdel af udgiftsbehovet for alle aldersgrupper.

En ældre over 85 år koster i gennemsnit kommunerne 209.154 kroner. Men når man så tager 33 procent ud til socioøkonomisk udgiftsbehov, så forsvinder der 69.021 kroner.

Når det socioøkonomiske udgiftsbehov så skal fordeles tilbage til kommunerne, så fordeles pengene pr. person. En ældre i en kommune med gennemsnitlige sociale problemer får således 23.319 kroner i udgiftsbehov, og dermed vil en gennemsnitskommune få underkompenseret en 85+ årig med 45.702 kroner.

I og med at kommunerne får udlignet udgiftsbehovet med 95 procent, så mister en kommune 43.417 kroner i udligning for hver ekstra ældre over 85, de har ud over den landsgennemsnitlige andel.

Modsat er det en fantastisk overskudsforretning for en kommune at få en ekstra 20-24 årig, som i gennemsnit kun koster kommunen 27.370 kroner. Når en kommune med gennemsnitlige sociale problemer afleverer 33 procent til det sociale udgiftsbehov, så svarer det kun til 9.003 kroner.

Men da kommunen samtidig får 23.319 kroner i socioøkonomisk udgiftsbehov, så er det en solid overskudsforretning på 14.286 kroner, hver gang kommunen får en borger på 20-24 år ud over den landsgennemsnitlige andel.

Slører effekten af det socioøkonomiske indeks

De store forskelle i kommunernes sociale forhold samles op i et såkaldt socioøkonomisk indeks, som beregnes ud fra 18 statistikker, som har en sammenhæng med kommunens udgifter. Ud fra de data beregner man et socioøkonomisk indeks. Når eks. Bornholm har et socioøkonomisk indeks på 106,1, så betyder det at grundbeløbet for det socioøkonomisk udgiftsbehov pr. borger på 23.329 ganges med 1,061.

Men i og med, at tildelingen af det socioøkonomiske indeks er skævt til de enkelte aldersgrupper, så er det reelle socioøkonomiske indeks for Bornholm kun 103,2 svarende til, at klippøen kun får tildelt penge som om kommunen har sociale problemer marginalt over landsgennemsnittet. Modsat , og markant under København, som reelt får et socioøkonomisk indeks på 115,9.

Her skal man dog være opmærksom på, at den tidligere omtalte afvigelse gør tallene mere usikre om end tendensen er klar.

Effekten kompliceres af kompleks system

Den præcise effekt for alle landets kommuner er svær at afgøre, fordi partierne bag udligningsreformen i 2020 mudrede systemet med en række politiske valg, som gjorde systemet mindre fagligt stringent.

Vi har derfor i vores analyse været nødt til at kompensere for det forhold, at det såkaldte kriterie for faldende folketal fra 2020 er indregnet i det aldersbestemte udgiftsbehov, men ikke udløser socioøkonomisk udgiftsbehov.

Derudover er det usikkert, i hvilket omfang den skæve aldersfordeling af de socioøkonomiske udgiftsbehov blev korrigeret i de politiske fastsatte særtilskud, som blev en del af udligningssystemet fra 2020.

Mens det derfor er usikkert, om den skæve fordeling af det aldersbestemte udgiftsbehov var udtryk for en skævhed i systemet i 2020, så er det givet, at væksten i skævheden på grund af en tiltagende skæv fordeling af især ældre ikke er tilsigtet. Årsagen til at det er så sikkert er, at der stik imod sædvane ikke blev udarbejdet faglige analyser af udligningssystemets byrdefordeling i årene efter reformen.

Forskelle skærpes, hvis man ikke korrigerer for tilskud for faldende folketal

En af de ting som forstyrrer, er, at et særligt udgiftsbehov, som i hovedmetode 1 har vi korrigeret for dette tilskud, da det næppe har været forligspartiernes intention, at der skulle gives et socioøkonomisk tilskud oveni tilskuddet.

Hvis man ikke foretager den korrektion, så vil især kommuner med faldende folketal figurere med et større tab. For gennemsigtigheden får du nedenfor kortet, hvis man ikke foretager den korrektion.

Sådan har vi gjort:

Vi har taget hhv. det demografiske og det socioøkonomiske udgiftsbehov fra meddelelse om tilskud og udligning 2023.

Herefter har vi korrigeret for den del af det demografiske udgiftsbehov, som skyldes kriteriet for faldende folketal, idet dette tilskud rent logisk ikke skal udløse et social udgiftsbehov oveni.

Herefter har vi set på, hvor stort et socioøkonomisk udgiftsbehov en kommune med et neutralt - altså et gennemsnitligt socioøkonomisk udgiftsbehov - ville få, hvis socioøkonomien blev fordelt ligeligt på alle aldersgrupper. Logikken er her, at hvis en kommune har et gennemsnitligt socioøkonomisk udgiftsbehov, så skal den blot have de 33 procent, som er taget ud af det aldersbestemte udgiftsbehov tilbage.

Herefter har vi beregnet, hvor meget hver kommune ville få i socioøkonomisk udgiftsbehov ved ligelig fordeling mellem alle aldersgrupper ud fra kommunens opgjorte socioøkonomiske indeks.

Endeligt har vi set på, hvor meget dette socioøkonomiske udgiftsbehov afviger fra det, som kommunen fik ifølge meddelelse om tilskud og udligning.

Derefter ser vi på udligningseffekten i kroner og ører af afvigelsen.

Endeligt har vi beregnet, hvilket socioøkonomisk indeks kommunens faktiske tildeling af socioøkonomisk udgiftsbehov svarer til, og hvor meget det afviger fra det socioøkonomiske indeks., som er angivet i meddelelse om tilskud og udligning.