Stor forskel på kommunernes evne til at budgettere anlæg
Der er stor forskel på, hvor gode kommunerne er til at budgettere præcist på anlæg. Det viser ny analyse fra VIVE.
Udgivet: 22/03/2023
Kommunernes evne til at budgettere anlæg så realistisk som muligt varierer meget fra kommune til kommune. Det viser analyse fra VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd).
Den gennemsnitlige procentuelle budgetafvigelse kan være helt nede på under 10 procent for nogle kommuner og næsten 90 procent for andre. Afvigelsen gør sig gældende, selvom VIVE har set på en periode over fire år fra 2016 til 2021 (coronaår 2020 undtaget).
"Der kan være flere årsager til, at kommunerne kan have udfordringer med at ramme budgettet på anlægsområdet. Det kan hænge sammen med, at den statslige styring af kommunernes økonomi generelt understøtter et etårigt styringsperspektiv, mens anlægsprojekters tidsperspektiv typisk er flerårigt," står der i VIVEs udgivelse som fortsætter:
"Det kan også hænge sammen med uforudsigelighed på anlægsområdet, fx i relation til lønninger og materialeudgifter, arbejdskraftsudbuddet, jordbundsforhold og vejrlig. Endvidere kan mangel på budgetpræcision hænge sammen med kommunernes interne styringspraksis på området, herunder fx periodisering af budgettet, risikostyring og det politiske niveaus involvering i budgetprocessen."
En budgetafvigelse kan både betyde, at en kommune i regnskabet har brugt et højere beløb, end de har budgetteret, men det kan også betyde, at de et år har brugt et lavere beløb. Begge dele vil indgå som en budgetafvigelse.

Der er ikke noget mønster hos dem, der ikke budgetterer præcist
Der er ikke umiddelbart en tydelig tendens til, hvilke kommuner, der er gode eller dårlige til at lægge præcise budgetter. Det er hverken et særligt yderkommune- eller storbyfænomen.
"Når vi sammenholder den gennemsnitlige budgetafvigelse i perioden 2016-2021 (ekskl. 2020) med kommunernes gennemsnitlige budgetafvigelse i perioden 2011-2015, finder vi ikke en klar tendens til, at det skulle være de samme kommuner, der har svært ved at ramme budgettet over tid," står der i undersøgelsen.
Fyn kan dog med undtagelse af Middelfart Kommune og ø-kommunerne bryste sig af at ligge under gennemsnittet i forhold til budgetafvigelser over en fireårige periode fra 2016-2021.
Borgmester Søren Steen Andersen (V) fra Assens Kommune har tidligere kritiseret de borgmestre, der har det med at lægge urealistiske budgetter.
"Jeg kan da nogle gange selv blinke lidt med øjnene, når jeg hører nogen, der melder anlægsbudgetter ind, der har nogle enorme omfang. Der tænker jeg da, at i det i praksis aldrig nogensinde kunne udføres inden for et år," sagde Søren Steen Andersen til NB-Økonomi sidste år.
I sidste ende kan urealistisk overbudgettering også skabe en mistillid mellem administrationen og det politiske system i kommunerne, når man år efter år sidder og laver store overførsler. Det fortalte Kasper Lemvigh, der er Chefanalytiker hos VIVE i en tidligere artikel til NB-Økonomi.
Det er Kasper Lemvigh, der også står bag denne nye opgørelse, som slår fast, at der er store forskelle på kommunerens budgetpræcision i forhold til anlæg.
Det er i nedenstående kort værd at bemærke, at det i sagens natur vil være nemmere at styre anlægsbudgetterne i en stor kommune end en lille kommune. Det skyldes, at hvis et projekt skrider i den ene eller anden retning, så vil det have større effekt på den samlede anlægsudgift, hvis man har et lille budget, end hvis man har et stort budget. Desuden har større kommuner mulighed for at ansætte flere fagfolk til at styre anlægsprojekterne end mindre kommuner.
Sidst opdateret: 22/03/2023 - 13:40
Emner: Budget, Anlægsramme, VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd










































