Carsten Rasmussen (S), borgmester i Næstved Kommune, har de seneste år stået i spidsen for at skære et trecifret millionbeløb på administration.

Carsten Rasmussen (S), borgmester i Næstved Kommune, har de seneste år stået i spidsen for at skære et trecifret millionbeløb på administration. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix (arkiv)

Sådan har tre kommuner sparet millioner på administration

Når din kommune skal spare på administration, så kan du måske lære af Næstved, Ishøj eller Odense kommuner, der har sparet mellem 1.000-3.300 kr. pr. borger.

Udgivet: 22/03/2023

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Næstved Kommune er den eneste kommune i Danmark, der har sparet millionbeløb på både ledelse, administration og myndighedsbetjening fra 2011 til 2021. Det har de gjort, samtidig med at folketallet i kommunen er steget med knap 2.800 borgere.

Det viser tal fra den liberale tænketank CEPOS og Danmarks Statistik (DST).

Den sydsjællandske kommune havde således 250,5 mio. kr. mindre i budgettet i 2021 på administration, end de havde i 2011 efter P/L-regulering. Besparelserne fordeler sig med 90,6 mio. kr. på administrativ ledelse, 143,1 mio. kr. på generel administration og 16,9 mio. kr. på myndighedsbetjening. Samlet set svarer det til en besparelse på 3.353 kr. pr. borger.

De kommende år frem mod 2030 har SVM-regeringen bebudet, at regionerne sammen med kommunerne skal spare tre milliarder kroner på administration. Derfor har NB-Økonomi valgt at fortælle, hvordan nogle kommuner allerede har lavet den øvelse, og hvordan de er kommet i mål med opgaven.

"Vi var tilbage i 2014 rigtig presset i kommunen, hvor vi skulle finde 140 millioner kroner varigt om året i besparelser for at få økonomien til at hænge sammen. Der satte vi os ned i byrådet og tog ansvar og her skar vi virkelig til på både direktører og mellemledere," siger Carsten Rasmussen (S), der er borgmester i Næstved Kommune, til NB-Økonomi.

Men det er ikke uden konsekvenser for Næstved Kommune, at de har sparet så meget. Ifølge borgmesteren løber medarbejderne formentlig hurtigere end i andre kommuner.

"Vi får nogle gange at vide i vores ældrepleje, at der er 30-40 medarbejdere i hvert team, og det er meget meget højt i forhold til andre kommuner, hvor man måske er 20 medarbejdere til én teamleder," siger Carsten Rasmussen.

Han tilføjer, at de på nogle områder i kommunen har skåret for meget, så de nu skal til at ansætte flere igen. Det gælder blandt andet på børneområdet. Det bliver derfor ekstra svært for dem - mener han - hvis de skal skære så meget ekstra på administration, som SVM-regeringen lægger op til.

Der spares på direktører og mellemledere

I Odense Kommune er det også lykkes at spare et trecifret millionbeløb i perioden på 183,8 mio. kr., det svarer til en besparelse på 1.531 kr. pr. borger. Beløbet i Odense er primært fundet på ledelse og dernæst øvrig administration, da myndighedsopgaverne er steget ligesom

i stort set alle andre kommuner.

"Vi har samlet folk i centrale enheder og ændret på vores organisering. Nogle af besparelserne er også slet og ret grønthøster, hvor det har været et led i en politisk prioritering," siger Peter Rahbæk Juel (S), borgmester i Odense Kommune, og tilføjer at pengene i stedet er flyttet til at få mere velfærd.

Lignende tiltag er sket i Ishøj Kommune, forklarer borgmester Merete Amdisen (S). Her har man navnligt sparet på den administrative ledelse i perioden, som ender på 24 mio. kr. i besparelse.

Ishøj har samlet set på de tre områder (ledelse, øvrig og myndighed) brugt en smule mere på administration i 2021, end de gjorde i 2011. Men da antallet af borgere er steget i perioden, og man ikke har ladet administrationen følge med, så ender kommunen med at have sparet 1.000 kr. pr. borger i administration fra 2011-2021.

"Vi har reduceret i vores ledelseslag. Ved sidste budget gik vi fra ti til ni centerchefer. Vi har også over en længere periode reduceret i antallet af direktører. Vi har reduceret i vores kommunikationsafdeling," siger hun.

Borgmesteren i Næstved Kommune siger, at det har været ekstra vanskeligt de steder, hvor der har været myndighedsbetjening. Her har de måtte fjerne alle de opgaver, der ikke målrettet har med myndighedsopgaver at gøre for at få det til at løbe rundt.

"Vi har prøvet at fratage medarbejderne andre opgaver, hvor vi passer på med at holde for mange temadage, det vil sige ting, der ikke har decideret med myndighedsbehandling at gøre," siger Carsten Rasmussen. "På ældreområdet er det også blevet meget mere selvstyrende. De ansatte går ind og vurderer, frem for at der sættes en stor revisitering eller redegørelse i gang."

Vil se regelforenkling, før borgmester tror det

Statsminister Mette Frederiksen (S) offentliggjorde i forbindelse med KL-topmødet i sidste uge, at regeringen vil indgå i et samarbejde med kommunerne, når de skal til at foretage den storemilliardbesparelse på administration, som er påtænkt kommunerne.

Men det vil borgmester i Ishøj Kommune se, før hun tror det.

"Regelforenkling har været et tema i så lang tid, som jeg har været aktiv i kommunalpolitik. Så jeg vil se det ske, før jeg tror det," siger Merete Amidsen. "Jeg vil gerne se noget konkret, som jeg kan forholde mig til, før jeg løber rundt med armene over hovedet og jubler."

Carsten Rasmussen fra Næstved og Peter Rahbæk Juel fra Odense er mere fortrøstningsfuld. De synes, at Mette Frederiksen virkede stålfast til topmødet, at administrative besparelser ikke måtte gå ud over velfærden.

"Men det kræver, at mange af de regler, vi har i dag, de skal skæres væk," siger Carsten Rasmussen og understreger, at de kommuner, der allerede har sparet ellers vil få det meget svært.

Vil det gå ud over velfærden, hvis der ikke kommer et katalog over regelforenkling?

"Ja. I og med, at vi har taget en stor politisk prioritering. For det var en hård omgang at flytte et stort trecifret millionbeløb, vi har rykket. Dem kan vi jo ikke rykke igen. Så hvis regeringen ikke kan finde en klog måde, hvor der tages hensyn, til dem der har sparet, så har vi jo kun de penge, vi har. Vælter der besparelser ned på både jobcentre og administration, som der står i regeringsgrundlaget, så har jeg svært ved at se, hvordan vi kan gøre det, uden at velfærden kommer i spil," tilføjer Peter Rahbæk Juel.

Både Odense og Næstved Kommune ligger under gennemsnittet for, hvor meget en kommune bruger på administration i følge Indenrigsministeriets benchmarkingenhed. Ishøj Kommune ligger på gennemsnittet. Det kan derfor være relativt sværere for de kommuner at spare yderligere sammenlignet med kommuner, der ligger langt over gennemsnittet i benchmarken.

Sidst opdateret: 15/11/2023 - 18:36

Temaer: Bureaukrati

Emner: Administration

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]